Nadverfejring på Månen
Kristen Nørgaard Kristensen, pens. SAS kaptajn
Bryggerparken 4
4450 Jyderup
Det var med stor interesse, jeg læste Iben Thranholms klumme, ”Russerne tager Gud med på rumfart”, i Udfordringen af den 11. september 2016, hvoraf det fremgår, at en russisk astronaut vil medbringe evangeliet og nogle ikoner samt en sten fra Taborbjerget, når han i nær fremtid skal opsendes til den Internationale Space Station. – Det er naturligvis glædeligt, at russerne efterhånden har indset, at den første mand i rummet, russeren Juri Gagarin, tog fejl, da han efter sin rumflyvning var af den opfattelse, at Gud ikke eksisterede, eftersom han ikke havde set Gud, da han var ude i rummet.
Iben Thranholms klumme fik mig til at mindes et afsnit i Carl P. Behrens bog, ”En flig af nådens trone”, hvori han omtaler en samtale med en amerikansk kvinde fra Houston, der havde været på besøg i Nakskov. Denne kvinde tilhørte The little white Church on Nasa Road 1, hvor også astronauten Buzz Aldrin kom. Neil Armstrong og Buzz Aldrin var de to første mennesker, der betrådte Månen efter at være landet med The Eagle, hvilket skete den 20. juli 1969.
Buzz Aldrin havde fået tilladelse til at medbringe en lille sølvkalk og brød fra sin menighed på rumrejsen. Præst, astronauter og andre indviede aftalte ikke at røbe noget, før de var landet på Månen. Få minutter efter landingen kaldte Buzz Aldrin Houston kontrol centret op og bad om nogle minutters stilhed og sagde: ”Jeg vil gerne invitere hver enkelt til at lytte med, lige meget hvor man er, og hvem man er, for et øjeblik at tænke over de begivenheder, der har fundet sted gennem de seneste få timer – og for at bringe takken videre på hver sin egen måde!” Derefter læstes teksten fra Joh 15, 5: ”Jeg er vintræet. I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Derefter hældte Buzz vinen op i kalken, og med kun 1/6 af jordens tyngdekraft løb vinen smukt og langsomt rundt langs bægerets sider.
Det er tankevækkende, at nadveren var det første måltid, der blev indtaget på Månen. Nadverkalk og disk, der blev brugt på Månen, opbevares nu i et lille museum i ovennævnte amerikanske kvindes kirke.
Det er stort og glædeligt, at der også i vor teknologiske og avancerede tidsalder er ledende personer på ansvarsfulde poster, der har det klart for sig, at skilt fra Gud kan man slet intet gøre. – Guds er æren! (Forkortet, red.)