Bo’s udfordring

Vi har tidligere fortalt i Udfordringen om Bo og Mona Henriksen, der mødte hinanden på en nudiststrand nord for København. Alligevel endte det med, at de begge blev kristne, og i dag er de blandt de mest aktive gadeevangelister.

Ofte er det den slags folk, der kommer ind fra siden og ikke vokser op i det kirkelige miljø, der har mest syn for, at andre også skal have chancen for at høre evangeliet. Og selv om de naturligvis siger og gør tingene på en ny måde, så tror jeg, vi i kirkerne skal være lykkelige for ”de nye”.

Bo har i sin ildhu skrevet en lille bog (se herover), hvor han på sin utraditionelle og ligefremme måde kommer med en klar udfordring til alle os, som er kristne.

I bogen beskriver han og Mona, hvordan troen kom til at vende op og ned på deres liv på en god måde, og hvordan de til sidst måtte ud på gaderne for at fortælle andre om Jesus.

Det var der ikke den store opbakning til i kirkerne, hvor vi måske hellere ville hygge os indenfor? For Bo og Mona var det heller ikke nemt at tage de første skridt – indtil de fandt ud af, at Gud gik med, og mange gerne vil snakke om tro. Specielt, når de har oplevet Gud helbrede dem efter gadeevangelisternes bøn.

I dag findes der stadig kun få kristne, der går på gaden i forhold til, hvor mange troende kristne, vi er. Og Bo håber med bogen at udfordre mange flere til at gå ud i tro og opleve de sejre, der følger med. Det forandrer nemlig også os selv og gør vores tro og liv levende, når vi deler det med andre.

Udover Bo’s eget vidnesbyrd indeholder bogen mange gode og lavpraktiske råd. Fx noget om at overvinde frygten for mennesker, om gademission før og nu, at vi er ambassadører for lyset, og at vores sind må fornyes. Der er også noget om Gadekirke Silkeborg og Gadekirke Aarhus, om at vi kan helbrede, om Gud som vores far, om Djævelens virkelighed, men også om den troendes autoritet, om discipelskab, og bogen har en prædiken af evangelisten John G. Lake.

Den gruppe, som Bo leder, hedder GadekirkenKBH.dk. Her har man valgt at gå med gule veste, så man lyser op i gadebilledet. Andre grupper i København og andre byer har valgt en anden stil. Men det vigtige er ikke nødvendigvis metoden.

Samtidig er det dog også vigtigt at forstå, hvad Helligånden leder til, og kende den autoritet, vi som troende kristne har. Hvis man går ud i ”egen kraft” risikerer man, at det bliver forkrampet og anstrengt. Det er vigtigt, at det er fornyede åndsfyldte kristne, der møder moderne danskere. Kristne, der lever på en 2. eller 3. generations tro, og som sidder fast i religiøse vaner og forestillinger, gør sjældent gavn.

Tværtimod.
Men i Guds kraft er det muligt, og det nytter.