Gud arbejder i IS’ skygge

’Fleeing ISIS Finding Jesus’ udkom 1. januar.

I bogen ’Fleeing ISIS Finding Jesus’ fortæller tidl. muslimer og yazidier om mødet med Jesus.

– Vi lever i en gylden tidsalder, hvor Gud arbejder i IS’skygge.

Det mener forfatter Charles Morris, som netop er vendt hjem efter en rejse i Jordan og Irak.

Fatimas historie

– Første gang jeg så Jesus Kristus blev jeg overrasket. Jeg sad på trappen, da han viste sig. Han var klædt i hvidt, men det var ikke tøj, det var lys. Jeg fortalte min mand: ”Jeg så Jesus”. Men han svarede, at jeg altid talte om kristne, og at det nok bare var en illusion. Men jeg ved, at det var ham, fortæller ”Fatima”.

”Fatima” blev født i en sunnimuslimsk famlie i Nordirak. Hun fortæller roligt om sine oplevelser. Dagen efter sit første møde med Jesus skete det igen.
– Den tredje gang jeg så ham, var jeg syg. Han kom og holdt min hånd og sagde ”Min datter, vær ikke bange. Jeg vil sørge for dig”. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede, men jeg sagde: ”Jeg ønsker at hele mit liv bliver anderledes”. Jeg havde nogle problemer på det tidspunkt…
Fatima får tårer i øjnene, idet hun siger det. Hendes otte-årige søn lægger legetøjet fra sig og giver hende et knus. Herefter fortsætter hun sin beretning.

Fatimas svoger er medlem af al-Qaeda. Da hun blev kristen, lod hendes mand sig skille fra hende, hun modtog dødstrusler og måtte gå under jorden.
Senere blev Fatima gift med en kristen præst. Men da IS erobrede byen i 2015, måtte de flygte. Manden fik opholdstilladelse i Sverige, men på grund af nye stramninger er Fatimas ansøgning indtil videre ikke blevet besvaret.

– Jeg ved, at Gud elsker mig. Jeg mærker, at han er med i alle ting i mit liv. Det er et personligt forhold, og jeg gør ingen ting, før jeg hører fra ham. Men nu venter vi. Alting er blevet suspenderet, fortæller Fatima.

Charles Morris er leder af radiotjenesten Haven Ministries, som dækker 600 stationer i Nordamerika. Han har sammen med Craig Borlase skrevet bogen om mennesker, der flygter for IS og møder Jesus.
Ameena mærkede en hånd på skulderen

Også ”Ameena” fra Baghdad har fortalt Charles Morris sin historie. Da hendes mand blev kristen, blev livet både svært og farligt for ægteparret.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg sagde til ham, at han skulle vende tilbage til troen på Muhammed, men han sagde, at jeg skulle snakke med præsten i hans kirke. Jeg tog derhen, men kunne ikke finde præsten. Så jeg bad: ”Kære Gud, gør noget. Jeg må redde min mand”.

Men jeg følte ingenting. Så begyndte jeg at bede på en ny måde: ”Hvis min mand har ret, må du vise mig det”. Da følte jeg en stor hånd på min skulder. Jeg åbnede øjnene, for at se, hvem det var, men der var ikke nogen. Det var der, jeg kom til tro. Det var starten på mit nye liv, fortæller ”Ameena”.

– Derefter ændrede alt sig meget hurtigt. Jeg var fri. Der var ikke mere frygt, bare fred. Jeg så anderledes på islam. I Koranen er der noget, der tvinger folk til at handle, og det at føle friheden som kristen var noget totalt nyt. Kærligheden og respekten var noget, jeg aldrig havde kendt som muslim, fortæller Ameena.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”I bliver de næste!”

Ameenas mand havde en god ven, som var ISIS-sympatisør. Da ægteparrets tro blev kendt, begyndte der at komme trusler, og de måtte forlade Irak.

