Tro og videnskab – er der en konflikt?

Af Karsten Pultz
Komponist, musiker
og foredragsholder

Udnævnelsen af en forskningssminister, som tror på en skabende Gud, har åbnet døren i Danmark for konflikten mellem troende og ateistiske videnskabsfolk. Men tro gør ikke videnskab dårligere. Tværtimod.

Med udnævnelsen af Esben Lunde Larsen som uddannelses- og forskningsminister er Danmark nu blevet introduceret for konflikten mellem ateister og troende i den akademiske verden.

Det er en konflikt, som har raset i USA i henved 20 år, ikke mindst pga. det faktum, at omkring 44% af befolkningen er kreationister, mens den magtfulde akademiske elite overvejende består af ateister. Konflikten er ikke rigtigt blusset op her i det sekulariserede Europa, hvor religion mestendels er henvist til den private sfære. Religion har derfor ikke udgjort den store trussel for de akademikere, som helst ser, at det materialistiske verdensbillede dominerer videnskaberne. En nyudnævnt forskningsminister, som åbent erklærer, at han tror på en skabende Gud, har måske ført konflikten ind på dansk grund.

Godt nyt for ID

Som evolutionsbenægter vagte denne udtalelse min nysgerrighed og forundring: ”Esben Lunde Larsen understreger over for Jyllands-Posten, at der er forskningsfrihed. Hans personlige tro – og mistro til eksempelvis Darwin og naturvidenskaben – vil derfor ikke skulle diktere, hvad de danske videnskabsfolk skal forske i”. Wauw! tænkte jeg, det var en overraskelse. Jeg havde ikke troet det muligt at høre en sådan udtalelse i dette land, hvor Darwins teori undervises som et faktum, og hvor 85% af befolkningen faktisk tror, den er et faktum. At udtalelsen kom fra en nyudnævnt forskningsminister, var for mig chokerende godt nyt. Måske vi nu kan få sparket gang i evolutions- vs intelligent design-debatten.

Utilfredse akademiske ateister

Den nye minister blev straks mødt af kritik helt efter amerikansk forbillede, hvor det blev antydet, at tro og videnskab er to uforenlige størrelser. Et klassisk angreb, som næsten ordret kunne være hentet fra den verserende evolution/ID-debat i USA, fandt jeg i et debatindlæg i Politikken, hvor Michael Rothstein og Jens-André Herbener skrev: ”Forskningsministeren sidestiller altså fantasi med videnskab. Hvor længe skal vi værne os mod religiøse fantasier i akademisk sammenhæng? Ja, kristendom har spillet en rolle i vores kulturhistorie, ja, de fleste danskere er småkristne, ja, grundloven fletter fingre med kirken, men at den minister, som har ansvar for forskning, videnskab og uddannelse uden at blinke kiler myte, magi og mirakel ind på linje med systematisk, evidensbaseret, kontrollabel forskning – det er set gennem de videnskabelige briller en skandale.”
Jeg måtte simpelthen trække på smilebåndet over sætningen ”Hvor længe skal vi værne os mod religiøse fantasier i akademisk sammenhæng?” som om det nogensinde har været et problem, tænkte jeg. Kritikken er her blæst helt ud af proportion, for der har reelt været en totalt dominerende materialistisk tilgang til videnskaberne de sidste 100 år her til lands.
Et af beviserne er netop evolutionsteorien, som uden modstand fra kirken blev den nye etablerede skabelsesmyte, – 100% accepteret af kirken og samfundet, så der i dag ikke længere stilles spørgsmålstegn ved den. Det er overordentlig lang tid siden, at ”religiøse fantasier” har spillet nogen rolle i det akademiske miljø i Danmark, og Rothsteins kritik kommer derfor til at lyde en smule komisk i mine ører.

