Bøn i januar
I sidste uge mødtes tusindvis af danskere til bøn i Evangelisk Alliances bedeuge. Og det er jo positivt, men ofte mangler vi forståelse for, hvad vi kan udrette med bøn.
Når man ikke véd, hvordan man skal bede, eller hvad man skal bede om, – og måske slet ikke har tro på, at det i virkeligheden nytter noget, så kommer der alt for lidt ud af vores bønner.
Enhed og tilgivelse giver resultater
Det vigtigste ved Evangelisk Alliance er, at kristne fra forskellige kirker og missionshuse kommer sammen.
Den åndelige enhed blandt kristne er én af forudsætningerne for, at vores bønner virker. I en gammel bibeloversættelse står der ”gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed”. Vi skal altså gøre os umage med at være ét.
Men det er ikke antallet af forbedere, der afgør, om der kommer resultater. ”En retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft,” skriver Jakob i sit brev (kap. 5,16). Én retfærdig.
Det med at være retfærdig henviser til første del af verset, hvor Jakob opfordrer os til at bekende vores synder for hinanden og bede for hinanden, så vi kan blive helbredt.
En tilgivet synder er altså ”retfærdig” – han er retfærdiggjort – og hans bøn har en mægtigt virkende kraft.
Men det hjælper jo ikke, hvis han ikke véd det.
Den samme mægtige kraft
Mens Paulus i to år sad i fængsel i Rom, skrev han i brevet til den nye menighed i Efesos: ”Jeg beder om, at det må blive klart for jer, (…) hvor umådelig stor den kraft er, som står til rådighed for os, der tror på ham.”
Når vi véd, at der er en umådelig kraft til rådighed for os, der tror, kan vi nemlig bede med forventning (dvs. tro).
Vi bliver også mere konkrete i vores bønner, når vi forventer, at Gud hører os og svarer på vore behov.
Udfordringen har lige før jul udgivet bogen ”Kæmp & Vind i bøn” med masser af vejledning i, hvordan vi skal bede. For vi kan alle vokse i bøn. Og Gud har – forstå det, hvem der kan – brug for, at vi mennesker åbner os i bøn, for at han kan udfolde sin kraft på jorden. (2. Krøn. 16,9)
Vi får ikke automatisk, når vi ikke beder.
Når vi forstår, hvad bøn i Jesu navns autoritet kan udrette, bliver det spændende at tilbringe tid i bøn. For vi har en lige linje til den Almægtige, og tænk, Han interesserer sig for os.