Støttekoncert for syriske flygtninge
Steffen Bay og gospelkoret South City Gospel Choir holder koncert til fordel for syriske flygtninge på i Apostolsk Kirke, Lykkegårdsvej 67 i Kolding den 26. oktober.
– Vi vil gøre noget konkret i stedet for blot at være tilskuere til flygtningekrisen, siger korleder Steffen Bay.
Der er otte millioner internt fordrevne i Syrien. Og fire millioner er flygtet ud af det borgerkrigsplagede land. Samtidig er 2,7 millioner irakere drevet på flugt af Islamisk Stat. Situationen kalder på omgående handling, og helst en direkte hjælp til de nødlidende, inden de drager på den livsfarlige tur over Middelhavet, og mens de stadig har håb om at vende tilbage til deres hjemegn.
– Vi kan ikke alle tage af sted til Syrien, men vi kan støtte med vores økonomi og vores opmærksomhed omkring de mange gode initiativer, som heldigvis er i gang rundt omkring. Overskuddet fra støttekoncerten går til Mission Øst’s hjælpearbejde i Syriens nærområder, et arbejde, som jeg har meget stor respekt for, siger Steffen Bay.
Han startede i 2009 South City Gospel Choir, som nu har 60 glade sangere.
Indsamlingen skal støtte Mission Østs arbejde i og uden for flygtningelejrene, hvor der netop nu er fokus på at skaffe varmeapparater, tæpper mm. før vinteren.