Angela Merkels kristne sindelag
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159
4700 Næstved
Præstedatteren, Angela Merkel, oprindelig med evangelisk-luthersk baggrund og med et statslederformat, som rager langt over de fleste, hæver sig i disse dage over ubrugelige konventioner, fremmedhad, egoistisk asylpolitik, tomt ordgyderi, handlingslammelse, fordummende ministermøder, diplomatiske middagsborde, og tager nu som en anden ”moder i Israel” (Dom. 5:7) imod nye flygtningestrømme med en sådan karisma, at befolkningen i vidt omfang følger trop med rørende, jordnær hjælpsomhed overfor de fremmede.
Ville vor statsminister, beskæftigelsesminister, udenrigsminister eller de ”blå” støttepartier i Merkels sted have vist samme næstekærlige takter? Jeg føler mig langt fra sikker.
Merkels kristelige sindelag vil dog have dets frustrationer. Hun vil som vi andre opdage, at de fremmede slet ikke er interesserede i integration, dvs. at blive ét med dres nye hjemland, eftersom deres første prioritet vil være asyllandets materielle goder for så ellers, i det mindste som første generation, at dyrke deres egne landsmænd og deres kultur. Det er selvfølgelig menneskeligt.
Men derfor kan vi alligevel lade os inspirere af Angela Merkel. Især som kristne, privilegerede trosfæller, der har al mulig grund til at møde de fremmede med evangelisk næstekærlighed, uanset om der kvitteres med tak eller utak.
(Forkortet, red.)