Ny version af hjemmeside om forfatteren Poul Hoffmann
Poulhoffmann.dk er nu tilgængelig i en ny version. Som i den gamle er der en oversigt over forfatterskabet og artikler af og om Poul Hoffmann.
Redaktionsgruppen bag hjemmesiden arbejder på, at de mange artikler m.v., som Poul Hoffmann har skrevet gennem årene i aviser og tidsskrifter, kommer til at ligge på hjemmesiden. Det arbejde er påbegyndt, men ikke afsluttet endnu.
Redaktionsgruppen bag hjemmesiden består af cand.phil. Niels Jørgen Vase, journalist Stefan Vase, cand.theol. og præst Jens Lomborg og cand.mag. Ove Klausen.
Poul Hoffmann, som døde sidste sommer, skrev ikke mindre end 45 bøger. 20 af dem er skønlitterære (heraf 11 bibelhistoriske romaner) mens 25 er faglitterære bøger. Bøgerne er præget af Hoffmanns store tillid til Bibelens historiske troværdighed og relevans for nutiden. De foretrukne emner i forfatterskabet er kærligheden mellem mand og kvinde, længselen efter Paradis, Jesu genkomst og den nye jord.