Kristne burde blande sig mere

Mennesker lever ikke af brød alene – vi skal også have noget at leve for. Hvis kristne ikke blander sig i samfundets ideologi og politik, vil andre gøre det. Med fatale følger.

Det er en særlig dansk disciplin at slå korsets tegn for sig, hvis kristendom nævnes sammen med politik. Sandt er det, at Bibelen intet fortæller om, hvor meget vi skal betale i skat, om EU er en god idé, eller om tørklæder er kvindeundertrykkende. Men den indeholder en række værdier, som det er katastrofalt at undertrykke.

”Det er ikke godt for mennesket at være alene”, udtalte Gud. I Danmark tror vi os klogere. Tryghed, omsorg, sprog, og opdragelse læres bedst hos far og mor.
Men vores småbørn mellem 1 og 6 år har verdensrekord i at tilbringe tid alene i underbemandede vuggestuer og børnehaver. Vi lader de skrøbelige, små borgere lære dannelse og sociale spilleregler af de jævnaldrende, så mor og far kan arbejde længere for velfærden.
Skolebørnene fastholdes alene i heldagsskolen til langt ud på eftermiddagen. De skulle blive verdens klogeste, men børnene stresser, så der må afsættes timer til halvreligiøs mindfullness, for at de kan mærke sig selv.
Børn betragtes som statens ressource, så den kan klare sig i den internationale konkurrence. Og forældrene er blevet arbejdsbier, hvis pligt det er at producere mest effektivt og omstillingsparat på alle tider af døgnet. Hvem sagde Sovjet?
Retten til fællesskab med vores mand, kone, børn og venner begrænses stadigt mere af hensyn til velfærdssystemets overlevelse.

For lidt plads til relationer

”Hvornår skal jeg se min mand og mit lille barn? ” spurgte butiksbestyreren mig, lige efter at lukkeloven var blevet afskaffet. Vi fik frihed til at handle, men hun fik taget nærværet med familien.
Gud indstiftede hviledagen og gjorde forskel på hverdag og fest. Danskerne hylder guldkalven og konsulterer derefter lægen for at få piller mod stress.
Det er intet under, at knap 50% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Vi har skabt et alene-samfund, hvor et stigende antal enlige kvinder ser sig nødsaget til at blive kunstigt insemineret. Her lægges grunden til næste generation af alene-børn, der leder efter deres ophav. Og her lægges grunden til et samfund, der reducerer manden til alene at være en leverandør af sædceller.
Jeg efterlyser et samfund, der giver rum for stærke relationer mellem generationerne, venner og par frem for at hylde friheden til at blive skilt uden omtanke – med to klik på en hjemmeside. Og jeg efterlyser frihed for det lille barn til at sove hjemme i egen seng, frem for i døgninstitutionen, mens alenemor arbejder.

Det personlige ansvar

”Kvinden – som du satte hos mig, gjorde det! ” sagde Adam, da han skulle forsvare sine handlinger over for Gud. Men i kristen forståelse kan man ikke frasige sig det personlige ansvar. I Danmark derimod opfattes synd ikke længere som et livsvilkår, men som en fejl, der bekæmpes ved at løbe fra ansvaret.

“Debatten om mænds ret til en juridisk abort er helt i tråd med retten til at afbryde en graviditet. Man fraskriver sig ansvaret for samlejet og danner sin tilværelse i eget billede.”

Debatten om mænds ret til en juridisk abort er helt i tråd med retten til at afbryde en graviditet. Man fraskriver sig ansvaret for samlejet og danner sin tilværelse i eget billede.
Fjernelsen af fostre med handikaps vil eskalere, som teknikken tillader det. Kun den, der kan levere og præstere bliver der plads til. Det perfekte dyrkes. Og flere og flere mennesker bukker under for presset til at se bedst ud, score de højeste karakterer, få den største karriere og have flest likes på Facebook. Vi stræber efter den forbilledlige familie med ægte projektbørn efterfulgt af den perfekte, forstående skilsmisse.

Her er ingen nåde!

I stedet for at se smerten fra det uperfekte liv i øjnene og løfte vores egen og andres byrde, forsøger vi at normalisere alting.
Der påstås at være 58 forskellige køn, men det ændrer ikke ved, at den kønsløse pædagogik er børneplageri. Ifølge Danmarks Statistik er der 37 familieformer, men det ændrer ikke ved, at kernefamilien er Danmarks største kulturbærende institution og skal støttes som sådan.
I normalitetens navn fjerner vi transkønnethed fra listen over psykiske diagnoser, men det hjælper ikke mennesket. Enhver kan skifte juridisk køn på internettet, men det er et skråplan, når det øvrige samfund tages som gidsel for den enkeltes følelse. Alt er ikke lige gyldigt, fordi alt så bliver ligegyldigt.
Statens fornemste opgave bør være at rejse den, der falder. I stedet efterlades borgeren med sin egen smerte.

