Min pinse…

Til pinse tales der ofte højtideligt om Helligånden og pinseunderet. Men ofte efterlader de store og poetiske ord blot frustration, fordi man måske ikke selv oplever noget, der bare ligner…

Derfor vil jeg i dette pinsenummer indrømme, hvor udramatisk og jordnært, men samtidig udfordrende jeg selv har oplevet dét med Helligånden.

Da jeg var ung, voksede jeg op i et meget kristent miljø. Jeg var loyal og trofast. Jeg holdt fast i det, jeg havde lært. Men jeg havde slet ingen frimodighed. Pligt og frygt drev mig.

Derfor undgik jeg så vidt muligt at tale med andre om det, jeg troede på. Jeg havde opgivet, at de kunne forstå det. Samfundet var også dengang dybt verdsligt, og det var mine kammerater også. Jeg tænkte, at de først skulle lære mig at kende, og så – måske – engang – kunne jeg fortælle dem om min tro.

Hvis du har samme tanke, så glem den. Du når aldrig til det punkt. Du spilder tiden og går glip af det gunstige øjeblik.
Dét der med at vi skal forkynde uden ord, men med vores liv, det lyder smukt, men i praksis er vores gode gerninger og fine karraktertræk bare ikke så imponerende, at det får folk til at tro. Ofte vil det virke mere troværdigt, at man bekender kulør og siger rent ud, hvem man er.
Men jeg kunne bare ikke få mig til det. Et par gange blev det alligevel ”opdaget”, og jeg krummede bare tæer.

Så kom jeg heldigvis i forbindelse med nogle kristne, som havde oplevet Helligåndens kraft, og jeg kunne godt se, at det var dét, jeg havde brug for. Efter mange teologiske betænkeligheder tillod jeg en anden kristen at lægge hænderne på mig og bede om, at jeg måtte blive fyldt med Helligånden.
Og så… skete der alligevel ingenting. Jeg mærkede ikke noget, og gik lidt frustreret derfra.
Men i bakspejlet kan jeg se, at der må være sket et eller andet indeni mig, for efter den tid gik der ild i mig, og jeg fik den frimodighed, jeg havde manglet.

Alligevel gik der næsten tyve år, før jeg fx begyndte at tale i tunger. Ifølge pinseteologien er det ellers tegnet på, at man er døbt med Helligånden. Men jeg var vokset op med en anden teologi, så jeg turde ikke lukke munden op. Sådan tror jeg, at frygt ofte forhindrer os i at opleve mere med Gud.

Men jeg er altså selv et eksempel på, at man godt kan modtage Helligåndens dåb og fylde, uden at det viser sig på én bestemt måde. Ofte har jeg vadet rundt mellem andre kristne, som faldt under åndens kraft, rystede og græd og lovpriste Gud, mens jeg selv følte mig upåvirket. Og alligevel har Gud brugt mig til fx at bede til helbredelse for andre.
Og hvad enten vi har haft en pinse-oplevelse eller ej, så har vi alle brug for til stadighed at lade os fylde af Helligånden, så vi får den ekstra frimodighed og den ekstra kraft i vores liv, som Jesus ønskede at give dem, der tror på ham. Derfor skal vi bede ”Kom Helligånd! Kom ind i mit liv!”