Kærlig lørdag i Randers
Fire frikirker vil glæde deres medborgere den 28. maj.
Alle har vi ind imellem brug for et kærligt smil og lidt opmuntring i hverdagen.
Den tanke har de også fået i Randers, hvor fire frikirker er gået sammen om at sprede glæde og opmuntring til byens borgere.
Det sker lørdag den 28. maj, som har fået det glade navn »Opmuntringsdagen«.
De fire frikirker, som er Pinsekirken, Evangelisk Frikirke, ungdomskirken Skywalk og Kronjyllands Frimenighed, vil krydre dagen med forskellige indslag i gadebilledet, bl.a. musik, kageuddeling og praktisk hjælp til borgerne. Håbet er, at det gode initiativ og glæden vil sprede sig som ringe i vandet, og der er slet ingen grænser for, hvad opmuntringen kan bestå i. En blomst til naboen, en ekstra stort smil til ekspedienten i Netto osv.
Der er ikke tale om et egentligt evangelisations-fremstød, men blot en lyst til at sprede lidt glæde, smil og opmuntring.