Jeg synes, min bror udnytter vores forældre…

Hej Suh.
Jeg er en kvinde på 28 år, velfungerende med job, kæreste, gode veninder og hobbyer. Jeg har en fire år ældre bror.
Jeg er rolig, eftertænksom, omsorgsfuld/bekymret og fornuftig. Jeg er selvstændig og vil helst gerne klare tingene selv. Jeg har lejlighed, bil, en fast stilling og ingen gæld.
Min bror er helt modsat: impulsiv, altid gang i en masse projekter, som ofte ikke er gennemtænkte, gæld alle vegne, får hele tiden nye ideer jobmæssigt og keder sig hurtigt, når hverdagen melder sig. Han har job, hustru og børn og skal ofte (nærmest hver anden dag) have hjælp til børnepasning af mine forældre.
Jeg synes, de påtager sig for meget og gjort det klart for dem, at de ikke er dårlige forældre, fordi de engang imellem siger nej.
Jeg føler nogle gange, min bror ”udnytter” deres hjælpsomhed med børnepasning, økonomisk støtte osv.
Jeg har flere gange sagt til min bror, han må lære at klare sine ting selv og ikke hele tiden få hjælp. Jeg tror godt, han forstår det, men alligevel ændrer det ikke noget.

Jeg har nævnt for dem, at jeg kan blive bekymret for, om der bliver en stor forskelsbehandling:
Mine forældre får jo nærmest ikke tid til at passe mine børn, og de vil aldrig kunne låne mig alle de penge, som de har lånt min bror, for så ville de ikke have flere penge tilbage. De svarer, at jeg altid har haft styr på mine ting, og at jeg aldrig vil få ligeså meget brug for hjælp.

Jeg VED 100 %, at de altid vil hjælpe mig, og de vil have ligeså meget omsorg for mine børn – men det er jo ikke meningen, at de skal bruge hele deres liv på deres børn/børnebørn.
Jeg vil gerne passe på mine forældre og bliver ofte bekymret for, om de bliver overbelastet. Jeg ved jo godt med min fornuft, at det ikke er mit ansvar at sætte grænser for dem, det skal de selv gøre. Derfor går det mig alligevel på, at han hver gang ”overtaler” dem til noget. Han kan være manipulerende.
Jeg er ikke selv forælder, men jeg forstår godt, man gerne vil hjælpe sit barn i alle livets forhold, men der må bare være en grænse.
Hvordan skal jeg forholde mig til min familiesituation?
Hilsen den bekymrede søster/datter

Kære Bekymrede søster/datter
Jeg forstår godt din bekymring. Din beskrivelse af situationen får også mig til at tænke, at det ville være mere rimeligt og fornuftigt, hvis dine forældre sagde lidt mere fra. At det nok ville hjælpe din bror mere på længere sigt, hvis han blev tvunget til at begynde at tage mere ansvar for sig selv og sit liv.
Lad mig starte, hvor du slutter. Du skriver: ”Jeg er ikke selv forælder”. Det at blive forældre er noget af det mest vidunderlige, man kan forestille sig – men samtidig også noget af det mest skræmmende og mest udfordrende. Ansvaret er kæmpestort, og det kan nogle gange føles uoverskueligt.
Man ønsker for alt i verden, at ens børn vil klare sig godt – et ønske og et ansvar, man ikke lige slipper, blot fordi barnet bliver 18 år. Og i vores enorme ønske for at hjælpe vores børn godt i mål træffer vi som forældre, i al vores egen fejlbarlighed, nogle gange forkerte beslutninger.
Som jeg startede med at skrive, så synes jeg du har ret i, at dine forældre burde sige mere fra overfor din bror. Men det lyder samtidig også som om, at det er en bevidst strategi fra dine forældres side. Det er ikke tilfældige beslutninger, men noget, de har valgt.

Så selvom du er bekymret for dine forældre (og irriteret på din bror), så prøv at gøre netop, som din egen fornuft fortæller dig: stop med at være ansvarlig for dine forældres beslutninger, og lad det være op til dem, hvordan de handler. Du har ærligt og modigt gjort dem opmærksom på, hvad du observerer – og hvad de så bruger den information til, er op til dem. Lad dem være forældre på deres måde – på godt og ondt. Også selvom det er svært for dig.
Det vigtigste i denne sag er, at du ikke er i tvivl om, at dine forældre vil være der for dig, hvis du skulle gå hen og få brug for dem på samme måde.

Der er altså ikke tale om, at de foretrækker din bror fremfor dig, og det handler derfor (heldigvis) ikke om forskelsbehandling fra deres side. Set med dine forældres øjne handler det måske om at skabe balance mellem jer: Du har et velfungerende liv, og de hjælper din bror med at få sit liv til at fungere?!?
Din irritation mod din bror er forståelig, og jeg kan godt forstå, at du har konfronteret ham med hans væremåde. Gør du blot det engang imellem, så konstruktivt du kan. Måske han en dag endda vil tage noget af det, du siger, til efterretning – også i praksis?
Indtil da, må det usunde mønster mellem ham og dine forældre stå for deres egen regning.
Hilsen Suh

Skriv til: Psykolog Suh B. Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres.
Du er velkommen til at være anonym. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

 }