Leeland går lowkey

Efter 9 år på den kristne musikscene har Leeland bevæget sig fra at minde om Coldplay og Delirious? til en mere lowkey elektronisk poplyd.

Leeland er med deres femte album blevet en del af musiklivet omkring Bethel og har udgivet Invisible i deres label. Det kan høres. Om det så er en god ting, er straks sværere at svare på.

For inderlige Leeland-fans er der nok et identitetstab i det. For man bliver præget af dem, man laver musik med, og ”Bethel-lyden” skinner klart igennem på Invisible. For lyttere med knap så mange følelser i klemme, gør Leeland stadig det, de gør, rigtig godt.

Albummet er præget af let-tilgængelig pop med en afdæmpet lyd, der bliver svøbt ind i et velkomponeret elektronisk lydbillede. Produktion og musikalitet er helt i top, men der er ingen tvivl om, at Leeland stadig lægger fokus på budskabet i deres musik. Her er der hverken halvkvædede viser om livet tilsat et hint af Gud eller genbrug af simple kristen-fraser. Gennemarbejdet lyrik er en af Leelands hædersmærker kombineret med musik, som indrammer lyrikken.

Som på Lion and the Lamb, hvor paradokset i kongernes konge og ham, som giver sit liv bliver sat på spidsen. Eller i titelnummeret, hvor lyrikken spiller på Guds synlighed iblandt os. Han er netop ikke Invisible, men møder os i vores tro.
Overordnet er albummet varieret i sit udtryk, men med en klar sammenhæng i lydbilledet.

Mange af sangene er lovsange i betydningen ”sange, der lovpriser Gud”. De færreste af dem i betydningen ”sange, der er gode til menighedslovsang”. Men det hindrer dem ikke i at være oplagte ”sange, jeg lytter til og kobler mit hjerte på, når jeg hører dem”, for nu at sige det lidt kringlet.

Derfor kan albummet også sagtens anbefales – også til Leelandfans, som er parat til lidt forandring.