Få en god start som kristen

Ægteparret Bibi og John Jørgensen hjælper med dybe samtaler og bøn, når livet er svært for nye troende. 

Da John Jørgensen blev født, tænkte hans kristne familie mere på deres omdømme end på hans velbefindende. De sendte John på børnehjem. Men heldigvis var der en farfar, der hentede ham hjem.

– Jeg voksede op hos mine bedsteforældre. Farfar var ateist, men de var gode ved mig. Min mormor og morfar var nogle kristne hyklere, som sendte mig på børnehjem, fordi min mor ikke var gift. Dét gav mig nogle modstridende følelser med hensyn til at blive kristen. Jeg havde både længsel og modstand, fortæller John Jørgensen.
Ikke desto mindre blev både han og hustruen Bibi Jørgensen allerede som ganske unge kristne. Og de blev så glade for det, at de lige siden har viet en stor del af deres liv til at prøve at give andre en god start på livet med tro.
Hans hustru havde ellers heller ikke troen med hjemmefra:
– Der var ingen kristendom i mit barndomshjem, og mit liv var en rodebutik, fordi jeg ikke kendte Jesus. Min mor grinede, da jeg blev kristen. ”Du sælger din ungdom”, advarede hun. Nogle år senere forstod hun dog, fortæller Bibi Jørgensen.

Vælger man at blive kristen, må man bestræbe sig på ikke at forurene sig selv og andre med gammelt nag og had. Det betyder ikke, at man skal være dørmåtte for andres fortsatte overtrædelser. Men man skal tilgive og prøve at forholde sig til andre og sig selv på en god måde.
– I gamle dage gik alle mennesker faktisk igennem en renselse, når de blev kristne. Der blev bedt for udfrielse – det vil sige for, at man bliver sat fri for alt det gamle og forkerte, der binder, siger John.
Erkendelse af sandheden og selverkendelse gavner denne proces. Når man ser på sin fortid og nutid og alle ens relationer, så ser man det, man skal have sluttet fred med og det, man ønsker at ændre.
– Da vi som 18- og 19-årige begyndte at komme i en kirke i Valby, fik vi beskeden ”Gå hjem og skriv en syndeseddel – og kom til bibeltime hver onsdag og møde hver søndag”. Her blev der talt om og bedt for alle de svære ting med det samme. Vi kendte intet til kirker og troede, at det var helt normalt. Det var godt for os, at det var sådan, mener parret, som i dag er i starten af 70’erne og bor i Sønderjylland.
De understreger, at man selvfølgelig altid er velkommen i kirke, selvom man ikke er parat til at fortælle om sig selv og sit liv.

Fortæl om det, der gør ondt

Ægteparret har som yngre været med til at holde en del Alpha-kurser, ”fordi det er så vigtigt at få talt med andre om sit eget liv og om tro.”
– Det er godt at få talt om de byrder, livet har givet en. Noget går så dybt, at der skal bedes for, at det kan slippes. Da vi holdt Alpha-kurser, sagde vi ofte til deltagere: Fortæl os om din barndom – om det, der gjorde ondt i dit liv, så vi kan løse det gennem bøn. Så det ikke er en byrde længere. Nogle gange går mennesker igennem meget ondt. Det er de ting, vi løfter af dem. Vi vejleder og opmuntrer. Mange ting ligger helt tilbage i folks barndom, siger ægteparret.
Det kan for eksempel være konsekvenser af alkoholisme, depression, selvmord, pædofili eller andre seksuelle overgreb, som der skal ses på.
– Man kan have gavn af forbøn mod depression for at komme af med negative tanker. 85 procent af vore negative tanker kan ende med at blive til sygdom, sagde prædikanten Gary Oates, da han for nylig besøgte Haderslev.
– Vi kan alle kæmpe med gamle bindinger. Især hvis familien ikke har været kristen. Når man går til lægen, bliver man jo også spurgt, om der er nogle arvelige sygdomme i familien. Sådan bør det også være, når man går til præsten, hvis der har været noget svært at kæmpe med i familien, mener Bibi.
Man kan uden at vide det stadig være belastet og påvirket af det og have nogle usunde mønstre, vaner og holdninger, der skal brydes ved bøn, fordi det er for svært at gøre det selv. Det kræver støtte.

