Med en hånd i klemme

På børnehjemmet i Honduras var der en lille dreng, som gjorde særligt indtryk. Juan*. Han var en af de yngste drenge og ville gerne være stor og sej.

Der var fuld fart på, og han klarede sig ud af mange situationer med sin charme, humor og det mest smittende colgate-smil. Samtidig var han også bare en lille dreng, der tabte ting og var lidt af en tumlefumler.
En aften skulle jeg putte drengene, men Juan kunne ikke falde til ro. Han var fuld af spillopper og var snart i den ene drengs køje og så i den andens. Nu var det ikke sjovt længere, og jeg var ved at være godt gammeldags sur på denne dreng, som hele tiden skulle prøve grænser af.
Bestemt tog jeg Juan og lagde ham i seng og sagde, at nu skulle han sove og det i sin egen seng! Jeg lagde min hånd på hans skulder – både for at berolige ham, men også for at kunne standse et nyt flugtforsøg.
Stor var min overraskelse, da Juan hurtigt accepterede situationen og faldt til ro. Han tog min hånd og flyttede den fra skulderen til sin brystkasse. Dernæst vendte han sig om på maven, så han lå oven på min hånd, og så faldt han øjeblikkeligt i søvn!
Det kan ikke have været behageligt at ligge oven på min hånd, og for mig var det akavet at stå ved sengen med min hånd i klemme, men det var tydeligt, at berøringen og visheden om denne hånd gav Juan tryghed. Hånden skabte ro og kontakt, så han endelig kunne slappe af og sove.
Siden den aften faldt Juan altid i søvn oven på min hånd, når jeg skulle putte drengene. Det blev vores lille ritual.
Som pædagog i Danmark er jeg vant til at bruge sproget meget, men i Honduras fandt jeg ud af, at der skal ikke så mange ord til for at gøre et barn trygt. Det er nok med en beroligende hånd. At føle tryghed er noget universelt.

På samme måde giver det også os tryghed at vide, at Gud er der. Det opleves måske ikke lige så konkret, som Juan oplevede min hånd, men vi har lov til at tro, at vi er i Guds hånd uanset vores omstændigheder. Og derfor kan vi være trygge.

*Navnet er anonymiseret af hensyn til barnets tarv.