Øget forfølgelse af kristne i 2016 – især i Syd- og Sydøstasien

Intensiteten af forfølgelse kan aflæses ud fra landenes placering på Verdensranglisten, der viser de 50 lande, hvor det koster mest at være kristen.
Den røde farve (top-ti) markerer lande med ’Ekstrem forfølgelse’.
Orange farve markerer ’Meget alvorlig forfølgelse’, som foregår i de næste tyve lande på listen, mens den gule farve viser, hvor der foregår
’Alvorlig forfølgelse’.

Åbne Døres undersøgelse dækker perioden fra nov. 2015 til 31. oktober 2016. Den bygger på udførlige interviews med nøglepersoner i de enkelte lande.

Presset mod kristne vokser, og hurtigst går det i det sydlige og sydøstlige Asien. Derimod ligger Irak og Syrien lidt laverede end sidste år – fordi mange kristne er flygtet fra disse lande.

Det viser Åbne Døres nye Verdensrangliste, der blev udgivet d. 11. januar. Verdensranglisten 2017 rangerer de 50 lande, hvor forfølgelsen af kristne er værst. I disse lande oplever over 215 millioner kristne en høj grad af forfølgelse alene på grund af deres tro på Jesus.

Religiøs nationalisme i Asien

I Indien har det hindu-nationalistiske BJP-partis magtovertagelse udløst en religiøst motiveret nationalistisk iver, fortæller researcherne bag listen.

Fem af de seks lande, hvis pointscore er steget mest over det sidste år, er fra Syd- og Sydøstasien, nemlig Indien, Bangladesh, Laos, Bhutan og Vietnam.

Et andet land fra regionen, Sri Lanka, er ny på 2017-listen, mens det overvejende hinduistiske Nepal ikke kom med i år.
”Det er en iøjnefaldende tendens, at religiøs nationalisme driver de asiatiske lande op ad listen. Det er en langvarig trend, der har taget til i fart siden 1990’erne, hvor ingen bed mærke i det. Men i år kommer den virkelig til sin ret,” siger Dr. Ron Boyd-MacMillan, leder for strategisk research i Open Doors International.

”Tendensen er mest tydelig i Indien, der har nået sin højeste placering på Verdensranglisten nogensinde. Hinduekstremister er virkelig kommet til magten. En menneskeflok kan gøre, som de har lyst til i Indien, og da kirken i landet er stor, er der mange hændelser.”
Siden BJP vandt de nationale valg i 2014, er den antikristne vold accelereret i landets nordlige del. Åbne Døre anslår, at op mod 40 millioner kristne oplever forfølgelse – i form af diskrimination og hindu-militantes voldelige angreb.

Lande på top-10

Nordkorea er igen på Verdensranglistens førsteplads, nu for 16. år i træk. Ifølge Åbne Døre er Nordkoreas diktatoriske regime uden sidestykke, når det gælder fjendtlighed mod religion. Kristne må praktisere deres tro i hemmelighed og adskilt fra hinanden. Hvis man afsløres som kristen, risikerer man livstid i arbejdslejre eller henrettelse. Samme straf kan ramme den kristnes familiemedlemmer.

Yemen (9) er det eneste nye land på Verdensranglistens top-10 i 2017.
Yemen er blevet ødelagt af vold, siden Houthi-oprørere (fortrinsvis shia-muslimer) angreb hovedstaden i 2014. Det fik den wahhabistiske saudiske regering til at indlede et multinationalt bombe-togt, der reelt har gjort Yemen til skueplads for en stedfortrædende borgerkrig mellem Saudi-Arabien og Iran.

”Fanget midt i krigen findes de indfødte kristne, hovedsageligt tidligere muslimer, der har konverteret,” forklarer Dr. Boyd-MacMillan.
”Konvertering til en anden religion straffes med døden. Militante sunnimuslimer har aktivt udset sig kristne som mål og dræbt dem. Krigen har ført til en voldsom stigning i forfølgelsen, og gerningsmændene er især islamiske ekstremister.

Shiamuslimer fra Houthi-stammen er også meget intolerante overfor kristne. Hvis den kristnes konvertering bliver kendt i Yemen, forfølges han således fra flere sider, inklusive fra IS og Al-Qaeda. Det er lige meget, hvem der har ledelsen, siger Boyd-MacMillan.

Somalia er rykket to pladser op til en fjerdeplads i år – kun et enkelt point efter Nordkorea. Selv om der måske kun findes nogle få hundrede kristne blandt Somalias 10 millioner indbyggere, medfører stammernes store indflydelse på det somaliske samfund, at enhver muslim, der konverterer til kristendommen, med det samme opdages – og det er nok til at blive dræbt!
Somalia er et af kun to lande, der ud over Nordkorea har været placeret som nummer et på Verdensranglisten gennem årene.

