Diskriminerende vinreklame

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C

“Portvin for enhver smag fra feinschmecker til farmor,” stod der for nylig i en husstandsomdelt reklame fra et supermarked.

Nu kunne farmor jo godt føle det diskriminerende i en portvinsreklame at blive betragtet som det modsatte af en feinschmecker.
Der er i det hele taget grund til at se med kritiske øjne på alkoholreklamer. I reklamen fra supermarkedet var der hele otte sider med reklamer for alkohol.

Hvert femte barn vokser op i et hjem med alkoholmisbrug, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Derfor opfordrer kommuner over hele landet til, at man griber ind over for venner, familie og kollegaer, hvis man har mistanke om, at deres alkoholvaner er til skade for familiens børn.

Der er andre ting, der er mere grund til at have mistænkt for at være til skade for både børn og voksne, og det er markedsføringen af alkohol.
Hvorfor er der ikke for længst blevet grebet ind over for alkoholreklamer som i Norge og Sverige?
Og hvorfor opfordrer kommunerne ikke i stedet for til at gribe ind over for en aggressiv og skrupelløs markedsføring af alkohol – for børnenes skyld?