Næstekærlighed i øjenhøjde
Udfordringen blandt ”gadens folk” og ”varme hænder” i den kristne Gadecafé i Aarhus.
”Hvor meget vejer en bane kokain?” Jeg tænker mig lidt om og svarer fjoget: ”Øhhhh…”
Jeg er netop trådt ind i Gadecaféen, og spørgsmålet hænger som et udråbstegn i luften. Hvad véd jeg om, hvad en bane kokain vejer? Hvad véd jeg om kokain i det hele taget?
Og hvad véd jeg om dén virkelighed, der udspiller sig for de mennesker, der denne aften – som jeg – har taget turen ned ad trapperne til Gadecaféen i Aarhus.
Hjemløse, narkomaner, alkoholikere, et par flygtninge, enkelte afrikanere, tre rumænere, der smiler over hele hovedet, men hverken taler dansk eller engelsk, og så et par enlige danskere, der sikkert bare trænger til lidt socialt samvær.
Jeg forstår straks, at jeg som almindelig velfærdsdansker med pensionsopsparing og egen bolig med navneskilt på døren, er trådt ind i en virkelighed, der ikke er min. En bane kokain? Hvor skulle jeg vide det fra?
Brian og fodbold
På vejen over til Gadecaféen, et kristent værested midt i Aarhus, har jeg krydset Klostertorv og de 4 busskure, der ind imellem fungerer som en slags shelters for hjemløse. Hvis politiet da ikke lige jager dem væk. De hjemløse kalder læskurene for lejlighed 1, 2, 3 og 4. Hvad gør man ikke for at kunne kalde noget for en slags hjem – i det mindste?
Jeg møder Ruben Sortberg, daglig leder af Gadecaféen, som fortæller mig, at han en dag fik en snak med politiet, som kom for at jage nogle hjemløse væk udenfor.
Jeg spurgte: Gør I også det ved de unge, der sidder der fredag og lørdag nat? Politimanden vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare, fortæller Ruben.
Herovre i Gadecaféen, som har lejet sig ind i kælderen i Frelsens Hærs hus, er der ingen, der jager nogen væk. Hér er alle velkomne, selv med en lille streg på – eller en mellemstor.
Jeg falder i snak med Brian, som sidder og hænger over dagens gratis ret: Marineret kylling og timian-kartofler med tzatziki til. Det er lidt svært helt at fange alle ordene, for Brian er påvirket, ordene kommer lidt slørede. Men han er rigtig rar.
Den sidste uge har Brian overnattet i nat-herberget omme hos Kirkens Korshær. Men han kan ikke have sin hund med. Den er i hundepension.
Historien om Brian på 38 er historien om en barndom med alvorlige svigt og børnehjem. Han røg senere på hash, bajere, piller og heroin. Men som dreng var han rigtig god til fodbold, smiler han.
Fodbold, tænker jeg – og forestiller mig i fantasien, at Brian var den elegante dribler og med flotte, præcise indspark lagde op til de mål, som andre fik æren og hyldesten for.
Jeg siger det ikke højt, og det er sikkert slet ikke sådan, det var. Men nogle gange deles livets kort lidt uretfærdigt ud, funderer jeg videre, mens Brian bider i et kyllingelår og nipper til kartoflerne.
Ruben har fundet strygejern og strygebræt frem og giver sig til at glatte en skjorte, som han har købt til Brian ovre i Frelsens Hærs genbrugsbutik.
For i morgen skal Brian med i kirke. Til lovsangsaften i Citykirken, som er dér, hvor Ruben selv kommer om søndagen.
Ildsjæle
Ruben Sortberg er en ildsjæl, og det har han papir på. I februar fik han et fint diplom fra Spar Nord Fonden med overskriften ”Ildsjæl” – en ære, som hans beskedne væsen straks byder ham at dele med de cirka 20 frivillige medarbejdere og ildsjæle, der uge efter uge med hjertevarme og knofedt gør en kæmpe indsats i Gadecaféen.
Jeg spørger Ruben, hvad der motiverer ham, for hans baggrund er i Post Danmark, hvor han var ansat i 26 år. Nogen egentlig uddannelse til at ”arbejde med mennesker” har han ikke. Bortset fra en masse livserfaring.
Han svarer, at han bare ikke kan holde ud at se mennesker have det skidt. Den store kærlighed han har oplevet ved at tro på Gud, og de mirakler han og hustruen Susanne har oplevet i deres liv og ægteskab, skal bare fortælles videre. Livet igennem har han set nok elendighed og brudte familier til, at han bare måtte gøre noget.
Han er søn af en præst og opvokset med tanken om barmhjertighed. Det har også præget hans ægteskab med Susanne, der er pædagog. Når de bagte brød derhjemme, bagte de tit et ekstra til naboen.
Susanne og Ruben begyndte sammen med 4 andre kristne i 2008 at pakke en madkurv og gå ned i Mølleparken i Aarhus og dele mad ud og bede for de socialt udsatte dernede. Siden fik de lov at låne den gamle Apostolsk Kirke i Nørregade, inden de lejede sig ind i kælderen under Frelsens Hær.
Sat fri fra alkoholmisbrug
Ruben hører mange barske livshistorier. Der er mange skæbner. Sidste vinter døde tre hjemløse, som tit kom i Gadecaféen.
Han fortæller mig om to misbrugere, Klaus og Poul. Klaus havde været kristen i en del år og boede for sig selv. Han inviterede Poul hjem til sig en kold aften og fik lov til at bede for ham, så også han blev kristen. Kort tid efter døde Poul.