Den rette ånd

– I dag involverer folk sig meget i okkultisme bl.a. på helsemesser. Vi i Vesten tror, vi ved, kan og må det hele. Vi er blevet så intellektuelle. I Afrika og Asien ved man godt, at der findes heksekræfter. Også frikirkepræster, karismatiske og katolske præster herhjemme oplever og forstår det.
– Vi har mange gange måttet hjælpe folk ud af noget, de tror er godt. Man kan få lukket op for noget forkert i den åndelige verden. Vi beder for disse mennesker, hvis de bagefter holder sig fra det. Ellers er det spild af tid, understreger de.

Som kristen søger man åndelig vejledning fra oven – fra Guds Hellige Ånd: Helligånden. Ikke fra afdøde ånder og åndevæsner.
– Man kalder det dæmoniseringer, når folk er påvirket af forkerte ånder, fx efter et uheldigt møde med en healer eller en clairvoyant. Også garvede kristne kan kæmpe med forkerte påvirkninger; new zealænderen Graham Povell, der nu bor i Canada, kæmpede med dæmonisering, selvom han var evangelist, siger Bibi.
Der bør derfor i enhver kirke være mennesker, der beder for udfrielse, mener Bibi og John, der selv ind imellem stadig tager rundt i landets kirker for at undervise i det.
– Når vi beder til udfrielse, foregår det stille og roligt. Vi er ganske normale. Der er hjælp at hente hos Jesus, hvis man vil af med noget fra en anden overnaturlig, ond verden. Nogle gange er vi måske lidt trætte, inden vi går i gang med forbøn, men så bliver vi hjulpet og styrket af Jesus undervejs. Vi kan også være lidt trætte bagefter, men når et menneske går glad hjem, gør det også os glade.
– Der er ingen grund til at gøre det voldsomt og begynde at råbe op undervejs for ”at ære sig selv”. Det kan virke lidt usmageligt, siger Bibi.
Men ægteparret har forståelse for, at der også er brug for mennesker, der tydeligt står frem for at gøre opmærksom på emnet. Blot er det vigtigt for dem, at det ikke bliver for højtråbende og guru-agtigt. Jesus skal være i fokus! Han er det naturlige midtpunkt.
– Befrielse fra ånder kom først med Det Nye Testamente. Først med Jesus blev det muligt. Han gav det videre til disciplene. Hvis hjertet er lukket op for Jesus, er man fyldt af ham i sin ånd (det indre menneske), og evt. skader/ånder, som folk bliver befriet fra, kan så ikke vende tilbage, da ”huset” nu er optaget. Men der kan stadig være skader, som skal behandles over tid! uddyber John.
Som ung kirkegænger modtog John en gang en forudsigelse, en profeti om, at han en dag ”skulle få en tang til at klippe jernlænker med”. Det vil sige, at han skulle hjælpe mennesker fri fra det, der binder dem. Senere var der en anden profet, der sagde til dem: ”Gud kalder jer til forstanderpar i Hillerød.” Den usædvanlig klare besked var med til at føre dem til Hillerød.

De startede i sin tid Åndens Klinik i Hillerød. Her var deres speciale gennem 17 år udfrielser – inspireret af prædikanten Peter Holmsgaards erfaringer fra Afrika.
Hvis man ønsker at vide mere om emnet, foreslår ægteparret, at man læser nogle bøger om emnet, fx af den anerkendte bibelforkynder Derek Prince. Eller hæftet: ”Disse påtrængende gæster” af sognepræst Graham Dow.
De mødte i øvrigt hinanden igennem Bibis bror, der var marinesoldat sammen med John. Da Bibi blev gravid, tog de fælles ansvar.
– Bibi og jeg blev gift, og vi skulle have et kongebrev, fordi jeg var under 21 år. Derfor skulle jeg bruge min mors underskrift. På det tidspunkt kendte jeg hende næsten ikke… havde kun mødt hende få gange. Men som voksen kunne jeg mærke noget forandret i min mors liv, for hun var blevet rigtig kristen, afslutter han.
John valgte at tilgive sin mor og hendes forældre, at de sendte ham på børnehjem. Og glæder sig over, at hun inspirerede dem til at blive kristne.