Min måde er dig nok!
Som ung gik jeg ind imellem på kirkegårde. Det var en form for meditation for mig. Når jeg motionerede på min cykel og fik blæst frisk luft ned i lungerne, holdt jeg tit pause på en kirkegård og dvælede ved ordene på gravstenene.
På mange af gravstenene stod der:
Min nåde er dig nok.
På andre stod der slet og ret ”Elsket og savnet”, men på nogle altså ”Min nåde er dig nok”.
Kristendom kogt ned til en maggiterning!
Ordene fra Paulus og hans Andet Korientherbrev fortæller, at Gud sagde til ham: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”.
Jeg har mødt mennesker, der har fortalt mig, at de tror på Gud – med den lille tilføjelse, at det altså ”er på min egen måde”.
Jeg havde engang en samtale med en rar og elskelig kvinde, som var kristen ”på min egen måde”, som hun sagde.
Jeg spurgte, hvad hun mente med det, og hun svarede, at hun troede på Jesus.
Men der var også meget i Bibelen, hun ikke troede på – i hvert fald ikke på dén måde, som jeg sikkert troede på det, eller som præsten prædikede. Hun troede på sin egen måde!
Jeg spurgte lidt ind til, hvad hun mente med ”min egen måde”. Jo, svarede hun – Jesus troede hun på, men hun var også inspireret af østlig filosofi, og hun havde været på Væksthøjskolen på Djursland, og i øvrigt troede hun på reinkarnation.
Om jeg gjorde det?
Næh, svarede jeg – og spurgte, hvorfor hun selv gjorde det.
Hun sagde, at det føltes rigtigt for hende, og i øvrigt kendte hun mennesker, der kunne fortælle om tidligere liv.
Jeg bliver ikke forarget, når jeg møder den slags. I alle kirker kommer mennesker, som er søgende, gode, hjertevarme mennesker, men som nogle gange – efter min mening – blander tingene sammen.
Men er vi ikke alle på vej?
Jeg er ret sikker på, at kvinden var løbet skrigende bort, måske helt bort fra dén vej, hun trods alt var slået ind på, hvis jeg havde dømt hende. Søgende mennesker skal mødes med kærlighed og i samtale…
Der er dog mindst ét problem:
Måden, sin egen måde, var vigtig for kvinden, jeg talte med – måske lige så vigtig som nåden. Hvad ved jeg…
Gud sagde til Paulus – og til os andre: ”Min nåde er dig nok”.
Hvis Gud havde sagt: ”Min måde er dig nok” – så havde det selvfølgelig været lige så rigtigt.
Men hvis det er os, der siger til Gud: ”Min måde er dig nok!”
Så synes jeg, at vi så har et problem…
God søndag!