Døden er livets store spørgsmål

Kære Suh.
Jeg går ofte rundt og tænker på døden. Er det meget mærkeligt?
Det skal siges, at jeg ikke er selvmordstruet, og at jeg aldrig har tænkt på selvmord! Når jeg tænker på døden, er det mere som en grunden over det forestående: At vi alle skal dø, også jeg, og hvordan det mon bliver (jeg tænker her på efterlivet, et liv med Gud i ”Himlen”).

Jeg tænker ikke på døden med frygt eller sorg, men mere som en filosoferen. Det sætter tanker i gang om mit nuværende liv, og jeg synes det på nogle måder giver mit liv kvalitet.

Jeg lever alene (er 64 år) og har ikke børn, men har nogle tætte veninder. Dem kan jeg dog ikke snakke med om disse ting, da de synes, det er ”mærkeligt”, og ikke kan sætte sig ind i mine tanker. Jeg tror, det skræmmer dem lidt.

Jeg har det godt som tingene er nu og er som sådan ikke bekymret for, om jeg er ”unormal”, men jeg vil da gerne høre, hvad du tænker om det.
Med venlig hilsen
Senior 64

Kære Senior 64
Din beskrivelse af, hvordan du tænker på døden, lyder overhovedet ikke usund! Tværtimod synes jeg, mange kunne lære meget af dig: At vi skal forholde os til det faktum, at vi alle skal dø en dag – hvornår ved vi ikke.

For det er, som du selv er inde på, lige netop med til at sætte vores hverdag, det levede nu, i perspektiv. Når vi forholder os til vores dødelighed, kan nuet få en helt anderledes kvalitet og vitalitet, fordi vi indser, at vi har begrænset tid at leve i, og vi derfor gør klogt i at prioritere ret.

Mange, der har været tæt på at dø, men overlevet, fortæller da også om, hvordan deres liv efterfølgende leves helt anderledes – og ofte med valg/handlinger baseret på andre værdier end tidligere. Nogle beskriver det som at være blevet ”sat fri” – fri fra konformiteter og samfundets pres.

Selvfølgelig skal der være en balance i at forholde sig til døden, for vist er det sikkert, at vi skal dø, men vi skal heller ikke være så optaget af døden, at vi glemmer at leve!

Nogle går nemlig i den helt anden grøft, både ved at fokusere så meget på døden, at den fylder alt for meget, men også ved at glæde sig så meget til livet efter døden, at de helt mister evnen til at leve i nuet. Det er efter min mening lige så skadeligt som at glemme at forholde sig til døden.

Balance må der altså til, og det finder vi bedst ved at dele vores tanker med andre. Men du har helt ret i din observation af, at det for mange er svært og forbundet med tabu at snakke om døden. Nogle bliver triste på egne eller andres vegne, mens nogle simpelthen bliver bange, måske fordi de ikke selv har forholdt sig til den? Men netop derfor er det så meget desto bedre, at der findes sådan nogle som dig, som ikke er bange for at tale om døden, og som faktisk er afklaret med den og med det at skulle dø!

Du giver andre anledning til selv at forholde sig til døden, også selvom det måske først finder sted bagefter. Ved din frimodighed og ved dine refleksioner om emnet får andre måske sat nogle tanker i gang og bliver mindet om både døden og livets aktualitet.

Så bliv du endelig ved med at være ambassadør for livets store spørgsmål.
Hilsen Suh} else {