Venstre sidebanner eksempel

Eventyret om den bulede dåse

Af Erik Hviid Larsen Præst i Betlehemskirken og for børn og unge med særlige behov i Københavns Stift.
Af Erik Hviid Larsen
Præst i Betlehemskirken og for børn og unge med særlige behov
i Københavns Stift.

Med udgangspunkt i en fortælling om en bulet dåse skriver Erik Hviid Larsen om tidens menneskesyn.

Der var engang en dåse. Stod ikke i første række, men alligevel var den godt tilfreds, for den stod på øverste hylde. Fredag var altid en spændende dag.

Fredag skete det, at kunderne strømmede til butikken for at købe ind til weekenden, og så var man ikke bare en dåse i butikken, men man blev taget ned af hylden og blev båret med hjem. Hurtigt blev hylden tømt, men dåsen, blev efterladt – for, som én sagde, ’den havde jo en bule’.
Tæt på lukketid var den alene på hylden og græd efterladt og ensom. Pludselig mærkede den varme hænder, der forventningsfulde greb den, og en stemme, der sagde: ’Hurra, der var en tilbage, godt nok bulet – men det er jo indholdet, der er det vigtige. Hvor lækkert. Nu hjem og lave mad.’
Så drog dåsen en lettelsens suk – den var ikke efterladt i butikken, men var på vej til et rigtigt hjem, skabt til at være noget for andre.

Patent på livet

Hvem har egentlig patent på mit liv? 90’ernes store samling af menneskets gener i et samlet bibliotek, det såkaldte HUGO-biblioteket, åbnede muligheder, som tidligere var rene fantasifostre. Det positive er, at man kan behandle en hel række sygdomme. Fordi vi har forstået at læse biblioteket, kan vi tage tekster ud og sætte dem ind i en ny sammenhæng.
Snart kan vi gøre hvad som helst med den menneskelige arvemasse. Vi kan kombinere genetiske komponenter og sætte dem sammen, så vi til slut får et menneske, som både er sundt, intelligent og smukt, som kan tåle stress og som med et godt humør kan leve sammen med andre menneskelige skabninger, et idealmenneske uden fejl og mangler. Eller man kan gemme fostre som en slags reservedelslager – til dårligere tider. Er det det vi drømmer om?
Måske – måske ikke.

Hvad er et menneske egentligt?

Er mennesket blot en samling DNA, molekyler og energi, som altid har eksisteret i en eller anden mere eller mindre kompleks form, som frit kan sammensættes efter forgodtbefindende?
Har vi forstået, hvad det vil sige at være menneske, ved at kikke på de enkelte komponenter, som mennesket består af? Eller er vi noget helt andet?
Det verdensbillede, som bestemmer vores syn på tilværelsen, kan have flere navne: Filosofisk materialisme – fordi kun materien betyder noget, andre gange kaldes det naturalismen – fordi det overnaturlige ikke findes, – eller i andre kredse kaldes det materialistisk humanisme. Humanisme, som har mennesket som eneste centrum, og som lader mennesket være målestok for alt, er ofte materialistisk i sin filosofiske tilgang til tilværelsen.

Den bibelske beretning fortæller, at mennesket er skabt i Guds billede: Adam, mennesket, dannet af ler, iblæst Guds livsånde.

Skabelsens indhold:

Det kristne menneskesyn siger, at alt er skabt af Gud – også, og måske især, mennesket. Når Gud skaber, gør han det ud af intet – han ordner ikke bare kaos og får orden. Gud kalder på det, der ikke er til – så det bliver til. At skabe er noget, Gud har monopol på. Mennesket kan aldrig skabe. Vi kan blot sætte et givet materiale sammen, behandle det eller omforme det.

Menneskets relation til skaberen er noget helt unikt, som vi ikke kan forklare udfra vores menneskelige erfaring. Mennesket, som Guds afbillede, træder i dialog med skaberen; for netop talen er det, der kendetegner mennesket som skabt i Guds billede. Mennesket ligner Gud – hvis væsen er kundskab og kærlighed. Kun mennesket er skabt i Guds billede – en fantastisk gave og opgave – at være en slags aftryk af Gud selv. Hele skabelsesberetningen er en lovprisning af både Guds og menneskets storhed.

