Ny julesangbog for hele familien
Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU) har netop udgivet en julesangbog til børn og juniorer spækket med både kendte julesalmer, nyere julesange og helt nyskrevne sange.
’Juletid’, som den hedder, bliver udgivet for at synge julens budskab ind i børnenes hjerter. Når det kommer til højtider, så er julen nok de fleste børns favorit. Men på trods af det, så findes der bare ikke mange julesange, som er skrevet til at være i børnehøjde. Det vil ’Juletid’ lave om på.
– Med ’Juletid’ ønsker vi i LMBU at gøre noget ved manglen på egentlige børnesange om julens centrale budskab: at Jesus blev menneske for at frelse alle mennesker – også børnene! Sangene i ’Juletid’ kommer omkring de centrale aspekter i julen og sætter på hver sin måde fokus på julens mirakel. Alt sammen i børnehøjde, uanset om det er de helt små eller lidt større børn, siger Simon Bartholdy, som er børnemusikkonsulent i LMBU og redaktør af Juletid.
’Juletid’ består af 30 sange, både gamle kendinge og helt nye af slagsen. De nye sange er skrevet af forskellige sangskrivere, blandt andre Signe Walsøe og Simon Bartholdy.
’Juletid’ kan enten købes som gennemillustreret sanghæfte, perfekt til at bruge om træet juleaften, eller som sangbog med noder og medfølgende CD. CD’en indeholder indspilninger af de 21 nyeste sange, så både børn og voksne kan lære dem at kende.
LMBU håber, at ’Juletid’ kan blive en opdatering af julens sangrepertoire for både børnefamilien, børneklubben, kirken og skolen eller institutionen.
Juletid:
Sanghæfte:
kr. 15
10 stk.: 100 kr.
Sangbog med noder og CD:
Kr. 100
Forhandler:
www.lmbu.dk/juletid