Stabil top-10

I det store hele har top-10 været stabil: Ni af landene på dette års top-10 var også blandt de øverste 10 på sidste års rangliste: Somalia (#2), Afghanistan (#3), Pakistan (#4), Sudan (#5) og Iran (#8) steg alle på listen.
Syrien og Irak (hhv. # 6 og 7 i år) er faldet til en lavere placering. Her har der været rapporteret færre voldelige episoder, da de fleste kristne er flygtet fra områder kontrolleret af IS. I 2003 var der 1 million kristne i Irak. Nu er tallet under 300.000. Presset mod kristne er stadig meget stort.

Øget forfølgelses-score

Den gennemsnitlige score for de 50 lande på Verdensranglisten 2017 er steget en smule sammenlignet med 2016. Omkring en fjerdedel af denne stigning skyldes udviklingen i otte lande i Mellemøsten og Nordafrika: Algeriet, Egypten, Iran, Jordan, de palæstinensiske områder, Qatar, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater (UAE).

”Her finder du disse polariserede regeringer, der enten er ved at blive mere radikale eller mere diktatoriske,” siger Dr. Ron Boyd-MacMillan. ”Lande som Egypten, Jordan og Algeriet slår virkelig hårdt ned på ekstremister.”

Ekstremister har noget friere hænder i det subsahariske Afrika, hvor militant islam er blevet mere udbredt og etableret. Andre muslimske lande støtter bl.a. lokale islamiske politikere og skoler – selv i Kenya, der er det land med den største kristne majoritet i Verdensranglistens top-20.

Om Verdensranglisten

Åbne Døre er en hjælpeorganisation, som gennem mere end 60 år har tjent kristne, der rundt om i verden forfølges for deres tro.
Organisationen er grundlagt af Broder Andreas, en hollandsk missionær, der begyndte arbejdet i 1955 med at smugle bibler ind bag Jerntæppet.
I dag sikrer Åbne Døre åndelig og materiel støtte til forfulgte kristne i mange lande og har udviklingskontorer i mere end 20 lande.

Sådan vurderes graden af forfølgelse

Verdensranglisten er sammensat på grundlag af et specialdesignet spørgeskema med 50 spørgsmål, som dækker forskellige aspekter omkring religiøs frihed eller mangel på samme.

Gennem et system tildeles points, afhængigt af hvordan hvert enkelt spørgsmål besvares. Det totale antal points pr. land afgør dets position på ranglisten, forklarer Åbne Døre.

Spørgsmålene skelner mellem:
– Den juridiske, officielle status kristne har. (Fx: Giver et lands konstitution og/eller love religionsfrihed? Er det tilladt for enkeltpersoner at omvende sig til kristendommen?).
– De forhold, der reelt er gældende for den enkelte kristne. (Bliver kristne slået ihjel pga. deres tro? Bliver de sendt i fængsel, arbejdslejr eller indlagt på psykiatriske hospitaler?).
– Hvilken rolle, kirken spiller i samfundet. (Har kristne frihed til at trykke og distribuere kristen litteratur? Bliver kristne publikationer censureret/forbudt i det pågældende land?).
– Faktorer, der kan hæmme eller hindre religionsfriheden i et land. (Bliver kristne mødesteder og/eller kristnes hjem angrebet ud fra anti-kristne motiver?).
Metoden revideres og optimeres med jævne mellemrum, senest i 2013.

Grader af fjendtlighed

På Verdensranglisten defineres forfølgelse som ”enhver fjendtlighed oplevet fra omverdenen, som resultat af ens identificering med Kristus.” Dette inkluderer fjendtlige holdninger, ord og handlinger begået mod kristne, evt. også fra andre kirkesamfund.

Verdensranglisten bliver fornyet en gang om året og offentliggøres i januar. Data til listen indsamles fra den 1. november til og med 31. oktober, dvs. at det forgangne års to sidste måneder ikke er medtaget.

Den årlige rangering af de 50 lande på Verdensranglisten er resultat af det arbejde, som Åbne Døres researchafdeling, World Watch Research, udfører året igennem.

Researchere interviewer nøglekontakter i forskellige lande. Disse kontakter udspørger folk i deres egne netværk om vilkårene for de kristnes religionsfrihed på fem af livets områder: privat, i familien, i samfundet, nationalt og i kirken. Disse fem områder udgør ”pres-elementet” i forfølgelsen – det daglige pres som følge af offentlig diskriminering, fjendtlige indstillinger og udstødelse fra familien.

Ikke al forfølgelse er vold

Teamet måler separat volden mod kristne. Fysisk vold er dog ikke nødvendigvis en del af hverdagen for de kristne i landene på Verdensranglisten.
Åbne Døres researchmetoder og resultater er blevet uafhængigt kontrolleret af International Institute for Religious Freedom.