Du må fortælle dine venner sandheden
Kære Suh.
Jeg er i et stort dilemma! Jeg går i 3.g. og har en rigtig god veninde, som jeg lærte at kende, da vi startede i gymnasiet.
Igennem mig lærte min veninde en af mine gamle venner at kende, og de blev så kærester kort tid efter (siden midten af 1. g). Det har altid været en fordel, for vi klikker alle 3 rigtig godt sammen + jeg kender hans venner og omvendt.
Men nu er der sket det, at jeg tilfældigvis ved, at han har været sammen med en anden pige til en fest for noget tid siden. Min veninde ved det ikke, og jeg har det så dårligt med, at jeg ved det, når hun ikke gør det.
Jeg har konfronteret min ven/hendes kæreste med det, men han tigger og beder mig om ikke at sige noget og siger, at min loyalitet overfor ham burde være større end overfor hende, fordi jeg har været venner med ham i længst tid. Han har forsikret mig om, at der ikke længere er noget med hende den anden, og at det var en kæmpe fejl. Jeg er totalt splittet og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Please, sig mig ærligt, hvad du vil råde mig til????????
Hilsen Veninde i knibe
Kære Veninde i knibe
Puha, ja det er noget af en klemme at være i. Du vil gerne være loyal både overfor din ven og overfor din veninde, men uanset hvad du vælger, vil en af dem opleve sig svigtet.
Nogle vil hævde, at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af: Så længe din veninde ikke ved noget – så er hun heller ikke ked af det. Det ville tale for, at du tier og dækker over din ven/hendes kæreste.
Men problemet er tilsyneladende ikke kun det, hun ikke ved – men lige så meget det, du til gengæld ved? For du skriver jo, at du har det dårligt ved at gå med den viden, som omhandler hende og hendes forhold? Jeg gætter på, at du formentlig føler både skyld, tristhed og vrede på hendes vegne?! De følelser vil måske endda vokse, når hun fortæller om sin kærlighed til sin kæreste, når du ser dem sammen, eller når hun udtrykker sin taknemmelighed over dit venskab, giver udtryk for, at hun stoler på dig? Hemmeligheden er altså slet ikke kun et problem i forhold til, om din veninde ved det eller ej – det handler lige så meget om, at du ved det.
Når din ven/hendes kæreste argumenterer for, at du skal dække over ham pga. jeres længerevarende venskab, er det sådan set bund-egoistisk. Han beder dig om at lide på grund af hans fejltagelser. Er det rimeligt? Er det at være loyal overfor dig? Det er måske i virkeligheden det, I skulle diskutere? Jeg forstår godt hans bevæggrunde. Han ønsker at fortsætte sit forhold til din veninde. Men faktum er, at han har foretaget nogle valg, som ikke kan annulleres – selvom han prøver på det. Og nu kræver han af dig, at du skal være med til at betale for hans fejl. Det synes jeg ikke er i orden.
At stå ved sine fejl er ubehageligt og svært, men det er samtidig også det, der gør stærk. Man modnes og lærer af det – i stedet for at vænne sig til, at man kan tie problemerne ihjel.
Sandheden kommer altid frem før eller siden, og så vil du højst sandsynligt få store problemer med din veninde, som givetvis vil synes, du har svigtet hende. Så uanset hvordan du vender eller drejer sagen, er du nødt til at vælge mellem at være ”loyal” overfor enten din ven eller din veninde.
Mit råd til dig vil være at give din ven valget mellem selv at fortælle din veninde sandheden – eller at du gør det. Det giver ham mulighed for at bevise, at han ejer mandsmod, og så må han håbe på, at deres forhold er stærkt nok til, at de kan komme videre derfra – sammen.
Og hvis de kan det, så går de meget stærkere derfra, end da de kom.
Hilsen Suh