Afslør løgnene

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Hjælper det at bede? Ja, de fleste læsere har nok oplevet, at det hjalp at bede. Og vi kan jo også jævnligt fortælle om de mest fantastiske helbredelser i forbindelse med bøn for syge. Men hjælper det også at bede for – samfundet?

To ting har overbevist mig om, at det faktisk er muligt.

Det første er transformations-beretninger.
Forskeren George Ortis jr. har samlet og dokumenteret over 1000 eksempler på samfundsændringer i forbindelse med bøn. Kort fortalt sker disse samfunds-forandringer, når de kristne i desperation finder sammen på tværs af kirkeskel og personlige modsætninger for at råbe til Gud om hjælp for deres byer og nationer.
Ordet fra 2. Krønikebog 7, 14 gælder stadig: ”Hvis mit folk ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land.”

Udover George Ortis bragte Rhonda Hughey visionen om transformation til Danmark for knapt 10 år siden. Og hendes bog ”Desperat efter Hans nærvær” udkom på dansk. Men få fulgte i praksis denne dokumenterede mulighed. Og på de ti år blev vores samfund derfor endnu værre.

Det andet, som har overbevist mig om, at kristne virkelig kan ændre deres samfunds situation, er bøn for politikere.
Canada var for få år siden på vej i en udvikling, som bekymrede mange kristne. Til sidst begyndte de målbevist at bede for landet. I Ottava gik en bedegruppe i gang med at bede for parlamentet. På det tidspunkt var der kun ca. 4 pct. af politikerne, der betegnede sig selv som ”født på ny”. Ved det kommende valg blev en af disse troende premierminister for en mindretalsregering. Befolkningen bakkede op og gav ham absolut flertal ved næste valg, hvor 40 pct. var ”født på ny” kristne. Og Canada oplevede mange slags velsignelser. Også økonomiske. Og der kom forsoning mellem landets franske, engelske og indianske befolkning.

I Finland samlede Päivi Heikkila, som en anden dommer Debora, landets kristne til bøn i alle kommuner. Udover de mange forandringer, der herefter skete i kommunerne, fik Finland også en kristen præsident og statsminister.

På Bedehus Danmarks samling i januar skulle jeg komme med et oplæg om mobilisering af forbøns-Danmark.
Hvad skal vi bede for? var et af emnerne. Jeg bad meget over det og nåede frem til, at vi skulle bede om at løgnene bliver afsløret, så sandheden kommer frem.

Mange af os har fx oplevet, hvordan store dele af verden – og ikke mindst de intellektuelle og ”progressive” i Vesten – lod sig forblænde af kommunismen – helt indtil Muren faldt i 1989 og Sovjet brød sammen i 1991. Først da sløret endelig blev fjernet kunne de fleste se løgnen og bedraget.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I vor tid oplever vi andre forvirrende løgne.
Fx den ”politisk-korrekte” fordømmelse af Israel, Mellemøstens eneste demokrati. Her er det god tone – også i kirken – at være kritisk overfor Israel, men lukke øjnene for de ekstreme og reaktionære islamisters terror imod jøderne. Nytter det at diskutere? Men vi kan bede om at antisemitismens løgn igen bliver afsløret. At sløret tages væk.
For et par år siden gennemtrumfede et stort flertal af politikere, at Folkekirken skulle gifte mennesker af samme køn. Til trods for, at dette jo strider imod både biologien og kirkens bibelske grundlag. Det var et groft overgreb mod religionsfriheden.

Vi kan nu ikke gøre meget andet end at bede om, at overgrebet på kirken og folket bliver afsløret.
Evolutionsteorien er endnu et eksempel på, hvordan en løgn – en umulig teori – er blevet gjort til eneste sandhed, så både undervisning og medier skaber fordummelse.
Sådan er der mange løgne på spil i politik og medier. Vi kan som mindretal føle os magtesløse.

Men jeg begynder at se tegn på, at bøn kan nedrive disse ”fæstningsværker”. At løgne bliver afsløret. Så fortsæt med at bede om, at sløret må blive fjernet, så vi kan se sandheden.
Det er ikke umuligt, for den, der tror.


Artiklen fortsætter efter annoncen: