Der er meget lidt sniksnak her i arresten

Arresthuspræst Anita Fabricius har døbt seks indsatte på tre år.

En dag sagde en indsat til Anita Fabricius: ”Jeg vil gerne døbes, for i hele mit liv har jeg været alene, men nu vil jeg være sammen med Gud”.

Anita Fabricius er arresthuspræst i Aarhus, og i de tre år, hun har været dét, har hun voksendøbt seks indsatte, efter at de har deltaget i folkekirkens dåbsundervisning. Tre af dem var muslimer.
Dåbstallet kunne godt have været højere, hvis det ikke var fordi, flere af de varetægtsfængslede muslimer risikerer udvisning af Danmark. En kristen dåb kunne være farlig, hvis de udvises til et land, hvor dén slags ofte betyder forfølgelse eller endda døden.
Anita lægger en hånd på sit hjerte for at illustrere.
– Så fortæller jeg dem, at de i stedet bare må bære troen i deres hjerter, siger hun.

Dåbsprocenten kan selvfølgelig ikke matche folkekirkens generelt, hvor over 70 procent af alle danskere er døbt. Men antallet skal ses i lyset af, at langt de fleste af de 68 varetægtsfængslede i Aarhus Arrest sidder her længe, nogle i både ét og to år, og at mange indsatte jo allerede er døbt.
Til hendes gudstjenester i arresten deltager omkring 40 procent af de indsatte.

Glimt af normalitet

Gudstjenesterne holdes i det lille kirkerum øverst oppe på 4. sal – det eneste sted i arresthuset, hvor der ikke er tremmer for vinduerne. De indsatte kommer op i nøje sammensatte hold på syv ad gangen. Det bliver til flere gudstjenester på en dag.

– De indsatte sidder stort set isolerede herinde, mens de venter på deres straf eller frifindelse. Og de har meget lidt menneskelig kontakt. Bortset fra en times gårdtur om dagen har de ret til en halv times besøg om ugen, og så sidder der altså en betjent imellem, hvis man fx har besøg af konen.
– At komme til gudstjeneste er også for at få et glimt af normaliteten. Så spørger de mig måske, hvilke salmer vi synger i min egen kirke dén søndag, og jeg kan love dig for, at de synger med på salmerne. Og bagefter ved kaffen spørger de ind til dét, der er blevet sagt, fortæller Anita Fabricius.

Hun læser en Bibeltekst og holder en kort prædiken, og Anita har aldrig oplevet optræk til ballade. Tværtimod, nærmest.
– Så tegner jeg korsets tegn og lyser velsignelsen. Jeg lægger en hånd på deres skuldre og siger deres navn. Det betyder noget, for de er jo vant til bare at være et nummer på en celledør, fortæller hun.

I kirkerummet står et svejset jernkors, som nogle indsatte lavede nede i værkstedet, da Anita tiltrådte. Kun 4-5 indsatte får lov at bruge værkstedet, resten sidder dagen lang i deres celler og samler dippedutter. På korset er der plads til otte små stearinlys, ét for hver af fangerne til gudstjeneste og ét for præsten. Det er det eneste sted i arresten, hvor der må tændes stearinlys.
Ved sin første gudstjeneste herinde for tre år siden læste Anita op fra en tekst, og hun var selvfølgelig nervøs, også fordi der rundt om hende sad syv store muskelmænd, som begyndte at grine.
– Jeg sagde: I skal ikke sidde og grine! Så rejste en af mændene sig op. Han sagde, at han nok mente, at han kunne tale på alles vegne. Men vi griner altså ikke af dig, sagde han, vi griner, fordi ingen af os har prøvet af få læst op af en bog før, ikke en gang af vores forældre, fortæller Anita.

I hverdagene holder præsten stilleandagter, hvor hun sætter Bach-musik på anlægget. Så breder der sig hurtigt et rum for eftertænksomhed, hvor selv hårde typer kan fælde en tåre.
– Dybest set er vi jo alle sammen små indeni – og alle sammen mennesker, siger Anita.

Skyld og tilgivelse

Hun er meget bevidst om, at der udenfor murene sidder ofre – og familier til ofre – for de forbrydelser, som de indsatte har begået. Det er ret menneskeligt, at mange sikkert ønsker disse kriminelle hen, hvor peberet gror. Og i de fleste tilfælde er det meget alvorlige forbrydelser, der er tale om. De fleste sager ender med straf og lange fængselsstraffe.
– Hvis det pludseligt var mig eller en af mine, det gik ud over, ville jeg sikkert selv se andreledes på det, bemærker Anita.

