Vi er født for at leve…

I denne kronik ser Mogens Albrechten bl.a. på, hvordan bortrykkelsen vil ske ifølge Bibelen.

Jeg var ude at lufte vores hund, da jeg mødte en af vore naboer. Vi kom til at tale om en mand fra vort nabolag, der netop var død og blevet bisat. Da sagde min nabo: ”Vi er født for at dø.” Min reaktion kom prompte og uden overvejelse: ”Nej,” sagde jeg, ”Vi er født for at leve!”

Vi lever i en verden, hvor døden har hersket siden syndefaldets dage i Edens Have, og vor tilværelse er ofte gennemfarvet af denne uafviselige kendsgerning.

Men gennem vore forældre fik vi livet som en gave, ikke blot for at træde ind i manegen, og så går vi en runde, hvorefter vi bukker eller nejer for publikum, og så ud af vagten. Farvel og tak, og det var så det.

Nej, da vi blev et levende væsen, et menneske med en ånd, en sjæl og et legeme, ind-trådte vi dermed i et evighedsperspektiv, som er uafviseligt. Hvor vigtigt er det så ikke, at vi tager ansvar for det liv og den eksistens, der er givet os.

Dommen

Sandt er det jo, at det er menneskers lod ”én gang at dø og derefter dømmes” (Hebr. 9,27), og når man tænker på alt det blod, som diktatorerne gennem tiderne har udgydt, må man forfærdes over, hvad der venter dem, for der skal ske en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige. På den yderste dag vil dommen finde sted ved den store hvide trone (Ap.G.24,15-Åb.20,11-12).

Troede de nazistiske ledere i Tyskland under Den Anden Verdenskrig virkelig, at de ved at begå selvmord kunne undfly straffen for deres ugerninger? Hvis det var tilfældet, så har de taget grueligt fejl, for alt vil komme for lyset, når tiden er inde.

Vi kristne har også begået mange synder gennem vort liv, men når vi kommer til tro på Kristus og bekender vore synder, så får vi tilgivelse på grund af, at Jesus ved tidernes ende er trådt frem ”én gang for alle” for at udslette vor synd på Golgathas kors, og så vil Gud tilgive vor uret og ikke længere huske på den (Hebr. 8,12).

For Jesus siger, at ”den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh. 5,24)
Vi er frie til at satse på livet, også mens vi er i denne verden.

Liv og død

Gud Herren sagde til Adam, det første menneske, at hvis han spiste af træet til kundskab om godt og ondt, så skulle han dø. Han måtte spise frugten af alle havens træer, men af dette ene træ måtte han ikke spise. Gjorde han det, ville han blive en del af det oprør, der havde fundet sted i den himmelske verden, hvor tronenglen Lucifer (Lysbringeren) havde gjort oprør og blev forvandlet til Satan (Modstanderen).

Desværre faldt Adam og Eva for Slangens alias Satans fristelse, og dermed trådte døden ind i menneskets verden, og der har den været lige siden.

Bortrykkelsen af Enok og Elias

Men Gud demonstrerede alligevel på trods af det, der skete i Edens Have, at han vil-le, at vi skulle leve hos ham i herligheden.
Da Enok, der levede i det første årtusind efter skabelsen, blev 365 år gammel, tog Gud ham bort fra jorden. Han var der ikke mere, for han havde fået Guds tro på, at han ikke skulle se døden. Enok havde nemlig behaget Gud med sin livsvandring, og Gud Herren tog ham til sig, og væk var han (1. Mos. 5,24-Hebr. 11,5).

Da profeten Elias for til himmels i en ildvogn trukket af ildheste, vidste han forinden, at han skulle hjem til Himlen uden at dø. Hans efterfølger som profet, Elisa, vidste det også, ligesom profeterne fra Betel og Jeriko gjorde det. De havde alle fået Guds tro på, at Elias skulle tages bort, hvilket de alle gav udtryk for (2. Kong. 2,3-5 og 9).

Når noget sådant skal ske, må vi have ”Guds tro” eller ”Gud Søns tro” i vor ånd (Mark. 11,22 – Gal. 2,20), for sådanne overnaturlige hændelser vil for det meste modsiges af den menneskelige forstand, der i almindelighed relaterer sig det naturlige.

Den store evakuering af Jesu menighed

Således vil der også i vor tid være kristne, der har dette håb i sig, at de ikke skal dø.

Hvorfor? Verdenssituationen tilspidser sig med krige, konflikter, flygtninge-strømme, epidemier og religiøst afsind. Tiden nærmer sig, hvor den djævelske inkarnation, Antikrist, vil træde frem på verdensarenaen. Men først må den, som holder igen, nemlig Jesu menighed, fjernes.