. . . hen imod et kristent menneskesyn

Antropologi, synet på mennesket, begynder altså ikke i en analyse af menneskets plads i dyrerigets hieraki, eller en DNA-analyse. Man må se mennesket oppefra; begynde med Gud, og opdage menneskets lighed med Ham. Der er en uløselig sammenhæng mellem teologi og antropologi.
En materiel humanisme, uden gudstro, gør mennesket uret. Hvor troen på Gud forsvinder, ophører menneskets værdi og værdighed.
Hvis vi genopdagede vores oprindelige guddommelige værdi og værdighed, ville vi indse, at det er godt at være menneske, at det er helligt at leve.

Tidens udfordring

De teknologiske landvindinger gør, at vi står med uanede muligheder og potentiale. Men det er ikke alt, vi kan, som fører noget godt med sig. På de første sider i den bibelske beretning beskrives, hvordan mennesket gør alt det, som er muligt, trods et katagorisk veto. Det er, hvad man kaldet syndefaldet, men det er ikke en isoleret hændelse langt borte i fortiden. Synden består i, at mennesket anvender alle sine evner uden nogen form for betænkeligheder, for at prøve grænserne for sine muligheder.
Måske er dét yderste konsekvens af syndefaldet, at vi overtager Guds rolle, spiller Gud, og krænker Guds billede, mennesket. Vi begynder at behandle mennesker som ting, materialer, ikke personer, levende afbilleder.
Er fosteret et materiale, der kan manipuleres, eller er det et menneskeligt væsen, der har ufatteligt potentiale for udvikling? Er fosteret Guds billede? Og hvis ikke, hvornår bliver vi så mennesker?

Livet som en gave

Kristen tro er overbevist om, at livet er er gave og en opgave fra Gud, en delagtighed i hans livsånde. Livet er helligt. Livet er ukrænkeligt – en sandhed ristet i menneskets samvittighed. En person må respekteres fra første livsøjeblik, fra befrugtningen – hvor et liv forskelligt fra far og mor begynder. Livet er en unik gave.
Så længe vi definerer mennesket udfra dets rettigheder uden af se på dets ansvar, sidder vi fast i en umulig situation. Så er det, at selviskheden tager over og påvirker alt i samfundet.

s7_Eventyret om den bulede dåse - Erik Hviid LarsenDen bulede dåse . . .

Når mennesket er skabt i Guds billede, og dermed får sin værdi, betyder det også, at ’bulede dåser’, mennesker skabte med ’fejl og mangler’, de mennesker vi betegner som mennesker ’med særlige behov’ – er 100% lige så menneskelige som helt almindelige mennesker.
Men det sociale pres for at fjerne fostre er enormt, efter at vi har fået mulighed for at diagnosticere fx Downs Syndrom tidligt i fosterstadiet. Vi frygter det socialt uacceptable. Menneskesynet af i dag overtaler os til at tro, at børn med ’fejl’ er straf, et nedlerlag, og tilmed omkostningsfyldt for samfundet. Dybest set spiller overtalelsen på vores frygt. Frygt for at være anderles, være i familie med kromosomfejl, ses sammen med retarderede, blive smittet af handikap. Frygten hindrer os i at ændre holdninger, at vokse, at opdage noget andet, at åbne os overfor andre mennesker (de anderledes) og dermed selv bliver rigere og mere sande mennesker.
Når vore liv kredser om det at vide, kunne og være socialt velintegrerede – så er det svært at acceptere dem, som er anderledes, så brister vores illusionsbobler om det perfekte og gode liv.
Men måske er det lige den livsillusion, der har brug for at briste, så vi kan genfinde det menneskelige hjerte, som ikke bare er tegn på svaghed, subjektivitet og sentimentalitet – men en kraft til at knuse vores selvoptagethed og få os til at vokse, åbne os mod andre og vise det skønne i menneskeheden.
. . . Hvorfor gøre mennesket så lille – når det er skabt til at være noget stort? . . .