En prædikant med stor indflydelse i Tanzania

Egon Falk under kampagnen i landsbyen Gittingen i Tanzania. Dr. Mary Nagu, som er minister for offentlige investeringer i Tanzania, deltog også i kampagnen.
Egon Falk under kampagnen i landsbyen Gittingen i Tanzania. Dr. Mary Nagu, som er minister for offentlige investeringer i Tanzania, deltog også i kampagnen.

Da Egon Falk blev genfødt kristen, oplevede han en stærk trang til at forkynde evangeliet. Dette kald skulle med tiden gøre ham til en af Tanzanias mest kendte prædikanter. Men før dette kunne ske, måtte han igennem en hård opstartsperiode i Tanzania.

Da jeg møder Egon Falk tirsdag formiddag, sidder han uden for den lokale pinsekirke i landsbyen Gittingen. Han er kommet til landsbyen for at holde en kampagne.

Egon smiler til mig og byder mig velkommen. Jeg fanger straks hans særegne accent og fastslår for mig selv, at han må være fra Bornholm. Og rigtigt nok. Da jeg spørger ind til hans barndom, fortæller han, at han er opvokset i en fiskerfamilie på Bornholm. Faderen var ofte til søs, og Egon brugte derfor det meste af sin fritid i den lokale pinsemenighed. Det var dog først i de sene teenageår, at han valgte at give sit liv til Jesus.
Han oplevede efterfølgende et stærk kald til at forkynde og formidle evangeliet. Dette førte ham i første omgang til Norge.
– I Norge mødte jeg en prædikant, som profeterede over mit liv. Han sagde, at Gud havde kaldet mig til Afrika. Bagefter gav han mig adressen på et dansk missionærpar ved navn Peter og Elisa Madsen. De var udstationeret i Tanzania. Til at starte med var jeg en smule skeptisk, men jeg sendte alligevel et brev til dem. Efter et par måneder fik jeg et svarbrev. Her stod: ”Hvornår kommer I?” Jeg var overrasket, men valgte alligevel at lave en missionskontrakt med pinsekirken i Lyngby, fortæller Egon.

Hård opstart i Tanzania

Efter kontraktunderskrivelsen flyttede Egon med sine kone Hannah til Tanzania. Det var i 1974. Dengang var landet meget underudviklet.
De første år i landet var hårde. Det danske missionærpar oplevede sygdomme som malaria og madforgiftning samt sproglige og kulturelle udfordringer.
– De første 3 år i Tanzania var en hård skole for os, og jeg ønsker ikke at gå igennem de samme problemer igen. Men når jeg ser tilbage, er jeg alligevel glad for, at vi gjorde det. Vi lærte nemlig en masse ting, som vi kan drage fordel af i dag, siger han og fortsætter:
– Det største problem var dog, at vi skulle arbejde med kirkebyggeri i Sengita. Det blev jeg hurtigt træt af. Jeg er ikke byggemand. Jeg er evangelist, og jeg har brug for at komme ud og prædike og formidle budskabet om Jesus Kristus.
Egon holder en pause, og fortsætter:
– Da det første år var gået, skrev vi hjem til menigheden i Lyngby, og spurgte om vi kunne holde en pause fra missionsarbejdet. Vi ville gerne hjem til Danmark for at holde juleferie. Men svaret var nej. Vi måtte blive i Tanzania i de 3 år, som vores kontrakt varede. Det var anderledes at være missionær dengang, siger han og smiler.
– Da de 3 år var gået, og vores kontrakt var udløbet, sagde jeg til mig selv: ”Aldrig mere Afrika.” Men da jeg havde samlet kræfter i Danmark, kunne jeg mærke, at kaldet til Tanzania stadig var der. Derfor solgte vi vores hus og flyttede til Afrika.

På kampagnen i Gittingen skete både helbredelser, udfrielser og omvendelser.
På kampagnen i Gittingen skete både helbredelser, udfrielser og omvendelser.
Helbredelsen der forandrede alt

I 1980’erne var der store udfordringer forbundet med at være evangelist i Tanzania. Det skyldtes, at landet var under indflydelse fra det kommunistiske Sovjetrusland. Det betød, at den tanzanianske regering forbød mødekampagner og større forsamlinger.
Egon var derfor tvunget til at holde sin kampagner i lokale kirker og forsamlingshuse. Her var der ikke var plads til ret mange mennesker. Men alt dette ændrede sig i starten af 1990’erne.
– En dag blev jeg opsøgt af en afrikansk advokat fra byen Arusha. Advokatens kone havde en søster, som var blevet heldbredt på et af mine møder. Han ønskede derfor at hjælpe os med at få budskabet ud til hele Tanzania. Advokaten fik os registreret som en missionsorganisation. Organisationen kom til at hedde New Life Outreach. Dette gav os en fast struktur og den platform, som vi havde manglet i alle disse år. Det medførte, at kampagnerne blev større og større, og i dag kan vi registrere over 20.000 mennesker til nogle af vores møder, fortæller Egon og tilføjer:
– I dag er vi blevet så store, at vi ikke kan stoppe det.

