Jeg har været den søde pige alt for længe

Prøv at øve dig lidt  ved at finde bitte-små udfordringer, hvor du vil prøve at sige fra.
Prøv at øve dig lidt ved at finde bitte-små udfordringer, hvor du vil prøve at sige fra.

Kære Suh.
Jeg er en kvinde på 36 år, gift og har to børn. Jeg er som sådan glad for mit liv, har en dejlig familie og gode venner, et godt job.
Mit problem er, at jeg er en rigtig pleaser. Det har altid været sådan, så længe jeg kan huske tilbage, både i skolen, på gymnasiet og senere på de forskellige arbejdspladser jeg har været på. Det har gjort, at jeg altid har haft mange venner og altid været meget vellidt.

Men selvom det er dejligt set i et socialt perspektiv, så er det også bare enormt anstrengende.
Nu ved jeg så bare ikke, hvordan jeg skal bryde dette mønster, for selvom jeg godt kan erkende, at det er usundt, så bliver jeg nærmest tvangsagtigt ved med at gentage det.

Jeg har overvejet terapi, og det vil du sikkert også råde mig til, men det er for det første noget uoverskueligt at skulle kaste mig ud i, og selvfølgelig også dyrt.

Så derfor ville det være dejligt, hvis du kunne give mig nogle fif til, hvordan jeg kan komme videre, på egen hånd.
Venlig hilsen
”Pleaseren”

Kære Pleaser
Ja, du har da helt ret i, at den mest effektive måde at arbejde med et indgroet dårligt mønster på er via nogle timer i terapi – især hvis det er et mønster, der har været der i mange år.

Når man går i terapi får man ro til fordybelse, fordi der her ikke er andre ting, der pludselig forstyrrer, plus det, at man rent faktisk får sat tid af til at få fokuseret på sine problemstillinger. Mange vil gerne arbejde med problemerne på egen hånd, men får ikke taget sig tid til det. Lidt ligesom når man gerne vil begynde at træne eller male m.m., men tiden til det dukker bare aldrig rigtig op.
Ja, det kan være både lidt uoverskueligt, måske endda angstprovokerende at skulle snakke om sine tanker og følelser, og der er selvfølgelig også den økonomiske del at tage i betragtning, men det er efter min mening energi og penge givet godt ud, når man tænker på, at ens livskvalitet kan blive forhøjet på længere sigt.

Hvis du dog vil prøve at arbejde med tingene på egen hånd først, så prøv at være meget opmærksom på, hvad det er, der sker i dig, når du får behov for at please andre.

Læg mærke til, hvordan du reagerer i kroppen, i hovedet (tanker) og i dine følelser. Prøv at skrive det ned og se, om du kan finde et mønster. Er det nogle bestemte tanker, med et bestemt budskab til dig, der afholder dig fra at sige nej? Eller dukker der måske nogle følelser op, som du fortrænger, og som du burde lade dig selv føle noget mere, fordi de ville give dig motivation og energi til at tilgodese dine egne behov lidt mere?

Prøv at øve dig lidt i denne ”disciplin” ved at finde bitte-små udfordringer, hvor du vil prøve at sige fra. Går det godt, så lad efterhånden udfordringerne blive større og større.
Hilsen Suh