Sympatisk bog om drikfældighed
Kristian Kristiansen har skrevet en sympatisk, for ikke at sige sober bog om drikfældighed og afholdenhed – sat ind i en bibelsk og kulturhistorisk ramme.
Bogen er en kristen hjælpe- og inspirationsbog for mennesker, der er fanget i alkoholmisbrugets jernhårde greb. Få er vel mere kvalificeret til at skrive en sådan bog end Kristian Kristiansen, som selv har været der, og selv har erfaret sandheden i det gamle ordsprog: ”Først tog manden en drink, til sidst tog drinken manden”.
Han har dog været tørlagt i mange år og er et kendt ansigt i afholdsbevægelsen. Men nu behøver man jo ikke at være afholdsmand for at kunne se, at vi har et kolossalt misbrug af alkohol her til lands, der trækker dybe plovfurer af ødelagte mennesker, brudte familier og svigtede børn efter sig.
Alene af den grund er ”I kirken eller på kroen?” velkommen, og Kristensen kan sit stof: Han deler af egne erfaringer og giver et kyndigt indblik i afholdssagen set i bibelsk og kulturhistorisk lys, og øser generøst af sin store viden udi litteratur og salmer. Vi hører om afholdsbudskabet set i lyset af alle de store verdensreligioner, og ind imellem krydres stoffet med masser af ordsprog og citater.
”Hellere søgte han kroen end kirken”, skrev H.C. Andersen i en fortælling om en menneskeskæbne, og lidt omskrevet kan man vel sige, at mange desværre i dag hellere søger trøst i flasken i bunden af skabet, for det skjulte misbrug er stort, end de søger trøsten i Gud.
Altervin til debat
I et kapitel om altervin begiver forfatteren sig dog ud i et minefelt, hvilket han åbenbart selv er klar over, for han skriver: ”Jeg vil sige det stille og roligt: Jeg synes, Folkekirken generelt har svigtet sine alkoholikere – og til stadighed gør det”. Det er lidt uklart, hvem der hentydes til, for folkekirken er ikke bare biskopper, præster og menighedsråd, men hvert enkelt medlem, også mig. Selvfølgelig har kirken en social forpligtelse overfor sine alkoholikere, men også en teologisk, så ordet ”svigtet” virker lovlig flot at bruge, synes jeg nok. Både fordi anvendelsen af alkoholfri altervin i dag er udbredt, men især fordi den ikke uvæsentlige kendsgerning, at Jesus faktisk indstiftede nadveren med brød og vin (altså rigtig vin), slet ikke nævnes. Uanset, hvordan man fortolker det, og uanset hvor man står i spørgsmålet om altervin, er sagen for alvorlig til at blive forenklet sådan, som jeg synes, at Kristian Kristiansen kommer til at gøre det hér.
Når det er sagt, er ”I kirken eller på kroen?” en interessant og informativ bog, og sikkert til stor nytte og hjælp for mennesker, der hænger fast i alkoholismens greb.
Kristian Kristiansen har tidligere udgivet en række kulturhistoriske bøger, bl.a. ”Lademanns Mytologi Leksikon”, ”Danske Ordsprog” og ”Den store danske gådebog”.
Henning Sørensen, den tidligere så slagfærdige formand for Danmarks Afholdsforening, hvor han i dag er æresmedlem, har skrevet forordet til den nyeste bog.
Kristian Kristiansen: I kirken eller på kroen?
100 sider • 149,95 kr.
Forlaget Queenswood