Tro og tegn

Knud Enevold Andersen,
Midtvangen 9,
8400 Ebeltoft

”Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.” Joh. 20,29. Teksten til 21.Trin.
Ud fra dette skriftsted mindes vi om troens gave, og hvis vi har set, er det jo ikke blot tro, men en overbevisning, en fuldbyrdelse af troen, som vi kun kan bede om og takke for.
Ofte har jeg været skeptisk over de mange artikler i ”Udfordringen” om folks usædvanlige oplevelser, men kan selvfølgelig ikke afvise, at de har fundet sted, selvom jeg også selv har haft flere af den slags.  Alligevel må vi ikke miste den kritiske sans, der hjælper os med at skelne mellem virkeligheden og fantasien, sandheden fra det falske i denne verden, som også er Guds verden! Vi er aldrig forladt og alene. Jesus er med os overalt, hvis vi vil have ham med, for vi er hans børn, som det bliver sagt ved dåben, og Gud holder sine løfter, såvel over for os, som over for Israel. Tro mig, det er sandheden.
En dejlig sommermorgen d. 23. juli 2012 havde jeg besluttet at besøge mine forældres  gravsted i Ørum på 20-årsdagen for min mors død. Jeg vågner før halvseks, og hvilken herlig morgen! Luften fylder mig med overvældende dugfriske dufte, krydret af blomster, buske og træer i naturen. Efter en halv time er jeg kommet over Kolindsund til Fannerup, hvor mine forældre som nygifte begyndte deres lange ægteskab i en ny statshusejendom i 1924. Her stopper jeg op og nyder udsigten over engen, som er indhyllet i en fortryllende morgentåge. Tankerne samler sig om minderne, og efter kort tid dannes der op af tågen, hvad jeg først tror bliver til en regnbue, for den har de mange farver, men til min forbløffelse fortsætter den lodret op som en søjle og flytter sig ikke, men følger med mig, da jeg efter længere tid kører videre, og den holder samme position til venstre for mig og i forhold til bilen, uanset om vejen svinger mod både øst, vest og nord, indtil vi når kirkegården. Det var en forunderlig oplevelse, som givet fra Gud. Hvem ellers?
Tidligere har jeg fået en flig af fremtiden, men gemte oplevelsen ved mig selv, fordi jeg ikke troede på den slags, det var for mærkeligt at tale om. Helt konkret befinder jeg mig d. 27. april 1961 i en flyvemaskine højt over Balkan, på vej hjem efter et halvt år ved Beit Hanun i Gazaområdet. Da kommer der en røst til mig, der siger, at jeg engang vil få en søn, der som soldat kommer i krig i det område, der ses under flyet. 34 år senere gik det i opfyldelse! Den slags oplevelser er trosstyrkende, og derfor vil jeg gerne give det videre. Hvorfor holde noget tilbage, som andre har brug for? Der er ikke noget bedre end at have Jesus med hele livet og skaffe sig venner til Himlen.
Endnu en oplevelse er årsagen til at skrive den samlede beretning, og datoen er d. 7. oktober i år, hvor vi er til et bibelmøde. Vi har naturligvis bedt Jesus om at være sammen med os for at lukke os op til at modtage Ordet. Pludseligt ser jeg et flagrende lys på panden af en af deltagerne. Det samler sig til et hvidt ovalformet område på størrelse med et stort æg, og det afgrænses af en sort ring. Inden i fremstår et kors af ca. en centimeters bredde, der forbinder sig med den omgivende ring, altsammen i fin harmoni. Men ingen reagerer, før jeg efter en tid gør opmærksom på det fine tegn. Det var så første gang jeg ikke har været alene om oplevelsen, og spørgsmålet er så, hvad det kan bruges til. Selv tror jeg, det er fordi, jeg får brug for den styrke, det giver troen, og jeg glæder mig på bibelgruppens vegne, at vi får så stærkt et tegn.
Jesus er tegnet for vores slægt (Luk.11,30). Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet  på Guds enbårne  Søns navn (Joh. 3,18).Jesus siger: Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som tror på mig, skal aldrig tørste (Joh. 6,35).  Thi dette er min faders vilje, at enhver som ser sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh. 6,40). Gud er ånd. Jeg og Faderen, vi er et (Joh 10,30). Men skønt han havde gjort så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham (Joh.29-37).
Jeg har været usikker på, om det var rigtigt at fortælle om mine forunderlige oplevelser, men så læste jeg i Ordsprogene 3,27: «Nægt ikke den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe». Lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse (1 Kor. 14,26).