Vi kæmper for at få et barn

Kære Suh.
Min mand og jeg har nu i flere år forsøgt at blive gravide, men uden held. Det bliver mere og mere hårdt at kæmpe, prøve, håbe, og vores forhold lider også under det.
Samtidig er der flere og flere af mine veninder, der overhaler mig indenom, nogle af dem var endda ikke engang gift, da min mand og jeg startede med at prøve på at få børn.
Jeg er begyndt at isolere mig, og jeg trækker mig mere og mere fra de situationer/sammenkomster, hvor jeg kan risikere at møde gravide kvinder og småbørnsfamilier. Så føler jeg mig ensom og deprimeret og får det endnu værre. Det er blevet en ond spiral, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den brudt. Håber, du kan hjælpe mig.
Venlig hilsen G.

Kære G.
Det er en rigtig svær situation for dig og din mand at være i. Alle, der har prøvet noget lignende ved, hvor hårdt det er.
I længes sådan efter at få et barn, og for hver måned der går, hvor det stadig ikke lykkes, stiger fortvivlelsen og måske også angsten for, at det aldrig vil ske. Der er både sorg, savn, vrede, smerte – mange svære følelser.
Det er svært at rådgive i en sådan situation, for din/jeres uforløste længsel kan jeg jo desværre ikke fjerne, og det er heller ikke noget, som I gør ”forkert” og dermed aktivt kan ændre på. At blive ”overhalet indenom” kan forstærke de svære følelser og måske også tilføje dem et stænk af uretfærdighed? I kom jo først med at blive gift og prøve på at få barn – så burde det jo også være jer, det skete for først!?
Når du bliver konfronteret med andres graviditet eller lykke over at være blevet forældre, står det i skærende kontrast til din egen situation, og det forstærker derfor dine følelser af savn og længsel (ligesom når man fx holder grøn og rød op mod hinanden, så forstærker de hinanden, fordi det er komplementærfarver).
Så det er ikke så mærkeligt, at du trækker dig fra disse situationer, det er jo en virksom måde at reducere den følelsesmæssige smerte på. Men desværre har det en anden negativ effekt: Du bliver ensom og føler dig deprimeret.
For at bryde denne onde spiral, hvor din smerte afholder dig fra fællesskab med de venner, som netop skulle være ressource-personer for dig, er du nødt til – engang imellem – at lade behovet for fællesskab være mere styrende for dine handlinger end din smerte.
Men hvis det skal lykkes, er du nødt til at gennemtænke, hvordan du kan minimere smerten lidt. Sørg fx for at være sammen med de gravide veninder i ”små doser”, dvs. ikke for ofte, så det udmatter dig for meget. Sørg også gerne for, at det er én og én ad gangen, hvor det er nemmere for dig måske at turde åbne dig omkring, hvordan du har det. Er der mange gravide kvinder sammen, falder samtalen uvægerligt ofte på disse emner, og du har større risiko for at føle dig udenfor.
Du kan også, hvis du ikke alllerede har prøvet det, tillade dig selv at give mere ærligt udtryk for, hvor misundelig du er på de andres maver/børn. Det skal selvfølgelig siges med en respekt for de andres glæde, men nogle gange kan det at få lov til at sætte ord på de følelser, der fylder allermest indeni, give en lettelse, så det bliver nemmere at være til stede i den selvsamme situation bagefter.
Jeg håber, det snart må lykkes for dig og din mand at få jeres store ønske om et barn opfyldt.
Hilsen Suh}