Tro, politik og medmenneskelighed
Kandidat i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Har arbejdet for Det Bedste, forlaget Unitas og været generalsekretær for Kirke&Medier. Film-anmelder ved Udfordringen. Har udgivet en bog sammen med Ida Auken: ’Jesus går til filmen’.
Der bliver talt meget om ”medmenneskelighed” i disse dage, hvor strømmen af flygtninge og migranter gennem Europa synes ustoppelig.
Både politisk og kirkeligt tales der om at vise ”medmenneskelighed”. Jeg synes, mange danskere viser medmenneskelighed – hjælper nødstedte på forskellig måde – også ved at give penge til godgørende organisationer.
Efter min mening er medmenneskelighed noget personligt – noget, du og jeg og hver enkelt kan vise. Det begynder at blive ubehagelig moralisme på andres vegne, når man siger, at en regering eller en stat skal udvise ”medmenneskelighed”, eller når man begynder at fable om fx en ministers følelser eller mangel på følelser.
Politikere og ministre er valgt til at få vort samfund til at fungere bedst muligt inden for lovgivningens rammer. Jeg vil meget gerne have mig frabedt at have flæbende ministre, der impulsivt foretager sig noget uden at have gennemtænkt konsekvenserne.
Det var det, forbundskansler Angela Merkel gjorde, da hun åbnede grænserne og lod hvem som helst drage ind i Tyskland og videre rundt i Europa – uden registrering og kontrol. Dermed ophævede hun egenmægtigt alle aftaler og forøgede de helt urealistiske forventninger hos flygtninge og migranter. Helt lavpraktisk betød det, at hele modtage-organisationen i München brød sammen, og at man en tid måtte lukke for al togtrafik mellem Østrig og Tyskland. Dernæst betød det, at problemerne bare vokser i land efter land, alt imens moralisterne skælder ud på Ungarn.
Hvem er det, som er på vandring gennem Europa? Vi véd det ikke med sikkerhed, netop fordi kontrol-mekanismerne er faldet. Er de flygtninge, migranter eller terrorister?
På det medmenneskelige og individuelle plan under jeg dem alt godt, altså fx de familier, som jeg har set i toget og på færgen mellem Tyskland og Danmark. De var på vej til Sverige, hvor de har venner og familie. Forhåbentlig får de enkelte migranter det godt, hvor de kommer hen. Det under jeg dem – og gerne et smil fra os med på vejen. Men vi skal bare have klart for os, at de nu er migranter: De er ikke længere ”stakkels” flygtninge, men migranter, som har valgt et land, de gerne vil til.
Meget tyder på, at dem, vi ser flest af i menneskestrømmene, er de stærke ud af de mange, som er flygtet fra Syrien eller andre steder. Der synes at være en meget stor andel af unge mænd, og de bliver meget aggressive, hvis ikke de får deres vilje. Desuden er det de økonomisk stærke, der har fine mobiltelefoner, penge til togbilletter – med pladsreservationer! Der er ironisk nok færre problemer i ICE-togene nu end på de store ferie-rejsedage, hvor alt for mange uden pladsbillet fyldte gangene i togene.
Dem, der virkelig lider, sidder fast i telt-lejrene i nærområderne og magter ikke at komme videre. Nu er de så mange i teltlejrene, at der mangler tæpper og penge til mad. For at hjælpe dem må vi bruge vor medmenneskelighed i form af en skærv til fx FNs flygtningearbejde, Røde Kors eller andre. Hvis bare alle dem, der har så travlt med at svine Inger Støjberg til, fordi hun gør sit job, ville give et bidrag til Røde Kors eller UNHR, så var der god mening i at tale om medmenneskelighed.
Der er nok at gøre, og heldigvis gør mange danskere noget. Men politikere og regeringer skal tænke mere langsigtet. Hvor mange flygtninge kan vore danske samfund tage, og hvor længe kan vi blive ved at tage imod? Det må regeringer og myndigheder forsøge at overskue så vidt muligt. Den danske regering og det danske folketing må beslutte, om vi skal følge nogle EU kvoter eller selv bestemme.
Kirkeledere gør ret i at påpege problemer og behov for handling, men de skal ikke pålægge os, hvordan vi forsøger at leve op til vort ansvar. Nok så mange skriftsteder, fx de meget populære henvisninger til ”én af disse mine mindste” (Mattæus-evangeliet) eller ”den barmhjertige samaritaner” (Lukas-evangeliet), er ikke politiske opskrifter eller anvisninger. De udtrykker mange forskellige forhold, herunder måske nok også en god vej, men et ideal, som vi mennesker slet ikke kan leve op til.
Vore ideer og handlinger er altid ufuldkomne, og ingen skal bilde sig ind at have fundet løsningerne på andres vegne. Vi skal selv gå vor vej, vi skal selv tage ansvaret for det, vi gør. Vi har både frihed og ansvar. Vi famler efter løsningerne, mens vi går vor vej gennem livet. Vi forsøger at tage vort samfundsmæssige og medmenneskelige ansvar, ud fra hvad vi i al ufuldkommenhed magter og finder bedst. Vi er samfundsborgere, der må respektere det demokrati og de regler, der gælder i vort samfund, og politisk må vi argumentere for vore synspunkter inden for den ramme. Det er vor ret og pligt at kæmpe for alt, hvad vi har kært, men vi må respektere, at andre går andre veje end os. Vi skal ikke påtvinge andre noget, men vi skal heller ikke lade os påtvinge noget, vi ikke tror på.
Jo, vi har Gud på vor side, men ikke som blåstempling af vore sølle handlinger og løsninger, men som den tilgivende og barmhjertige Gud – vort (eneste) håb i liv og i død. Derfor er det helt nødvendigt for os både at blive sat på plads og at blive sat i frihed af det kristne evangelium.
