Kirsten snød lægerne tre gange

82-årige Kirsten Møller Larsen har tre gange fået lægernes »dødsdom«, men fik mirakuløst lov til at leve – til stor forbløffelse for lægerne…

»Kirsten, du overlever ikke«, sagde en læge direkte til Kirsten Møller Larsen. Den nu 82-årige kvinde svarede frejdigt: »Jeg mener nu, det er Gud, der bestemmer!« – og sådan blev det.

Kirsten og Gud gjorde lægens ord til skamme. Det er sket tre gange i årenes løb, at hendes liv blev reddet på målstregen. Hver gang til lægernes store forbløffelse.
Tredje gang miraklet skete, var i forbindelse med en hjerneblødning, hvor Kirsten røg på Skejby Sygehus – uden at være ved bevidsthed.
Lægerne ville denne gang ikke lægge hende i respirator. Hvis hun overlevede, ville hun alligevel bare ende som en »grøntsag«, mente de.
Dén aften og nat vågede hendes søn, Orla, ved hendes seng og bad Gud om, at hans mor måtte overleve. Lægen havde gjort det klart, at Kirsten ikke ville klare det denne gang.
Men næste morgen sad hun op i sengen, da lægen kom på stuegang. »Goddag«, sagde hun og trykkede den forbløffede læges hånd.
Lægen så, at det var et mirakel, der var sket. Han sagde, at han ikke selv troede på Gud, men at han dog var sikker på, at mirakler findes. For mirakler havde han så tit oplevet på hospitalet, sagde han.

Meget sjælden sygdom

Første gang Kirsten fik en »dødsdom« af lægerne, var i 2001. Hun blev pludselig dårlig en eftermiddag, hvor hun stod og bryggede kaffe i kirkens menighedshus, og måtte gå hjem i seng. Næste dag blev hun indlagt på Odder Sygehus, og samme aften overført til Skejby Sygehus. Hér fik hun konstateret »Good-Pasteur syndrom«, som er en meget sjælden sygdom, der hurtigt kan medføre døden på grund af nyresvigt og blødninger i lungerne. Sygdommen rammer oftest unge mænd, så det var svært at stille diagnosen, og der gik da også tre dage, inden lægerne fandt en forklaring.
Lægerne på Skejby Sygehus fortalte familien, at den ikke skulle regne med, at Kirsten ville overleve.
Hun blev lagt i respirator, og hendes børn blev ikke stillet gode diagnoser i udsigt. Præsten kom, lige da hendes fem børn ville samles omkring Kirstens seng. De bad alle sammen Fadervor og sang familiens favoritsalme »Dejlig er jorden«. Præsten lyste velsignelsen over Kirsten og hendes børn.
Sønnen Orla havde fået en salvedug af prædikanten Orla Lindskov, som blev lagt under hovedpuden. Mange venner og bekendte rundt omkring bad også for Kirsten, og juleaften kom hun ud af respiratoren.
En læge fortalte senere, at hendes ernæringstal havde været så lave, at det var helt mirakuløst, at hun overhovedet havde overlevet.
Senere brød »Good-Pasteur syndromet« ud igen, for sygdommen kan ikke helbredes, men lægerne kan forsøge at holde den nede. Igen var der mange, der bad for Kirsten, og hun kom sig endnu en gang, på trods af, at en læge også denne gang sagde, at hun næppe ville overleve.

2200 gange i dialyse

Da Kirsten blev udskrevet fra Skejby Sygehus den første gang i 2001, skulle hun fortsætte i dialyse for at få renset sit blod. Lægerne vurderede ved dén lejlighed, at hendes krop var så skrøbelig, at hun næppe ville overleve mere end højest 250 gange i dialyse, før kroppen sagde fra, og hun døde, fortalte en sygeplejerske senere familien.
Men igen blev lægernes ord gjort til skamme. I dag har hun taget turen i dialyse mere end 2200 gange, og gør det fortsat tre gange om ugen.
De mange dialyser har dog slidt på kroppen, og i dag bor Kirsten i plejebolig i Tranbjerg syd for Aarhus. Blodet renses ikke længere så godt, og en af bivirkningerne er en svækket hukommelse.
Tre gang om ugen køres Kirsten fra Tranbjerg til Skejby Sygehus for at komme i dialyse, som hver gang tager 3 1/2 time, og hjem igen bagefter. Hver gang er det, med sønnen Orlas ord: »som at løbe en halvmaraton”, så krævende er det.
Men hun sætter stadig al sin lid til Gud – og til mirakler. Hun tror stadig på, at Gud vil gøre et mirakel mere, så hun bliver fuldstændig rask.

