Freden er på vej tilbage efter islamisk terrorisme

Pastor Hadama fra den evangeliske kirke hilser sammen med andre kristne ledere på den kristne general Jacob Kodji.
Pastor Hadama fra den evangeliske kirke hilser sammen med andre kristne ledere på den kristne general Jacob Kodji.

De kristne er blevet terroriseret på samme måde i Nord-Nigeria og Nord-Cameroun, som det sker i Syrien og Irak. Men nu er der i det mindste en lokal bedring på vej.

De afrikanske islamister i Boko Haraam har sværget troskab overfor Mellemøstens frygtede Islamisk Stat (IS). Vold, landsby-afbrændinger og systematiske henrettelser af kristne og store flygtningestrømme har været resultatet.
Men nu fortæller vores kilder i Cameroun, at det camerounske militær sammen med Tchads hær har fået kontrol med området i det nordlige Cameroun, som længe har været livsfarligt område – især for udenlandske missionærer og besøgende.
Den kristne pastor Hadama, som Udfordringen har arbejdet sammen med i radio-missionen i det urolige muslimske område, har sammen med andre kristne ledere haft et møde med general Jacob Koddji, hvor man læste op fra Bibelen og bad sammen.
Efter mødet udtrykte de håb om, at der er udsigt til fred allerede i januar. Men selvmord-aktioner kan man ikke forhindre.
Generalen er selv luthersk kristen fra Mayo-Tsanaga (Kapsiki på grænsen til Nigeria). Camerouns præsident udnævnte ham til general den 5. august, efter at Cameroun inviterede Tchads hær til at komme over grænsen og hjælpe med at udrydde Boko Haraam. Hidtil har Nigerias regering nemlig ikke været i stand til at stoppe terror-bevægelsen på den anden side af grænsen.
Også forsvarsministeren i det ellers mest muslimske Tchad er kristen. Sammen har de fået has på de islamiske terrorister. Det er de kristne meget taknemlige for, så de nu kan vende tilbage til deres landsbyer. Men også størstedelen af den muslimske befolkning er meget tilfreds, for den islamiske terror betød også usikkerhed for dem og store økonomisk tab.

Støt radio-arbejdet – nå muslimerne!

Udfordringen hjælper de kristne i Nord-Cameroun og Tchad med at oprette nærradioer og udsende oplysende og kristne programmer. Desuden har vi indtil videre afholdt tre store missions-kampagner med Per Hyldgaard som taler.
Udfordringen har netop sendt tre nye radio-sendere med forskelligt udstyr til Cameroun. Den ene af radioerne er betalt af én privat dansk giver. Det er meningen, at to af senderne skal sættes op i Tchad. Radioerne drives af de lokale kristne – ofte på frivillig basis og ved hjælp af deres egne private gaver.
De færreste har tv, og aviser læses kun af få. Radioen er den største informations-kilde. Derfor er det så vigtigt, at vi hjælper de kristne med at oprette og drive nærradioer. Dels opmuntrer det de pressede kristne til at holde ud, dels trænger budskabet og freden ind i muslimske hjem, hvor man i al hemmelighed kan lytte til de gode nyheder. For mange muslimer har terrorismen været en barsk øjenåbner. Nu ser de sig om efter noget bedre. Lad os håbe og bede om, at det samme må ske i Mellemøsten.
Læsere, der ønsker at støtte arbejdet i det kristent-muslimske Afrika, kan indsætte deres gave på Missionsfondens konto nr. 9570 0006 139450 mærket ”Projekt ’5984 Udf.s Radio-mission i Afrika”.