Men som arresthuspræst er det ikke hendes opgave at dømme, men at være præst for de indsatte. Med gudstjenester og andagter – og med sjælesorg.
Som hun siger, er der ”meget lidt sniksnak herinde”, og i samtalerne på tomandshånd er det de dybe, eksistentielle spørgsmål, der er på bordet.
– De fleste véd jo godt, at de har påført andre en smerte. Samtaler om skyld og tilgivelse fylder rigtig meget. Dét at skulle tilgive sig selv for det, man har gjort. Det har mange svært ved. Både den smerte, de har påført deres nærmeste og ofrene.
– Jeg fortæller dem om Guds tilgivelse, som de kan være sikre på. Men den kan det jo nogle gange være svært at tage imod.
– Tilgivelse er jo også et kæmpe ord, der kan være svært at rumme. Så tit vælger jeg at tale om forsoning i stedet for. Nogle gange kræver det også tid, for vores hjerter skal kunne følge med, siger Anita.

Hun oplever ind imellem, at en indsat siger: ”Jeg synes ikke, at jeg fortjener at leve videre”. Det åbner for, at hun kan bringe noget større på banen og tale om Gud.
– Jeg siger så, at ”du skal leve videre!” Især oplever jeg, at de unge danske mænd mangler et religiøst sprog, fordi vi er meget private i vores tro hér i landet. Omvendt med de østeuropæiske katolikker, som godt véd, hvad de taler om. Men nogle gang er deres respekt for Gud så stor, at de har meget svært ved at slippe skammen.
– Og så er der muslimerne, som har et meget religiøst sprog. Nogle siger til mig: ”Jeg kan ikke tillade mig at kalde mig for muslim, når jeg har gjort de ting”, siger Anita.

Menneskeligt forfald

Hvad er din største udfordring i arbejdet?
– Det er det menneskelige forfald, jeg ser. Det vænner jeg mig forhåbentlig aldrig til. De fleste sidder jo varetægtsfængslede i lang tid, ja, der var én, som sad her i 2 ½ år. Man føler en magtesløshed over at skulle samle mennesker op nærmest som en karklud. Så kan jeg tale nok så meget om Guds tilgivelse.

Er der noget, vi ikke skal tilgive for?
– Guds tilgivelse kan vi bero på. Det fortæller jeg også de indsatte. Men tilgivelsen mellem mennesker… den er nogle gange lettere sagt end gjort, siger Anita.

Der hersker en gensidig respekt mellem arresthuspræsten og de indsatte. De véd, at hun har tavshedspligt, og at de kan betro sig til hende, uden at det kommer andre for øre.
Hun overvejede i starten at bære en diskret præstekrave, men droppede det. De indsatte oplever rigeligt med uniformering i dagligdagen. Hendes rolle er også en helt anden end f.eks. fængselsbetjentene, og den personlige relation er tættere.
Hun har ladet sig fortælle, at de indsatte oplever varetægtsfængslingen som den hårdeste periode i en fængselsafsoning.
– Foruden at de sidder isoleret og stort set er afskåret fra al kommunikation, er de jo også kommet herind ret pludseligt via en anholdelse. Alt er kaos. Og så skal der ikke meget til at få følelserne i kog, siger hun.

De alvorlige forbrydelser, som de fleste indsatte senere dømmes for, skal ikke frakende dem menneskeligheden, mener Anita. Straffen er, at de får en fængselsstraf, siger hun, men vi skal blive ved med at have en ordentlighed i den måde, vi ser på dem som mennesker.
– I den tid, de sidder herinde, skal kirken være det menneskelige ansigt. Det gavner ingen at fremstille dem som monstre. Der kan være mange forskellige grunde til, at de er endt, hvor de er endt. Nogle har måske haft ti rockere efter sig, andre har været helt almindelige mennesker, hvor vreden bare er løbet af med dem. I princippet kunne vi jo alle sammen ende her, siger hun.

Anita er aldrig bange i arbejdet, og hun kan også sige ting til de indsatte, som hun aldrig ville turde at sige, hvis hun havde mødt dem udenfor:
– En indsat kom et kvarter for sent til gudstjeneste, fordi han lige skulle rede sit hår, og jeg drillede ham og kaldte det prinsessehår, og så grinte han bare.

Anita Fabricius er foruden at være arresthuspræst også sognepræst ved Ellevang Kirke i Aarhus.