Margits kærlighed slap ikke op

”Jeg takker min Gud for de kræfter han giver mig i den her tid, så jeg kan hjælpe min elskede,” skrev Margit Jeppesen i sin dagbog dengang hendes mand var alvorligt syg. Læs her om en kærlighed mellem to mennesker, der er så stærk, at den fortsætter – efter døden.

Efter mange møder i Mariager er jeg for træt til at køre hjem til Helsingør. Jeg har brug for en overnatning og ånder lettet op, da jeg ser et skilt, hvorpå der står Bed and Breakfast.

Desværre ser stedet ud til at koste kassen, så jeg kører forbi. Men en lille svag stemme inde i mig, som jeg kender alt for godt (Helligånden), siger at jeg skal køre tilbage og gå ind og spørge om prisen på et værelse. Jeg vender om og standser bilen ved den fornemme bygning. En kvinde omkring de 69 år kommer gående hen imod mig. Det virker næsten, som om hun har ventet på, at jeg skulle komme!
”Hej, velkommen. En overnatning koster 350 kr. Du kan bo for dig selv ovre i annekset, hvor der er alt, hvad du behøver. Min mand er alvorligt syg, og jeg skal være hos ham hele tiden”, siger kvinden. Hun giver mig en nøgle, et stort smil og forsvinder hurtigt ind i huset igen. Og lige i det øjeblik er jeg helt sikker på, at det er Gud, som har ført mig hertil, og hans ønske er, at jeg skal bede for kvindens syge mand.
Efter at jeg har hvilet mig og fået lidt at spise, går jeg i gang med at bede. Med foldede hænder vandrer jeg rundt i stuerne i annekset, også kaldet Skipperhuset, og beder.

236 breve

Margit Jeppesen hedder kvinden, jeg boede hos. Hendes mand, Jørgen, døde kort tid efter, at jeg havde boet i det lille anneks. Mødet med Margit gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg senere kontaktede hende, og vi talte sammen om, hvor ubærligt det er at miste den, man elsker, men hvor fantastisk det er at have oplevet den store kærlighed. Her er hendes historie:
– I 1960 blev jeg penneven med Jørgen, og vi nåede at skrive 236 breve til hinanden, inden vi blev gift, fortæller Margit. Jeg husker, at der var noget særligt over ham, første gang jeg traf ham. Han emmede af ro, havde styr på sit liv og sin økonomi, interesserede sig for kunst, malede selv, læste bøger, ja, han var virkelig et fascinerende menneske og helt anderledes end andre mænd, jeg havde mødt. Igennem den lange og intense brevudveksling Jørgen og jeg havde sammen, voksede kærligheden. Vi vidste ikke dengang, at vi skulle være sammen i 50 år.

Kyniske læger

Jørgen Jeppesen havde siden han var 33 år fået Simvastatin: medicin mod et for højt kolesteroltal. Et normalt kolesterol tal er 4,5 – Jørgens lå på 14.
Jørgen når ikke engang at blive 40 år, før problemerne starter: Smerter i urinvejene – smerter i arme og ben. Men de læger, som Jørgen taler med om sin tilstand, mener ikke, at det er noget alvorligt. Smerterne skyldes muskelspændinger på grund af Simvastatinen. En af de mange bivirkninger ved medicinen.
Den 18.december 2009 har Jørgen så kraftige smerter, at han bliver indlagt på Ålborg sygehus. Denne gang viser en CT- scanning, at Jørgen har kræft i bugspytkirtlen.
Margit og Jørgen bliver straks indkaldt til samtale, hvor lægerne fortæller, at der ikke er noget, de kan gøre. Kræften har spredt sig, og Jørgen må forberede sig på snart at dø. Jørgen spørger lægen, hvor lang tid, han har tilbage at leve i. ”Gå hjem og ring til Vorherre og find en passende dato”, var det kyniske svar. ”Har du nummeret?” spørger Jørgen.

Verden synker i grus

– Under samtalen begynder jeg at græde, fortæller Margit. Ens verden synker i grus, når man får at vide, at den, man elsker, snart skal dø. Da Jørgen og jeg sidder foran disse iskolde læger, der på den mest umenneskelige måde fratager os alt håb, sker der noget inde i mit hoved. Jeg tænker, at jeg uanset lægernes dom vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at finde noget eller nogen, der kan forlænge Jørgens liv.
Margit finder frem til en læge i Frankfurt, der behandler med lokal kemoterapi, der efter sigende kan forlænge Jørgens liv.
Efter behandlingerne i Tyskland får Jørgen otte måneder længere at leve i.

