Vær mandige og stærke!

Udtrykket fra skabelsesberetningen ”Som mand og kvinde skabte han dem” er ikke præcist. De hebraiske ord handler nemlig om det maskuline og det feminine, skriver kronikøren.

Denne kroniks overskrift er et citat fra Det Nye Testamente, nærmere bestemt Første Korintherbrev 16,13.

Men i dag skal man være forsigtig med at bruge ”mandig” som en positiv betegnelse, har jeg erfaret – i hvert fald rummer internettet tusindvis af sider, der mener, at opfordringer som ”Mand dig op!”, ”Tag det som en mand!” og lignende, er udtryk for et negativt syn på kvinder.

Men det skyldes en helt grundlæggende misforståelse, nemlig at det maskuline og det feminine skulle være diametrale modsætninger på en éndimensional akse. Misforståelsen er meget udbredt. De fleste antager, at jo mere maskulin en mand er, desto mindre feminin er han, og vice versa.

Derfor er mange mænd hunderædde for at indrømme, at de også besidder feminine sider, fordi de føler, at det truer deres maskulinitet. Og derfor høres sætningen ”Han er et rigtigt mandfolk!”, som om der var tilføjet et underforstået ”og ikke en kvinde”.

Hvad er maskulinitet og femininitet, bibelsk set?

Men som sagt tror jeg, det er en misforståelse at tænke sådan. I skabelsesberetningen læser vi jo: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27).
Den formulering gør det nærliggende at antage, at det maskuline og det feminine på hver sin måde er en uopgivelig del af menneskets gudbilledlighed. Men det må jo indebære, at både maskulinitet og femininitet er positive værdier, som et menneske kan besidde i større eller mindre grad. Og eftersom gudbilledligheden er blevet beskadiget af syndefaldet (”vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære,” som vi synger med Brorson), må vi forvente, at såvel maskulinitet som femininitet, er en mangelvare i den faldne verden, vi lever i. Det betyder, at en mand der mangler maskulinitet, ikke af den grund er feminin; han er blot umaskulin.

Hvad er maskulinitet og femininitet da, bibelsk set? Ja, hvis vi ser på de hebraiske ord, der bruges i skabelsesberetningen, så tror jeg, at de kan give os en stor del af svaret. Det er nemlig værd at bemærke, at 1 Mos 1,27 ikke bruger de gængse ord for ”mand” og ”kvinde” (nemlig ish og ishah), som betegner de to køn i deres fysiske fremtræden, men derimod ordene zakar og neqebah, som betegner de to køns kvaliteter på det åndelige plan. Derfor gengiver de fleste engelske bibeloversættelser også sætningen som ”male and female he created them” og ikke ”as man and woman he created them”.
Gud har jo ingen krop, så hvis vores kønsidentitet er udtryk for forskellige sider af Guds væsen, må særpræget sidde ”i sjælen, i vores inderste, evige natur”, som John Eldredge skriver i sin bog Født vild – Det maskuline hjerte.

Ordet neqebah (”hunkøn”) betyder egentlig ”gennemboret”, eller i bredere forstand: noget, der er blevet åbnet, som man kan komme ind. Det giver jo umiddelbart associationer til kvindens rolle i seksualakten – men det er vel også kun naturligt, hvis Gud har lagt tingene sådan til rette, at netop det mest intime fysiske udtryk for foreningen af det mandlige og det kvindelige, rummer et billede på, hvad de to køn åndeligt set er udtryk for?
I hvert fald er det nærliggende at antage, at den side af Guds væsen som i særlig grad kommer til udtryk i det feminine, er hans inviterende kærlighed, som med længsel venter på at vi mennesker skal komme til ham og få liv – som Jesus udtrykker det i Luk 13,34: ”Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.”

Omvendt betyder ordet zakar (”hankøn”) egentlig noget med ”at huske” eller ”at påminde om”, men mange forskere mener ordets oprindelige grundbetydning er noget med at ”gennembore” eller at ”efterlade et mærke”. Igen er parallellen til seksualakten tydelig, men igen skal vi være opmærksomme på, at den dybeste betydning af ordet ligger på det åndelige plan. Den side af Guds væsen, som i særlig grad kommer til udtryk i det maskuline, er altså hans handlende kærlighed, som griber ind for at gøre en forskel og ”redde lammet ud af løvens gab”.