De store videnskabsmænd og Gud

Jeg har i 10 år fulgt debatten om tro og videnskab i USA og har derfor hørt Rothsteins argumenter før. Egentlig er der slet ikke tale om argumenter, men blot om et angreb, som kan sammenfattes til dette: Hvis ikke du er ateist, kan du ikke udføre forskning, og selvsagt kan du heller ikke være minister for forskning.
Det, som akademiske ateister hensigtsmæssigt fortrænger, er, at kristendommen har betydet enormt meget for videnskabens fremskridt. Videnskabens største bidragere har troet på en skabende Gud. Newton, Maxwell og Planck var alle dybt religiøse, og disse tre giganters matematiske formler bruges hver dag over hele verden, så vi kan have elektriske apparater, computere, lasere osv. Werner Heisenberg har sagt: ”Den første slurk af naturvidenskabens bæger gør en til ateist, men på bunden af bægeret venter Gud.” Det skal selvfølgelig forstås på den måde, at et overfladisk indblik i naturvidenskaben afslører et mekanistisk verdensbillede, hvor alting kan forklares med materialistiske årsager, men dykker man tilstrækkeligt langt ned, ser man, at intet er blevet til uden Gud. Måske vi kan konstatere, at Rothstein endnu ikke har drukket helt til bunds i naturvidenskabens bæger.

Max Planck troede på Gud

Personer fra det akademiske miljø, som angriber en minister for hans personlige tro, vil gerne give befolkningen det indtryk, at religiøsitet er til fare for vores allesammens fremtid, sådan at hvis kristne, som tror på en skabende Gud, får indflydelse på forskning, så ender vi tilbage i den mørke middelalder. For den ateistiske forsker er tro det samme som overtro, og gives der i videnskabens verden plads til folk, der tror på Gud, så ender vi med hekse og hokus pokus.
Det er bare sjovt at vide, at fx Max Planck, kvantefysikkens fader, så beviserne på Guds eksistens i netop de fysiske eksperimenter, han udførte. I 1944 holdt Plack en tale, hvori han sagde: ”Og således siger jeg efter min undersøgelse af atomet: stof som sådan eksisterer ikke. Alt stof opstår og består kun via en kraft, som sætter atomets dele i svingning og holder sammen på dette det mindste solsystem i universet….. vi må formode bag denne kraft eksistensen af en bevidst intelligent ånd. Denne ånd er grundlaget for alt stof.” Et citat som dette burde være nok til at standse enhver uberettiget kritik af troende mennesker i videnskabsmiljøet. Prøv at spørge en af disse ateismens korsriddere om Plancks betydning for videnskaben, og du vil opdage, at han ville have været svær at undvære, selvom han var en skør kreationist.

Verdensberømt fysiker og præst

En amerikansk ateist mødte mig med argumentet, at de videnskabsmænd, som troede på Gud, levede i en tid, hvor man nødvendigvis måtte give udtryk for at tro på Gud for at være accepteret. Det er et argument, som fysikeren Lawrence Krauss og zoologen Richard Dawkins også flittigt bruger. Jeg ved ikke rigtig, om det er et godt argument; Planck døde i 1947 og Werner Heisenberg i 1976, – ikke ligefrem den mørke middelalder, vel? Og hvad med den nulevende professor Sir John Polkinghorne, som med sit bidrag til opdagelsen af quark-partiklen har været en af de vigtigste bidragsydere til det, som kaldes ”standardmodellen”, den model, som danner grundlaget for al partikelforskning i dag. Polkinghorne er udover at være en stor fysiker såmænd også ordineret præst i den anglikanske kirke og har i en periode arbejdet som sognepræst i et lille sogn.

Der er ingen konflikt mellem tro og videnskab

De fakta, som jeg her har nævnt, vil til stadighed blive ignoreret, når de akademiske ateister går til angreb på de mennesker i forskningsmiljøet, som tror på en skabende Gud. Sandheden er, at nogle af de største videnskabsfolk var og er dybt religiøse, og der er således ingen grund til at påstå, at der eksisterer en konflikt mellem tro og videnskab, og der er dermed heller ingen belæg for at påstå, at en troende forskningsminister skulle udgøre en trussel for videnskaben i Danmark, tværtimod.