Som et barn  

Da jeg gik i søndagsskole som barn, var der under Fadervor altid mindst ét af børnene, der pillede næse i stedet for at folde deres hænder. Men barnlig tankegang kan skam også godt være nyttig.  

Som voksen husker jeg den dag, hvor mine mange små nevøer og niecer legede hjemme hos bedsteforældrene. De kørte frem og tilbage med legetøjsbilen inde i huset og råbte: ”Baaaabu, baaaaabu!”. Kærligt gik vi voksne ud i entréen og kiggede på de nuttede legende børn. Vi spurgte dem af høflighed:
– Hvorfor siger I ’babu babu’?
– Vi leger brandbil!
– Hvordan fik I lyst til det?
– Fordi det brænder.
– Brænder? Hvor?
– I spisestuen.
Vi voksne kiggede undrende på hinanden, sagde intet, hvorefter vi i samme splitsekund spænede ind i spisestuen – og ganske rigtigt var et glemt stearinlys fra fødselsdagsfrokosten i gang med at forkulle gardinet og loftet! Tak, Gud, for barnlig leg!

Børns syn på livet er ikke altid det mest ansvarlige (fx da min kusine forsøgte at sælge mig for noget slik), men det har værdi på en anden skala for os voksne. Vi roser dem, når de endelig lærer at tale – og bagefter beder vi dem om at tie stille. Sommetider går den barnlige synsvinkel tabt i fornuft.
Da jeg så mine nevøer og niecers første reaktion på, at deres bedstefar uden varsel tog sine tænder ud foran dem, grinede og græd de på samme tid! Noget, de troede, var urokkeligt fastsat af en naturlov, blev bogstaveligt talt løsnet foran deres egne øjne! Verden blev større. Også børns Spørgejørgen-syndrom overfor selv de mest basale sandheder er et tegn på en tro på det umulige, overnaturlige og grænseløse.

Igennem tiderne har der været mange udlægninger af, hvad Jesus mon mente med at modtage Guds rige ligesom et lille barn – og netop denne undren er barnlig! Glæden ved livet og meningen med livet kan findes ved også at se livet gennem et barns briller.