Det er den såkaldte bortrykkelse, hvor Herren selv vil stige ned fra Himlen. Men han kommer ikke ned på jorden i første omgang. Menigheden skal møde ham i skyerne, hvorefter det går hjem til Himlen, og så skal vi altid være sammen med ham. (1.Thes. 4,17). Hvilket saligt håb!

I den forbindelse er det, at Guds Ord siger: ”Lad mig fortælle jer en åbenbaring, jeg (Paulus) har fået om, hvad der vil ske, når den sidste trompet lyder, og Jesus kommer igen; vi skal ikke alle sove ind, men alle vil vi få et nyt legeme. Det vil ske i ét nu, i ét øjeblik. Når trompeten lyder, vil alle de døde kristne opstå med nye uforgængelige legemer, og vi andre, som stadig lever, vil blive totalt forvandlet” 1. Kor. 51-52 (hv).

Vort jordiske legeme vil blive forvandlet til et himmelsk legeme, og det sker på et tidsudeleligt øjeblik, et atomos (gr.), og hvad enten vi kristne hører til dem, der er døde før menighedens bortrykkelse, eller vi lever, når den finder sted, så vil vi alle få et nyt legeme, der er funktionelt til at færdes i den himmelske verden hjemme hos Jesus, hvad vort nuværende legeme – ”kød og blod” – ikke kan.

Hvilken herlig oplevelse vil det ikke blive for os alle, ikke mindst for de handicappede, de syge og gamle mennesker, hvis jordiske legemer ikke er, hvad de har været.

Da lyder sejrsråbet:

”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod!” (1. Kor. 15,54-55)
Da vil døden for evigt være et afsluttet kapitel for Jesu bortrykkede menighed.

Det himmelske hjemland

Herren sagde i sin tid til Abraham, at han skulle forlade sit land og sin slægt og rejse til et land, som Gud ville vise ham, det daværende Kana’ans land, som vi i dag kender som Israel. Og Gud gav ham og hans efterkommere landet, men efter at have været slettet af landkortet som en nation de sidste par tusinde år, blev staten Israel udråbt i 1948, hvilket er et afgørende tegn for den tid, vi lever i.

Men selvom Abraham, Isak og Jakob rejste rundt i det forjættede land, så ventede de alligevel i deres indre på byen med de faste grundvolde, nemlig Det Ny Jerusalem, for de bekendte, at de var fremmede og udlændinge her på jorden (Hebr. 11,13).

Det samme gælder for os kristne. Sammen med patriarkerne og de andre hellige har vi en herlig fremtid. Ellers ville dette liv på jorden være totalt meningsløst. Vi blev nemlig født for at leve evindeligt.

Men først må verdensforløbet gå sin gang: Bortrykkelsen af Jesu menighed med den efterfølgende fest i Himlen, det såkaldte ”Lammets bryllup.” Antikrists relative, korte diktatur- og kontrolperiode på jorden, herunder ”den store trængsel”. Kristi synlige genkomst, hvor han sætter sin fod på Oliebjerget i Jerusalem. Herefter Tusindårsriget på jorden, hvor Satan er bundet i ”afgrunden”. Derefter slippes han løs for en kort tid, hvorefter slutopgøret finder sted, og Satan styrtes i søen, der brænder med ild og svovl, hvor også Antikrist og Den falske Profet befinder sig. Det vil være deres opholdssted til evig tid.

Derefter finder den endelig dom sted ved ”den store hvide trone”, hvor mennesker gennem tiderne for afgjort deres evige skæbne.
Når alt dette er sket, er den gamle jordklodes tid forbi. Elementerne vil komme i brand, og jorden og alt det menneskeskabte vil gå i opløsning. Men, siger apostlen Peter under Helligåndens mægtige inspiration, ”efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2. Peter 3,13).

Det samme så apostlen Johannes:
”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord for-svandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.” (Åb. 21,1-2)

Guds bolig er nu hos menneskene, og han vil tørre hver en tåre af vore øjne, og det er for evigt slut med døden, for vi blev født for at leve gennem tidsaldrenes uendelige evigheder hjemme hos Jesus, i vort himmelske hjemland.

Landet – Danmark

Men indtil videre befinder vi os i landet, og for os danskere vil det sige: Danmark.
Derfor bør vi satse på at medvirke til, at landet bliver evangeliseret, for herefter er tiden kort.

Vi må gennem bøn finde vor plads i Jesu menighed, og når vi finder den, indgår vi i Guds helhedsplan for Danmark, for Gud vil, at ”alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1. Tim. 2,4), og det er Kristus og ingen anden.

For vi blev alle født for at leve, og ikke for at dø. Hvor vigtigt er det da ikke, at vi mennesker vælge at tro på Jesus, så vi ikke går fortabt. ”For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6,23).