Et mareridt

Sygdomsforløbet efter Frankfurt har Margit skrevet om i sin dagbog. Undertegnede har fået lov at læse dagbogen igennem. Også et klagebrev, som datteren Camilla har sendt til Palliativt Team Sygehus Thy-Mors har jeg læst.
Ud fra det jeg læser, kan jeg kun konstatere, at forløbet har været et mareridt for hele familien. Ofte har de sygeplejersker, som man har sendt ud til hjemmet i Svinkløv, hvor Jørgen ligger, været vikarer, og de har ikke opfyldt de krav, som familien har stillet – nemlig at deres far skulle være i kompetente og trygge hænder.
– Det værste af alt, som næsten er utilgiveligt, var at nogen af sygeplejerskerne var så dårligt” klædt på” til opgaven, at de ikke turde give min far den medicin, der kunne lindre hans smerter, hvilket resulterede i, at han havde ondt, fortæller Camilla Jeppesen.
– At jeg, mine søstre og min mor, der på grund af det svære og lange sygdomsforløb var helt nedslidte de sidste dage min far levede, også skulle stå og se på, at vores elskede far og min mors mand måtte ligge og lide, er uacceptabelt. Min fars smerter kunne have været undgået, hvis man havde sørget for at have et hold kompetente sygeplejersker, der, selv om det var ferie, var klar til at rykke ud og varetage så stor en opgave, som det er at pleje et menneske, der snart skal dø.

Gud griber ind

– Jørgen har altid været en flot mand, og derfor var det rigtig svært at se ham sygne helt hen og blive som et barn igen. Han kunne ikke spise noget, han kunne ikke komme på toilettet på grund af morfinen og var det meste af tiden forkvalmet og skulle kaste op. Til sidst kunne han ingenting selv, fortæller Margit.
– Jeg ønskede at hjælpe min elskede og være der for ham i døgnets 24 timer. Men jeg kunne godt mærke, at mine kræfter og mit overskud var ved at være opbrugt. Jeg havde brug for hjælp fra en, der kunne forny mine kræfter og give mig masser af energi. Jeg bad til Gud, og han hørte mine bønner. Hver dag når jeg vågnede, kunne jeg mærke, at mine kræfter blev fornyet, og jeg havde overskud til at hjælpe Jørgen og være noget for ham i den sidste tid, han havde at leve i.
– Mandag den 2. august 2010 kunne Jørgen ikke længere stå på sine ben. Da han skulle ud på toilettet, prøvede jeg at slæbe ham derud, men det var lige ved at gå galt, fortæller Margit. Jørgens broder var heldigvis til stede, og han og jeg fik lagt Jørgen ind i min seng, hvorfra han aldrig mere kom op.
Den 5. august 2010 dør Jørgen.

Kærligheden holder aldrig op

– Kærligheden tåler alt, tror på alt, håber alt, udholder alt, står der i Bibelen. Det er virkelig sandt, fortæller Margit. Der er ikke den ting på denne jord, man ikke kan ordne, når man har kærligheden. Jeg er lykkelig og dybt taknemmelig for at have mødt et menneske som Jørgen, der elskede mig, forstod mig og værdsatte mig.
– Jørgen og jeg var vidt forskellige, men jeg tror faktisk, at det er en fordel i et ægteskab ikke at være alt for ens. Jeg er for eksempel kristen og beder til Gud hver dag. Det gjorde Jørgen ikke. Han var ikke troende i den forstand, som troende helst vil have, at han skal være, men jeg ved at han elskede Jesu budskaber om tilgivelse, barmhjertighed og hjælpsomhed. Og det fine ved ham var, at han ikke kun talte om disse ting, han praktiserede dem også i hverdagen overfor sine medmennesker.
– Kærligheden fra Gud og den kærlighed, jeg har oplevet sammen med Jørgen, gør, at jeg i dag er i stand til at rejse gennem livet alene. På Jørgens gravsten står der”KÆRLIGHEDEN ER ENDELØS. Jeg har valgt ordene, fordi kærligheden mellem Jørgen og mig aldrig hører op. Den fortsætter – også efter døden.