Vi har gjort kristendommen tandløs

Der er en gryende erkendelse af, at grundlæggende kristne værdier er ved at blive smidt ud med badevandet. Men den kristendom, der blev verdens største religion ved at række ud til mennesker i nød på trods af forfølgelse, sult og død, er blevet en tandløs gammel kælling. Den tror, skinkemadder i børnehaven og grænsebom for muslimer vil sikre dens egen overlevelse.
Islams menneskesyn er så langt fra kristent, og fri mig for de rabiate salafisters budskab om, at kvinder skal underkaste sig deres mænd. Men var det muslimer, der indførte retten til at afbryde en graviditet? Er det dem, der reklamerer på busser for et nedværdigende, kvindeligt kropsideal med store bryster, baller og fedtsugninger?

“De kristne har spist af træet og er blevet blinde for den snigende humanisme og tro på mennesket som sin egen herre.”

Er det muslimerne, der kræver religionen ud af det offentlige rum? De kristne har spist af træet og er blevet blinde for den snigende humanisme og tro på mennesket som sin egen herre. Og i stedet for at sætte kaffekoppen, slukke fjernsynet og gå ud og give evangeliet videre, sætter de deres lid til, at staten også denne gang kan fri dem fra ulykke.
Men politikerne fabler om demokratiske værdier. De tilbyder unge, utilpassede mænd skattelettelser, statslig opdragelse af deres børn og en plads på plejehjemmet, når de bliver gamle. I stedet henvender disse unge sig til den rabiate imam, der lover dem 70 jomfruer i himlen og giver dem et selvmordsbælte. Det er skræmmende, men her er noget at leve og dø for.

Giv dem noget at spise

Vi skal give ungdommen noget andet at spise. Lad konfirmandundervisningen få den bedste undervisningstid på 7.-8. klassetrin. At kristendomsfaget igen formidler bibelhistorierne som en kulturel ballast og menneskeforståelse er vigtigere end alverdens kulturkanoner.
De kristne friskoler skal frit kunne have en kristen tilsynsførende og ret til holdninger om både sex og ægteskab.
Lokalradioer skal frit kunne give evangeliet videre uden at miste statsstøtte.
Fag- og arbejdsgiverforeninger på kristent idégrundlag må ikke diskrimineres.
Forfulgte kristne skal støttes helhjertet, hvad enten de befinder sig i Syrien, Pakistan eller på et dansk asylcenter.
Vi skal have muligheden for at gå i kirke søndag formiddag uden at miste vores job.
Og når vi taler om terror, så husk, at Akmed Akari nævner den danske folkeskole OG Grundtvig som årsagerne til, at han blev omvendt fra islamismen. Giv højskoler større tilskud for at modtage unge og flygtninge.

Tænk længere frem

”Hvem er min næste? ” spurgte farisæeren Jesus. Han kunne også have spurgt ”Hvor lidt kan jeg slippe med?”
Svaret var, at samaritaneren var en næste for mennesket i nød, og at farisæeren skulle gøre ligeså. Men lad os antage, at samaritaneren samler hver en nødstedt langs vejen op og betaler for vedkommendes helbredelse. Så ender det med, at han går fallit, mens de nødstedte sidder på kroen og brokker sig over, at der ikke kommer flere penge!
Pointen er, at Danmark ikke kan løfte byrden af hele verdens dårligdomme. Men vi kan være det land, der tænker mere end fire år frem til næste valg.
Vi kan vise vejen ved at investere langsigtet i skolegang, veje, kvinders rettigheder og ordentlig regeringsførelse. Vi kan stille krav om, at fremmede lande behandler deres religiøse mindretal, som vi behandler vores.
Vi kunne have været dem, der sikrede varme og ordentlige mad-
rationer og undervisning i flygtningelejrene, så de ikke satte sig i bevægelse efter at være glemt i fem år. For KristenDemokraterne er der ikke forskel på jøder, muslimer, ateister eller kristne.
Men de kristne flygtninge er glemt i debatten. Tier vi stille, er vi de sande bekvemmelighedskristne, som ikke rækker ud til vores trosfæller.

Ikke af brød alene

Danmarks problem er, at vi har blandet religion og politik. Der bedes:
”Fader Vor: Du som bor i velfærdssamfundet.
Giv os i dag vor daglige arbejde, sikre os vor pension og velfærdssystem, som vi arbejder så hårdt for.
Led os ikke i skattestigninger, men fri os fra de fremmede.
For vores er riget, parcelhusene og græsplænerne – Amen. ”
De kristne bør erkende, at vi ikke lever af brød alene. Vi skal også have noget at leve for. Hvis ikke de blander sig i, hvilken ideologi, der skal ligge til grund for samfundet, så gør andre det. Familien, nærhed, etik, miljøet, respekten for tro, ….
Det kommer ikke af sig selv!