Englevagt

Kirsten har en klippefast tro på Gud.
En tro, der har fulgt hende livet igennem. Hun har også opdraget sine fem børn i den kristne tro.
Sønnen Orla kom troligt hver aften under én af Kirstens indlæggelser på Skejby Sygehus. De bad sammen, og Orla bad også om, at Gud måtte sætte englevagt omkring morens seng.
Normalt sov Kirsten ikke godt på sygehuset, men en morgen vågnede hun frisk og veludhvilet og udbrød, at hun havde sovet noget så dejligt.
– Det er ikke så sært, for der har ligget en hvid, lysende skikkelse hos dig hele natten, svarede en medpatient, som hun delte værelse med.
En anden gang, mens Kirsten var på rekreation, tog hun med en veninde til møde med prædikanten Hans Berntsen. Der var ikke plads til rollatoren i bilen, så hun måtte støttes på vejen ind og op gennem kirken. Men bagefter gik hun selv ud til bilen.

Glad på trods

Det er en glad og optimistisk 82-årig kvinde, som Udfordringen møder på omsorgscentret i Tranbjerg. Sygdom har været en følgesvend i mange af hendes år, men det samme har hendes faste tro på Gud og hendes positive livssyn. Hun møder stadig dagen og vejen med et smil på læben.
– Hun er en sød og kærlig mor, der altid har sat familien, børn og børnebørn, i første række, og aldrig har beklaget sig, bemærker sønnen Orla.
Glæden er på trods af, at hun har oplevet megen sygdom – ikke kun i de senere år, men også som barn, hvor hun blev ramt af tuberkulose og måtte holde sengen i et helt år. En medicin i mixturform rådnede hendes tænder, så hun bare 12 år gammel fik trukket alle tænderne ud og fik gebis. Hun har også fået et dødfødt barn og mistede i 1990 sin mand, Knud, der døde af kræft.
Når hun sidder i sin dejlige, lyse stue på omsorgscentret i Tranbjerg, med væggene fyldt med familiebilleder af Knud, af børnene, af børnebørn med studenterhuer osv. – så er det taknemmeligheden, der får plads. Hun og Knud fik dét, de drømte om som unge – eget husmandssted og en børnerig familie.
– Børnene, børnebørnene, oldebørnene og Gud er dem, der holder mig oppe. Havde det ikke været for dem, havde jeg ikke orket at kæmpe, smiler Kirsten.

Gifteår og børn

Hun voksede op i Mols bjerge, hvor hendes forældre havde en gård ved Knebel. Som bare 14-årig kom hun ud at tjene hos præsten i Agri Kirke. Senere hos Neye i Randers og telefondirektøren i Aarhus, inden hun på en KFUM- og K-lejr mødte sin tilkomne, Knud Laurits Larsen.
Som 20-årig giftede Kirsten sig i 1954 med Knud i Årslev Kirke, og parret skabte sammen et hjem på et husmandssted, der var en udstykning fra Vilhelmsborg gods. Her skabte de et trygt og godt hjem, et hjem med Fadervor og bordbøn, men ellers med højt til loftet og frie rammer for børnene.
Knud passede sine syv køer, 30 grise og jorden med forskellige afgrøder (bl.a. byg, kartofler og roer), foruden forskellige fuldtidsjobs ved siden af, og Kirsten var i mange år dagplejemor og senere hjemmehjælper, og hun gennemførte mod slutningen af sit arbejdsliv en uddannelse som SOSU-hjælper.