Prøv at gøre noget nyt med dine ’monstre’

I din tilgang til din problematik er du altså nødt til at være fleksibel og være indstillet på, at måden at håndtere din situation på måske skal justeres lidt fra tid til anden.
I din tilgang til din problematik er du altså nødt til at være fleksibel og være indstillet på, at måden at håndtere din situation på måske skal justeres lidt fra tid til anden.

Kære Suh.
Jeg har i efterhånden mange år kæmpet med de samme gamle problematikker: angst for afvisning, forkastelse osv. I perioder går det ok, men så kommer det tilbage.
Jeg orker ikke længere denne tilbagevendende kamp, og jeg kan mærke, at jeg mere og mere har lyst til at smide håndklædet i ringen og bare blive nede i mit sorte hul. Så ved jeg da, hvad jeg har at gøre med.
Men jeg håber jo alligevel, at jeg én gang for alle kan få bugt med mine ”monstre” og så kan få fred.
Men hvordan komme derhen?
R.E.

Kære R.E.
Om man én gang for alle kan få løst en problematik i sit liv handler om flere forskellige ting. For det første handler det om, hvor meget og hvor grundigt man har arbejdet med tingene.
Har du overvejet, om der kunne være en anden måde at arbejde med dine ”monstre” på, end den du har gjort brug af indtil nu? En anden behandler måske (hvis du har benyttet dig af professionel hjælp)? Eller har du måske ikke fået sat handling nok bag de teoretiske indsigter?
Det er ofte det, det handler om, når mennesker ikke oplever, at de udvikler sig: man har fået en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, fx i forhold til kost og motion – men man har ikke endnu orket virkelig at sætte handling bag. Man gav op, når det blev for besværligt eller for angstprovokerende.
Prøv at være ærlig overfor dig selv, og tænk over, om der er initiativer eller handlinger, der ville være konstruktive for dig at få gjort, og som du tidligere er veget udenom.
Dernæst er der også det faktum, at livet er en dynamisk størrelse. Omstændighederne omkring os ændrer sig, mennesker omkring os ændrer sig. Hvad der sidste år var en god løsningsstrategi, er måske ikke en god strategi dette år!
I din tilgang til din problematik er du altså nødt til at være fleksibel og være indstillet på, at måden at håndtere din situation på måske skal justeres lidt fra tid til anden. Det er for mange en stor frustration, fordi de fleste gerne vil have færdige facitlister, der med sikkerhed garanterer os, at vi når det ønskede mål. Men sådan er livet desværre – eller heldigvis? – ikke. Vi må i stedet indse og acceptere, at hver dag skal leves med omhu og ansvarlighed.
Bibelen taler om, at hver dag har nok i sin plage. Nogle læser dette skriftsted som en trist påmindelse om, at fremtiden jo byder på mange flere bekymringer og problemer, så vi er nødt til at tage én ad gangen.
Man kan også vælge at læse det som en konstatering af, at livet til alle dage har budt på forskellige udfordringer hele vejen igennem, og at vi derfor er nødt til at være så nådige overfor os selv, at vi nøjes med at kræve os selv til ansvar for en lille del af det ad gangen?! At vi tager én dag ad gangen – og gør os rigtig umage med at få det bedste ud af den!?
Prøv at evaluere dit hidtidige arbejde med din problematik, og handl så derefter. Prøv dernæst at tænke over, om du måske har en urealistisk forventning til en problemfri tilværelse, og at du i stedet må acceptere, at der er en tid til alting: En tid til at kæmpe – en tid til at være mismodig og få trøst. En tid til at arbejde – en tid til at give sig selv lov til at give lidt op.
Hilsen Suh