Den største glæde er at se folk blive frelst

Egon har været i Tanzania i 41 år og er i dag blevet 67 år gammel. Jeg spørger ham derfor, hvor længe han har tænkt sig at blive ved med at missionere i Tanzania. Egon smiler og kigger mig dybt ind i øjnene.
– Gud har kaldet mig på livstid. Derfor bliver jeg her, indtil jeg ikke kan trække vejret længere. Derudover er jeg etisk og moralsk ansvarlig over for mine donerer, som har sået deres tid og penge i New Life Outreach. Desuden er glæden ved at missionere så stor, at jeg ikke kan stoppe. Jeg er tit ude at køre på de tanzanianske landeveje, når jeg skal på korstog. Her bliver jeg ofte stoppet af de lokale politibetjente ved en af de mange vejkontroller. Jeg oplever, at de kigger på mig og siger: ”Egon, er det dig? Jeg var ved en af dine møder for 10 år siden, og her blev jeg frelst”, fortæller han og slår fast:
– Der er ingen større glæde i livet end at se folk blive frelst.

Hannah og Egon Falk har været missionærer i Tanzania siden 1974. De bor i storbyen Arusha (ca. 300.000 indbyggere), som ligger i det nordlige Tanzania. New Life Outreach foretager 8 korstog/ mødekampagner om året. Tidligere var tallet oppe på 17 om året. Du kan se reportager og videoklip fra kampagnen i Gitting på Youtube-kanalen ”New Life Outreach Tanzania.”
Hannah og Egon Falk har været missionærer i Tanzania siden 1974.
De bor i storbyen Arusha (ca. 300.000 indbyggere), som ligger i det nordlige Tanzania.
New Life Outreach foretager 8 korstog/ mødekampagner om året. Tidligere var tallet oppe på 17 om året.
Du kan se reportager og videoklip fra kampagnen i Gitting på Youtube-kanalen ”New Life Outreach Tanzania.”
Økonomi er et problem

Klokken er ved at blive 13.00, og det store prædikantmøde i Gitting nærmer sig. Jeg har dog tid til et sidste spørgsmål. Det har undret mig, hvordan et dansk missionærpar som Egon og Hannah har råd til at drive en organisation som New Life Outreach. Organisationen har 80 ansatte og er desuden ansvarlig for skolen New Life Academy, børnehjemmet Heayles House samt Kirken og Bibelskolen New Life City Church. Jeg spørger derfor Egon, hvordan han har råd til alle disse aktiviteter. Hans ansigtsudtryk forandrer sig, og hans stemme får et mere alvorligt toneleje:
– Jeg er efterhånden træt af at tale om penge og økonomi, men man kommer ikke uden om det, siger han og fortsætter:
– En kampagne som den her i Gitting koster mig 100.000 kr. Men vi modtager maks. 2000 kr. i offergaver under kampagnen. Jeg bliver derfor nødt til at tage på rejser til Danmark og USA hvert år for at finde partnere og donorer.
Jeg spørger ind til, hvad den største forskel på USA og Danmark er. Egon fortæller, at han er taknemmelig for den danske støtte, men at det er amerikanerne, som er de største bidragsydere.
– Danmark er et lille land. Derfor er alting også mindre. Desuden har interessen for langtidsmission været faldende, mens kortidsprojekter er stigende, siger han og fortsætter:
– I USA er alting meget større. Her besøger vi nogle megakirker med store budgetter. Nogle af kirkerne har desuden medlemmer, der ejer store virksomheder. Det er ikke ualmindeligt, at de hiver pungen frem, og skriver en check på 100.000 dollars.
– Det er amerikanernes generøsitet, der med til at holde New Life Outreach kørende, lyder konklusionen fra Egon Falk.

Af Jonas Rohde


Artiklen fortsætter efter annoncen: