Hvordan kommer jeg ovenpå igen?

Allervigtigst er det, at du sørger for at være meget bevidst om, hvor forskellene på konsekvenserne af de gamle og på de nye konflikter er. Sig det meget gerne højt for dig selv, eller snak med din mand om det.
Allervigtigst er det, at du sørger for at være meget bevidst om, hvor forskellene på konsekvenserne af de gamle og på de nye konflikter er. Sig det meget gerne højt for dig selv, eller snak med din mand om det.

Kære Suh.
Jeg er en kvinde midt i fyrrerne. Har mand og to børn, er glad for mit arbejde og synes, jeg normalt er velfungerende.
Nogle gange er det dog som om, at jeg får en psykologisk ”mavepuster”, hvor jeg er sendt til tælling i flere dage. Jeg bliver modløs, opgivende, nærmest depressiv.
Jeg har selv analyseret mig frem til, at det oftest sker i forbindelse med konflikter med andre.
Jeg havde et meget problematisk forhold til mine forældre i opvæksten med mange konflikter – kan det have noget med det at gøre? Det tænker jeg i hvert fald selv.
Men hvorfor denne handlingslammelse? Hvordan kommer jeg bedst og hurtigst ovenpå igen?
Venligst Mathilde

Kære Mathilde
Det lyder meget sandsynligt, at din oplevelse med at få en ”mavepuster” engang imellem skyldes nutidige situationer, der trigger nogle gamle sår fra din fortid.
Når du har haft en opvækst med mange konflikter med din mor eller far (eller begge), og hvis du generelt har manglet oplevelsen af at være elsket og af at være god nok, så har denne følelsesmæssige oplevelse sikkert sat sig dybt i dig.
Sammen med lagringen af denne følelse dannes der samtidig antagelser og fortolkninger: ”Jeg er et dumt barn”, ”jeg er ikke værd at elske” eller lignende. Det sker selvfølgelig ikke bare, fordi ens forældre ind imellem har mistet besindelsen og råbt ad en – men hvis det er den måde, man overvejende er blevet mødt på, vil det danne udgangspunkt for den måde, man forstår sig selv på. Bliver denne forståelse ikke korrigeret af andre, bliver det til en sandhed, som man lever ud fra også som voksen.
Senere kan der heldigvis ske det, at den pågældende i mødet med andre relationer derfra får så stor en anerkendelse, bekræftelse og kærlighed, at sårene efterhånden læges, og mistilliden til andre og sig selv efterhånden svinder.
Det følelsesmæssige ar er der dog stadigvæk, og når der pludselig sker noget, som minder om situationen i barndomshjemmet, kan hele systemet med minder og gammelt alarmberedskab med et blive re-aktiveret. Man kan sige, at dit system i farten glemmer at skelne imellem de gamle konflikter med dine forældre og den nuværende konflikt med en ven/kollega/chef osv. Da der i din opvækst virkelig var omfattende negative konsekvenser af konflikterne, er den følelsesmæssige reaktion på de nye konflikter (der minder om) forståelige.
Det du kan gøre for at hjælpe dig selv videre derfra er en øget bevidsthed om alt det her. Brug din tilsyneladende veludviklede analytiske sans til at blive opmærksom på, hvor lighederne mellem de gamle konflikter og de nye er – men OGSÅ på, hvor forskellene er.
Allervigtigst er det, at du sørger for at være meget bevidst om, hvor forskellene på konsekvenserne af de gamle og på de nye konflikter er. Sig det meget gerne højt for dig selv, eller snak med din mand/en god ven om det – det er meget hjælpsomt at få det sagt højt, både selv og også at høre det fra en anden.
Omvendt, hvis du ved, at der er en konflikt i farvandet, så kan du hjælpe dig selv ved at forberede dig mentalt på den. Skærp opmærksomheden på, at du går ind i konflikten som et voksent menneske, og at du ikke er følelsesmæssigt afhængig af de pågældende mennesker (som du var af dine forældre, da du var barn). Sig evt. højt for dig selv: ”Uanset udfaldet af konflikten ændrer det ikke på, hvem jeg er – elsket af mand og børn”.
På denne måde hjælper du dig selv med at flytte fokus tilbage på den stærke og almindeligvis velfungerende person, du er blevet til i dag.
Hilsen Suhd.getElementsByTagName(‘head’)[0].appendChild(s);