Ruben kvittede for to år siden jobbet i Post Danmark for at blive gademedarbejder på fuld tid – med økonomisk støtte fra Tryg Fonden og Social- og Integrationsministeriets PUF-pulje. Støt og roligt er Gadecaféen vokset. For nyligt udvidede man åbningstiden fra 2 til 3 aftener om ugen.
Dørene slås op på slaget 19, og denne aften er der 31 gæster. Besøgstallet afhænger af, om det er først eller sidst på måneden, om det er sommer eller vinter. Når det er koldt ude, kan her sagtens være stuvende fuldt.
Efter spisning er der andagt. Enkelte gæster siger høfligt tak for dejlig mad og forsvinder ud i aftensolen, andre bliver hængende. Ruben finder guitaren frem. Vi synger et par lovsange. Bagefter rejser Najanguak sig og deler sit vidnesbyrd. Om hvordan hun ved troen på Jesus blev sat fri fra et massivt alkoholmisbrug. Hun er fra Grønland og frivillig medarbejder i caféen sammen med sin mand, Mogens.
Fuldtidsmennesket
Jeg møder Jens, der er ”52 år på dårlige dage”, og jeg spørger, hvor gammel han så er på de gode dage. Jens griner. Han griner i det hele taget meget. En herlig, åbenhjertig type med klare øjne og langt hår, der stråler til alle sider, og et fuldskæg, der hopper op og ned, når han ler.
Der står i Bibelen, at vi skal være glade, fortæller han mig næsten insisterende. Jeg nikker. Ja, det står der da.
Han præsenterer sig som fuldtidsmennesket – det er hans titel, siger han. Bag titlen gemmer sig en glæde over dagen og vejen og en stor kærlighed til mennesker, især til dem, der er på samfundets bund.
Jens boede selv på gaden i 5 år, men har nu sit eget. Han véd, hvad det handler om. Han er typen, der på en kold januardag kan finde på at gå ud i byen med lidt mad og tøj til dem, der sover derude. Han går i det hele taget meget, flere timer om dagen, både for at se til dem, der er derude, og for at holde den ”film”, der altid kører inde i hovedet på ham, lidt i skak. Han har posttraumatisk stress.
For 7 år siden blev Jens kristen, og han er flittig gæst til spisning og andagter i Gadecaféen. Han er også noget af en hverdags-aktivist, meget socialt bevidst, og er bl.a. initiativtager til ”Vores Rum” – et mødested for mødre og fædre, der er hjemløse.
Beder for hjemløse
Efter spisning og andagt pakker Ruben en stor madkurv, fylder et par termokander med kaffe, og jeg trisser sammen med ham og den frivillige Helene ned i Mølleparken nede ved Åen.
Hernede ved å-kanten hænger en gruppe autonome unge ud. Både dag og aften. De er blevet så vant til, at Ruben og andre fra Gadecaféen kigger forbi og deler rugbrødsklemmer ud, tilbyder en kop kaffe og en snak. Flere siger ja tak til at blive bedt for. En sød duft af hash hænger i luften.
I starten undrede de autonome sig. De sagde, at vi da var nogle mærkelige kristne, sådan at komme herned med mad og kaffe. Sådan troede de ikke, at kristne var, smiler Ruben.
En aften kom en fyr, der ikke hørte til kliken, forbi og stjal den kagedåse, som Gadecaféen havde med. Straks sprang et par unge fyre op og stak efter ham. Ingen skulle komme hér og stjæle fra vennerne fra Gadecaféen!
Vi falder i snak med Anton, en ung fyr med strikhue og street-look, som er hjemløs og bor i telt. Ruben får lov til at lægge en hånd på ham og bede for ham.
Det er rigtig godt, at der er sådan nogle som jer, siger Anton, inden vi fortsætter over til grønlændernes faste mødested i den modsatte ende af Mølleparken.
Hos grønlænderne flyder øldåserne i græsset. Men vi er lige så velkomne hér som hos de autonome. Helene, der selv er født i Grønland, skænker kaffe og hører på historier, og Ruben beder en bøn for en mand, der kalder Ruben for ”præst”.
Jeg tænker: Præst, ja – en slags gadepræst, selv om Ruben formelt set slet ikke er det. Gadepræst for dem, som mange andre ikke vil kendes ved.
Jeg siger tak for i aften. Trykker hånd. Og går hjem til det sted, hvor mit navn står på døren. Hvilken luksus.
Fakta om Gadecaféen
• Daglig leder: Ruben Sortberg.
• Gadecaféen har åbent mandag, onsdag og torsdag
aften fra 19 til 22.
• Tilbud om et gratis måltid mad, samtaler, hjælp til
praktiske ting, andagter osv.
• Tilbyder fx at være bisidder i retsmøder og til
tandlægebesøg.
• Tager også ”ud i byen” med mad og kaffe og tilbud
om bøn til socialt udsatte grupper.
• De ca. 20 frivillige medarbejdere kommer fra både
folkekirken og byens frikirker.
• Gadecaféen har ingen fast indtægt, men overlever via
frivillig arbejdskraft og donationer af penge fra fonde,
kollekter i kirker og gaver fra private.
• Donationer kan også bestå af fx hjemmebagt kage
og chokolade, tandbørster og tandpasta, herrestrømper
og herreundertøj, kaffe og kakaopulver.
• Adresse: Klostergade 54 i Aarhus.