I Jordan fandt Ameena og hendes mand et kristent fællesskab som hjalp dem. De lærte Ameena noget om bøn og tilgivelse.
– I sidste måned blev min bedste veninde i Irak voldtaget og brændt. Hun var en kristen. Min man havde en kristen ven – ham dræbte de også.

De sendte os et billede af hans lig med ordene: ”I bliver de næste”.
– Jeg var vred i flere dage. Jeg græd og talte ikke med nogen. Men så accepterede jeg det og bad til Jesus. Jeg bad for deres familier, for morderne, at de må lære noget om Jesus. Sommetider beder jeg for ISIS: ”Jesus, lad dem lære dig at kende”

– Jeg tilgiver ISIS, og jeg takker dem endda, for de har åbnet døre for os til at tale om Jesus, siger pastor Samir fra Mosul i en udsendelse på den kristne nyhedskanal Haven Today.
Pastor S tjener flygtninge

Charles Morris mødte Fatima og Ameena i Jordan, hvor lokale velhavende kristne har hjulpet dem og andre flygtninge. Han fortæller også om en modig mand, der vil omtales som ”Pastor S”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pastor S kommer fra Nordirak og var praktiserende yazidi. På grund af IS’ forfølgelser måtte 40.000 fra denne religiøse minoritet flygte til Mount Sinjar.

Pastor S blev kristen efter at have set Jesus i en række visioner. Herefter var han i livsfare. Han blev banket, bilen blev sat i brand og familien modtog trusler. Han mistede også sit arbejde på en fabrik og måtte flytte. Nu, tyve år senere, er han stadig i livsfare. ”Jeg må flytte hver måned”, fortalte han. Charles Morris beskriver sit møde med præsten:
– Vi mødtes i et roligt hjørne i en bygning. Pastor S sad placeret, så han kunne holde øje med døren. Han introducerede mig for to mænd i tyverne, som var kommet sammen med ham. ”Jeg giver dem discipeltræning, de er nye kristne. De er hver især leder af et team på ti andre kristne i flygtningelejren. De leder bibelstudier, beder sammen og hjælper andre flygtninge, hvor de kan”, forklarede han.

Yazidier bliver kristne

De kristne er nødt til at være forsigtige. De mødes i hemmelighed, men oplever, at Gud bruger dem til gavn for andre. Pastor S forklarer, at der i hans menighed med 80 medlemmer er otte piger og kvinder med yazidi-baggrund. De har været kidnappet, voldtaget og solgt igen og igen som slaver blandt IS-tilhængere, før de undslap og kom til flygtningelejren.

– En af dem var gravid, da hun ankom – men disse kristne gik bare op til hende og omfavnede hende og bad for hende. Nu er alle yazidierne blevet kristne, fortæller pastor S.

Evangeliets guldalder

Ifølge en mellemøstlig evangelist er Fatima, Ameena, Pastor S og hans to unge medarbejdere ikke alene. Evangelisten har arbejdet i over 40 år i området og vurderer, at der nu i vor tid sker noget helt igennem enestående.

– I de sidste 25 år har der været flere omvendelser til kristendommen end i alle de tidligere 14 århundreder tilsammen. Dette er en gylden tidsalder, hvor muslimer kommer til Kristus. siger han.

Evangelisten nævner tre årsager til, at muslimer kommer til tro, nemlig bøn, en øget skuffelse blandt muslimer over deres egen tro og endelig Gud selv.

– Nogle steder i Bibelen læser vi, at Gud husker et land, og pludselig kommer de til ham. Fandt folk i Ninive Gud på grund af Jonas’ veltalenhed og prædiken? Nej, det var Guds suveræne indgriben, og Gud er stadig interesseret i, at hele byer og folk kommer til ham. Jeg tror, at han ønsker, at alle muslimer lærer hans kærlighed at kende. Derfor møder han dem nu gennem drømme og overnaturlige oplevelser som aldrig før, forklarer evangelisten.

Læs også: Øget forfølgelse af kristne – især i Syd- og Sydøstasien

Læs også: Pressemøde om forfulgte kristne på Christiansborg

Læs også: Ny film om forfølgelsen af de japanske kristne