Robert og det meningsløse

For nogle år siden boede jeg i København, og en aften var jeg til en mandekomsammen, hvor også Robert deltog. Robert var ateist og en venlig mand. Vi fulgtes hjemad den vinteraften, og på Øster Farimagsgade inviterede han på en øl.

Vi bænkede os på en café. Vi talte først om en fyr, vi begge kendte sporadisk, som nogle uger forinden var sprunget ud fra fjerde sal i en psykose. Hverken Robert eller jeg kunne få ind i vores hoveder, at fyren havde kastet sig i døden.
Det var så meningsløst, sagde Robert.

Han ville vide, om jeg som kristen kunne forklare det, give det mening af en slags, men det kunne jeg ikke. For mig var det også totalt meningsløst.

Jeg sagde, at Gud var meningen for mig, men jeg kunne ikke finde mening i, at en mand springer ud fra fjerde sal.
Robert spurgte lidt til min kristendom, og jeg spurgte lidt til hans ateisme, og vi havde en rigtig hyggelig samtale.

Robert forstod ikke, hvordan jeg kunne tro på Gud, når der sker så meget meningsløst i verden, og når videnskaben viser, at Gud ikke findes, og at verden er skabt ved en tilfældighed. Det var jeg så ikke enig i, og det talte vi om. Jeg ville have sværere ved at forklare verden, hvis Gud ikke var med i ligningen.

På et tidspunkt sagde Robert så dén sætning, som jeg stadig husker:
Jeg tror ikke på Gud, men jeg kan heller ikke forlige mig med, at universet bare er koldt og tomt, sagde han eftertænksomt.
Robert kunne ikke forlige sig med meningsløsheden – dén meningsløshed, som hele hans livssyn byggede på, og dog argumenterede han for den.

Nogle ateister påstår – modsat Robert – at de godt kan forlige sig med tanken om, at der ingen større mening er. De mest hårdkogte nyateister gør ligefrem en dyd ud af det.

Jeg tror mest på Robert. Han var ateist, men kunne ikke forlige sig med tanken om meningsløsheden.
Jeg tror derimod ikke på de ateister, der påstår, at det kan de godt. Måske tror de selv, at de kan, men et sted i deres sjæls kramkiste ulmer tvivlen, tror jeg på.

Robert kom jeg til at tænke på, da jeg for nyligt var til foredrag med Alister McGrath, teologisk professor og apologet (trosforsvarer) – og tidligere ateist.
Han sagde nogenlunde det samme, som Robert sagde. Han citerede C.S. Lewis, der i sine unge år også havde været ateist.
Lewis sagde: ”Alt det jeg elskede, troede jeg var usandt, og det jeg troede var sandt, fandt jeg meningsløst”.
Det jeg troede var sandt, fandt jeg meningsløst!
God søndag!