Norges største bibel lanceret

Den nye norske blindebibel fylder tre meter og vejer 40 kilo. Foto: Kristent Arbeid Blant Blinde og svaksynte (KABB).
Den nye norske blindebibel fylder tre meter og vejer 40 kilo. Foto: Kristent Arbeid Blant Blinde og svaksynte (KABB).

Norske blinde har nu fået en ny bibel i punktskrift. Den fylder tre meter og vejer 40 kilo.

For fem år siden fik nordmændene en ny bibeloversættelse, Bibel2011. De synshæmmede fik kort efter en lydudgave på bokmål. Nu har blinde, som læser punktskrift endeligt fået deres egen bibel, der er udgivet af organisationen Kristent Arbeid Blant Blinde og svaksynte (KABB).

En skræddersyet bibel

Brugere af punktbibelen kan vælge mellem otte varianter: Først skal man vælge mellem nynorsk og bokmål – herefter kan man vælge, om teksten skal være skrevet helt ud som i almindelige trykte bibler eller om den skal være i en af de tre former for ”kortskrift”.

Kortskrift indebærer, at ord og begreber som forekommer ofte bliver forkortet, så læsningen kan gå hurtigere for de rutinerede læsere. Trykningen foregår ud fra konceptet ”print on demand”, så kunderne kan bestille præcis den udgave og de dele af Bibelen, de ønsker.Punktbibelen er også forsynet med noter og kirkens tekstrækker.

– Der er ca. 2000 blinde i Norge, som behersker punktskrift så godt, at de foretrækker at læse på denne måde frem for at bruge lydbøger. I en punktbibel kan de lettere blade frem til præcis de tekster, de ønsker at læse, og så læse dem i deres eget tempo, siger Ingvar Nevland, der er generalsekretær i KABB.

Han tilføjer, at Bibelen er fordelt på 103 hæfter, så man let kan medbringe den del, man har brug for til fx gudstjenester.
En af punktbibelens brugere er præsten Magne Bjørndal.

– Som præst bruger jeg Bibelen hver dag i mit arbejde, og jeg har virkelig savnet at have adgang til Bibel2011 i punktskrift. Jeg skal jo oplæse teksterne ordret og har behov for at finlæse formuleringerne, når jeg forbereder mig. Punktskrift er mit skriftsprog, ligesom almindelig trykt skrift er det for seende. Derfor har arbejdet med punktbibelen også været et vigtigt ligestillingsprojekt, siger Magne Bjørndal, der har været konsulent for den nye udgivelse.

Den nye punktbibel åbner også muligheder for flere krævende bogudgivelser med punktskrift.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi har lavet en ny datalæsning, som helt automatisk kan ændre tekst med versinddeling og fodnoter til punktskrift. Tidligere har dette været et tidskrævende manuelt arbejde, så dette åbner muligheder for mange andre udgivelser end Bibelen. Det åbner også for bibeludgaver for blinde på andre sprog, fortæller
Ingvar Nevland i KABB.
KPK/Bodil