Man må tale det rigtige sprog for at nå folk

For de unge er det rigtige sprog måske musikstilen. For flygtninge er det modersmålet.

– Vi er imponeret over jeres kultur, og I er gode og gæstfri mennesker. Men der mangler nogle unge i jeres kirker.

Det siger Charles og Rachel Katale fra Tanzania, som netop har besøgt Brødremenighedens Danske Mission (BDM) i Danmark. Charles er formand for kirkeprovinsen Tanzanias Lake Tanganyika Province i Kigoma og præst for en menighed med 250 medlemmer.
Danmark er et godt land

Hvad er jeres indtryk af Danmark?
– Danmark er et meget rent og smukt land. Jeres regering gør et godt stykke arbejde. I har mange skove, og I beskytter jeres historiske minder, siger Charles og Rachel.
Under deres ni dages visit i Danmark har de bl.a. besøgt Grænsemuseet ved Christiansfeld og har lært noget om krigen mellem Danmark og Tyskland. Det er godt, at man bevarer historien, synes de. Men det kræver en prioritering, som man ikke har råd til, hvor de selv kommer fra.
– Men jeg vil selv til at gemme minder, siger Charles med et stort smil.

Larmende musik

Ægteparret har også besøgt Hjordkær Kirke i Sønderjylland, hvor præsteparret er tidligere missionærer. Charles fortalte under gudstjenesten om arbejdet i Tanzania. Samtidig fik de afrikanske gæster selv et indtryk af kirkelivet i Danmark.
– Mange mennesker i Danmark går ikke i kirke, selv om de kalder sig kristne. Der er mange gamle i kirken, men de unge mangler. Det er ikke godt. Det er et problem.

Hvad gør I i Tanzania for at få de unge i kirke?
– Vi tænker på, hvad de unge ønsker. Så holder vi nogle særlige lovsangsgudstjenester om lørdagen, hvor vi spiller mere af de unges musik og holder en kort prædiken. Og efter 5-6 måneder bliver de en del af menigheden, fortæller Charles.

Hvad mener de ældre om de unges musik?
– De ældre er bare glade for det, der sker. Men de synes nok, at det larmer for meget, indrømmer præsten leende.

Flygtningearbejde på flere sprog

Brødrekirken i Tanzania har et nært samarbejde med danske missionærer og volontører, som hjælper i skoler og klinikker omkring Tanganyikasøen. De gør også en stor indsats i landets flygtningelejre, som drives af FN. I lejrene har der boet flygtninge fra Congo gennem de sidste 15 år. Der er også flygtninge fra Burundi, som har været i lejrene de sidste to år.
– Sammen med volontørerne holder vi seminarer for flygtningene om samfundsforhold og konfliktløsning. Vi underviser om, hvordan man skal leve som kristen, og vi skaffer dem bibler og kristne bøger og hjælper dem med praktiske ting, fortæller Charles Katale.

Selv om der findes over 100 forskellige sprog i Tanzania, taler de allerfleste swahili og engelsk. I flygtningearbejdet må man dog bruge tolke. Men for at lette arbejdet med flygtninge fra to forskellige lande har man nu startet en kirke for hver af sproggrupperne.

Kirkerne samarbejder

– Brødremenigheden samarbejder med lutheranere, anglikanere og baptister, fx når vi holder store konferencer. Vi er også fælles om det kristne børnearbejde under Compassion International.

Vi mødes til fælles bøn for vores land, hvor vi beder for de aktuelle problemer. Og når vi oplever problemer, fx med muslimerne, går vi sammen med de andre kirkers repræsentanter til regeringen for at forelægge sagen og bede dem om hjælp, forklarer Charles Katale.
Han har læst teologi på det lutherske Tumaini University i Iringa og blev ordineret som præst i 1991.

Charles og Rachel Katale har tre døtre og en søn i alderen 15-24 år. De to ældste læser på universitetet i hovedstaden Dodoma, mens de to yngste går i secondary school i Arusha.

Brødrekirken i Tanzania

Moravian Church in Tanzania er landets tredjestørste kirke (efter lutheranerne og anglikanerne) og har godt 400.000 medlemmer.
En af de danske missionærer er Knud Elmo Knudsen, der udfører diakonalt og evangeliserende arbejde omkring Tanganyikasøen.