En grusom Oscar-belønnet Holocaust-film

Oscar-vinderen for bedste udenlandske film er en ubarmhjertig oplevelse; en Holocaust-beskrivelse, der dykker helt ned i mørkets hjerte og ikke giver slip.

Sauls søn udspiller sig over halvanden dag i Auschwitz. Her er ingen overfyldte tog, ingen røg fra krematoriernes skorstene, ingen rækker af udsultede mennesker; ingen af de billeder, vi forbinder med Holocaust. I stedet ser vi, hvad én mand ser; en mand, der overlever dødens lejr ved at vende hovedet bort fra rædslerne. Hans navn er Saul Ausländer (Géza Röhrig), og han er en del af Sonderkommandoen, de jødiske fanger, der blev tvunget til at hjælpe nazisterne med at bygge koncentrationslejrenes samlebånd af død.
Saul gør mekanisk sit job. Han fjerner tøjet fra de døde kroppe, lægger værdigenstandene til side, trækker ligene fra rummet og skrubber blodet fra gulvet som forberedelse til det næste tog. Ude i periferien ser vi lig stablet; lig, der venter på at blive brændt. En dreng har på en eller anden måde overlevet gassen og bliver placeret på en kasse for inspektion. Efter at have tjekket hans hjerte med et stetoskop kvæler lægen ham lige så roligt med de bare næver og beordrer arbejderne at ”åbne ham op” for en obduktion. Er drengen faktisk Sauls søn, eller er mordet simpelthen den sidste, usle handling, der får Saul til at vågne op fra sin dødlignende apati? Det får vi aldrig at vide. Men da vagterne ser bort, tager Saul den døde dreng op i armene og flygter; et sidste tegn på menneskelighed, dér hvor menneskeligheden har givet op.
Den debuterende instruktør, den 38-årige ungarer Lázló Nemes, har med Sauls søn skabt en film, der giver afkald på traditionelt filmskaberi til fordel for en klaustrofobisk opsætning af rædsel. I stedet for traditionel kinematografi fokuserer kameraet direkte på dets emne. Øjnene er i fokus. Kameraet skyder ofte over Sauls skulder i en fokusteknik, der slører alt, der ikke er i hans synsfelt. Det, vi hører, er mere mareridtsagtigt end det, vi ser. Der er ingen underlægningsmusik. I stedet hører vi en kakofoni af stemmer, der på tysk, ungarsk, russisk, polsk, jiddisch og hebraisk væves mellem hinanden. Indtil stilheden. Dørene smækkes i, og vi hører skrig og dunkende hænder, højere og højere, indtil stilheden sænker sig. Stilheden er den værste. I stilheden hører vi menneskelighed, empati og kærlighed knuses. Filmen klynger sig til en enkel, følelsesmæssig forudsætning: at midt i alle rædslerne og blodbadet og sin egen tillærte ligegyldighed ønsker Saul at redde blot en flig af sin sjæl.
Nemes har skabt en film helt blottet for sentimentalitet. En følelsesmæssigt udmattende, grusom film. Sauls søn er et uforglemmeligt billede af helvede og en rystende påmindelse om, hvorfor vi aldrig må glemme det, der skete.

Sauls søn • 107 min. • Premiere: 25. februar