Men hvad betyder ligklædet for os i dag?
Hvis man tvivler på, at Jesus har levet og genopstod, så er her noget at tænke over.
Hvad betyder det for os i dag, at et ca. 2.000 år gammelt ligklæde viser et aftryk af både forsiden og bagsiden af en korsfæstet mand, hvis sår og brud på kroppen stemmer overens med Ny Testamentes beretninger om Jesus?
For forfatteren og juristen Poul Hoffmann var der ingen tvivl længere:
”Kun ved at gøre vold på realiteterne og al sund fornuft kan man nægte, at dernede i Torino ligger Kristi ligklæde, verdens mest betydningsfulde arkæologiske objekt, med et autentisk fotografi af Jesus og afgørende vidnesbyrd om hans lidelse, død og opstandelse nøjagtig som skildret i Ny Testamente.
Det er vidnesbyrd, der ville holde i enhver civiliseret retssal, og som efter enhver rimelig definition må karakteriseres som videnskabelige beviser.”
Dansk ekspert
Sådan skrev forfatteren Poul Hoffmann efter at have læst læge Niels Svenssons bog ”Det Sande Ansigt” (Gyldendal 2007).
Svensson er medlem af forskergruppen Shroud Science Group, som har undersøgt ligklædet på alle tænkelige måder.
I hans bog kan man nærmere studere nogle af de mange fakta, som er kommet frem gennem de mange undersøgelser.
Hvad bør Ligklædet så fortælle os i dag?
1. At Jesus har levet
Enhver snak om, at Jesus slet ikke har levet, må naturligvis ophøre. I forvejen findes over 10.000 kopier fra oldtiden af beretningerne om Jesus.
Så hvis man tvivler på, at Jesus har eksisteret, taler man nu mod bedre vidende.
2. Bibelen taler sandt
Ny Testamente fortæller, at Maria Magdalene tidligt påskemorgen opdagede, at graven var tom. Hun mødte derefter Jesus og fortalte det begejstret til de tvivlende disciple. Peter og Johannes løb ud til den tomme grav og bemærkede også ligklædet:
”Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv.” (Johs. ev. 20, 6-7)
Den slags tilfældige og åbenbart ubetydelige detaljer er Bibelen fyldt med, og de bekræfter netop, at beretningerne er sande og troværdige.
3. Jesus blev pint ihjel
Ligklædet er en bekræftelse på, at Jesus virkelig blev mishandlet af romerske soldater på den mest bestialske måde og derpå offentligt korsfæstet, ganske som evangelierne fortæller.
Han overlevede ikke, som muslimerne påstår. Han døde virkelig.
Hvis man synes, at Mel Gibsons ”Passion”-film er for skrap, så bekræfter mærkerne på ligklædet, at han ikke overdrev…
Og det mest gribende er, at Jesus udstod al denne umenneskelige pine og hån – selv om han med overnaturlige mirakler eller blot almindelighed snuhed kunne have undgået døden.
Han gik frivilligt i døden for at sone vores skyld.
4. Jesus blev opvakt
Kristendommens kerne er, at Jesus var Guds søn, sendt til verden julenat, født af Maria, for at sone alle menneskers synd ved at dø på korset. Og at han genopstod efter tre dage.
Forskerne mener, at ”billedet” er opstået ved en – endnu ukendt – meget kortvarig radioaktiv stråling indefra kroppen og ud. Trådene er ikke forkullede, men kun svedet på overfladen. Og ud fra hvor dybt de er brændt, kan man måle den brøkdel af et sekund, strålingen varede.
I Bibelen fortælles, at Jesus blev genopvakt ved Guds kraft.
I Efeserbrevet 1, 20 står der om Guds kraft, som de kristne også oplever, at: ”Det er den samme mægtige kraft, som Gud brugte til at oprejse Kristus fra de døde.”
Jesu opstandelse var dét, der overbeviste folk om, at ”han var virkelig Guds søn” som en romersk officer udbrød. Tusindvis blev omvendt, og kristendommen bredte sig på få generationer til hele den da kendte verden.
Til trods for modstand, forfølgelser og løgnehistorier (som fx det opreklamerede Da Vinci Mysterie) har modstanderne ikke kunnet fjerne troen på Jesus. Selv i vores tid dukker nye beviser op, som viser, at evangelierne alligevel er troværdige.
Det afgørende er imidlertid, at man ikke nøjes med at diskutere beviser, men tager imod budskabet om Jesus – og tror til frelse.
Bøger om ligklædet:
Niels Svensson:
Det sande ansigt
Jesus og ligklædet i Torino
Gyldendal.
Niels Christian Hvidt:
Mirakler – møder mellem himmel og jord. 300 sider. Farve-illustreret. Gyldendal. Kr. 295,-
Hjemmesider:
www.shroud.com
Amerikansk. Barrie Schwortz, fotograf på STURP-holdet, medlem af Shroud Science Group. Den mest omfattende hjemmeside.
www.shrouduniversity.com
Amerikansk. Russell Breault, medlem af Shroud Science Group. Forsknings- og uddannelsessite.
www.sindone.org
Kirken i Torino. Ligklædet set fra den kirkelige synsvinkel. Italiensk, engelsk, fransk.
www.sindonology.org
Canadisk. Mario Latendresse, Ph.D. i computervidenskab.
Film:
www.shroud-enigma.com/index.php
David Rolfe, filminstruktør, medlem af Shroud Science Group, har skabt flere BBC-film om ligklædet, som kan downloades fra hans hjemmeside.