Vi er din familie
Er du medlem af en kirke? Det spørgsmål lyder så koldt, som om Jesus kom, for at vi skulle blive medlem af en kirke, som en eller anden sportsklub.
Nej, Jesus ville at kirken skulle være en familie. En familie man blev født ind i, og familier har ikke medlemskab. Jeg tror, den første menighed virkelig var som en familie.
Vi siger, at blod er tykkere end vand, når det kommer til vores almindelige familie. Men jeg vil gå så langt at påstå, at ånd er tykkere end blod.
I mange år havde jeg kun oplevet kirken som en institution, man var medlem af, men nu har jeg fået lov at opleve kirken, som en familie og til det, må jeg bare sige ”Wow, sikke en forskel”. Kirken er jo en familie, hvor man elsker hinanden og lever sammen.
I weekenden mødte nogle fra Jesus Hotellet i Aalborg en ung mand på 24 år fra Syrien. De mødte ham på gaden og fik en rigtig god snak, hvilken resulterede i, at han tog med tilbage på Jesus Hotellet for at høre mere. Jeg hilste kort på ham og spurgte ind til, om han var sammen med sin familie her, eller om han var alene. Han fortalte, at han var alene og faktisk ikke kendte særlig mange her i Aalborg. Da jeg hørte dette, rakte jeg armene ud til siden og sagde: ”Velkommen her, vi vil gerne være din familie”, hvortil han smilte, og jeg kunne se, at han blev berørt.
Dagen efter kom han tilbage, hvor han gav sit liv til Jesus, blev døbt i vand og modtog Helligånden. Det var vildt smukt, og vi kunne se kraften i evangeliet, da han blev født på ny og strålede af Jesus. Senere samme dag fortalte han, at han var opvokset i en muslimsk familie, men at han som 15-årig faktisk så Jesus i en drøm. I drømmen kom Jesus til ham, tog hans hånd og sagde, at han vil tage ham til et fremmed land, hvor han skulle møde sin nye familie. Wow, nu forstod jeg pludselig, hvorfor han blev så berørt, da jeg dagen før havde sagt: ”Velkommen til! Dette er nu din familie”.
Ja, vi bliver virkelig født på ny ind i en ny familie, og i går fik jeg endnu en bror, hvilken jeg er så taknemmelig for. Jeg vil ønske, alle må opleve kirken som den familie, Jesus vil, den skal være.