De kan supplere hinanden

Det er forhåbentlig tydeligt, at hvis man forstår maskulinitet og femininitet på den måde, så er de ikke modsætninger, men derimod kvaliteter, som kan supplere hinanden. Det kan altså sagtens lade sig gøre både at være aktiv (=maskulin) og åben (=feminin) på samme tid, ligesom man også sagtens kan være passiv (=umaskulin) og lukket (=ufeminin) på samme tid.
At det forholder sig sådan, ser vi tydeligt i Det Nye Testamente, især i Jesu død på korset, hvor jeg vil vove den påstand, at han på én gang viste sig som den mest maskuline mand nogensinde (idet han gik helt ind i Dødsriget for at redde os mennesker fra døden) og den mest feminine mand nogensinde (idet han bogstaveligt talt lod sig gennembore og tog imod al den spot og mishandling, han blev udsat for).
Omvendt var farisæerne både umaskuline (fordi de fejt klyngede sig til deres overleveringer i stedet for at gøre Guds vilje) og ufeminine (fordi de ikke tog imod Jesus).

Findes hos begge køn

Nogle vil indvende, at det slet ikke giver mening at kalde de to slags positive kvaliteter for henholdsvis ”maskuline” og ”feminine”, når nu begge findes hos både mænd og kvinder. Men som sagt vil jeg mene, at der er bibelsk belæg for at bruge de betegnelser. Og som psykologen og filosoffen C.G. Jung har påpeget i sin teori om arketyper, så er det som hovedregel sådan, at en mand har sin kerneidentitet i det maskuline og rummer det feminine, mens det er omvendt hos en kvinde.
Dertil kommer, at hvis man ser bort fra det lille mindretal der identificerer sig som trans-kønnede eller ”intersex”, så ligger kønsidentiteten dybt i hjertet hos langt de fleste mænd og kvinder – langt dybere end de øvrige parametre vi identificerer os ud fra.

Der er næppe mange danskere, der ville blive fornærmede, hvis nogen sagde: ”Du ligner en afrikaner!”, eller nogen tandlæger, der ville blive fornærmede, hvis nogen sagde: ”Du ligner en buschauffør!”, men selv den mest ”maskuline” kvinde og selv den mest ”feminine” mand ville nok blive temmelig såret, hvis nogen antog dem for at tilhøre det modsatte køn! Jeg har selv svært ved at identificere mig med mange af de egenskaber, der opfattes som stereotypt maskuline, og jeg har svært ved at skjule min irritation, når jeg i en bog som Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd af David Murrow, kan læse, at en rigtig mand er en, der kører i en stor pickup med firehjulstræk, og som elsker jagt og fiskeri og frække vittigheder!

Alligevel er det en uopgivelig del af min identitet, at jeg er en mand og ovenstående indholdsbestemmelse af det maskuline (som i øvrigt er hentet fra bogen Fully Alive af Dr. Larry Crabb) er den første, jeg er stødt på, som tager køn alvorligt som andet og mere end en social konstruktion – uden at forfalde til stereotype generaliseringer.

I det hele taget er det et stort problem, at vores samfund opfatter maskulinitet som noget, der afhænger af, hvad man gør i stedet for hvem man er. Resultatet er, at mange mænd lever på en måde, hvor alt hvad de gør, tager sigte på at bevise, at de er rigtige mænd, og at undgå alt hvad der kan drage deres mandighed i tvivl. Lever man ud fra den devise (som David Murrow desværre anbefaler i Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd), så lever man ud fra et underskud og kommer aldrig til at ”efterlade et mærke”, som åbenbarer Guds væsen. En sådan mand er med andre ord dybt umaskulin.

En vigtig (gen)opdagelse

Lever vi derimod ud fra det, vi har fået givet af Gud, så lever vi ud fra et overskud. En af de vigtigste (gen)opdagelser som Martin Luther gjorde om den kristne tro var, at ”gode gerninger gør ikke et menneske godt, men et godt menneske gør gode gerninger” – med andre ord: først når vi har fået vores retfærdighed af Gud, kan vi for alvor gøre noget godt i verden, fordi det vi gør, udspringer af hvem vi er.

På samme måde er det ikke maskuline gerninger, der gør en mand maskulin, men en maskulin mand gør maskuline gerninger, og som mand kan jeg kun åbenbare den maskuline side af Guds væsen, hvis jeg som udgangspunkt hviler i, at jeg er en mand, for det har Gud skabt mig til at være. Og sidegevinsten er, at jo mere trygt jeg hviler i min identitet som mand, desto mere fri bliver jeg også til at udtrykke mine feminine sider – uden at det truer min identitet som mand!