Københavns kirker slår dørene op for hjemløse i vinterkulden
Siden juleugen har hjemløse migranter i København igen kunnet overnatte i Mariakirken. Også i to andre kirker på Vesterbro og Nørrebro er der nu indrettet nødherberger.
Nødherberget Maria i Mariakirken åbnede mellem jul og nytår igen dørene for hjemløse migranter, der ikke må sove på andre hjemløseherberger. 25 af dem får nu ligesom i de foregående vintre mulighed for at overnatte i kirken i Istedgade mellem kl . 23.00 og 7.00 næste morgen.
Nødherberget Maria fortsætter i år frem til slutningen af marts. Det er en af tre muligheder for overnatning for hjemløse i københavnske folkekirker. Også i Apostelkirken på Vesterbro og i Hellig Kors Kirke på Nørrebro er der for tiden indrettet nødherberger.
Nødherberget i Istedgade har dog brug for flere frivillige over 20 år til at tage nattevagter sammen med en fastansat medarbejder, siger Lene Rindal Nielsen til Kirken i København.