Interessant Kierkegaard-bog
I sin bog om Kierkegaard diskuterer Rocca Kierkegaards kristendomsforståelse.
Hvad vil det sige at blive og være og – især – leve som en kristen? Det var spørgsmålet for Kierkegaard, og det er hans (forsøg på) svar på dette spørgsmål, som den italienske, i Danmark bosatte Kierkegaard-professor Ettore Rocca tager under grundig behandling i sin bog Kierkegaard.
Man skal nok passe lidt på med citater, og jeg kunne beskyldes for ”citat-fusk”, når jeg nu citerer Rocca sådan: ”Kierkegaard kom til at ændre mit liv” (det er ordret, men taget ud af en kontekst, som måske kan ændre meningen lidt). Når man har læst Roccas bog Kierkegaard og i øvrigt set, hvordan hans liv har formet sig, siden han i 90’erne stiftede bekendtskab med Kierkegaard, kan man alligevel næsten ikke konkludere andet: Kierkegaard kom til at ændre Roccas liv.
”Bogen er en indføring i Søren Kierkegaards forfatterskab”, skriver han i forordet til bogen. Den er altså møntet på ham eller hende, der ”vil i gang med at læse Kierkegaard”. Men man skal virkelig være meget interesseret; går man i gang med bogen uden forudsætninger, frygter jeg, at man vil gå i stå i den.
Problemet: at blive og leve som en kristen
Rocca formulerer formålet med Kierkegaards forfatterskab som følger: at tage stilling til det problem, det er, ”at blive kristen i en verden, hvor kristendommen er blevet ophævet.” Og det er altså omkring 1850, at Kierkegaard påstår, at kristendommen ikke længere findes. Der fandtes dengang mange, der nok ville kalde sig selv kristne, men if. Kierkegaard var de ikke sande kristne, dvs. sande Kristi efterfølgere, der ikke ville vige tilbage for at blive martyrer.
Det var det, der var det afgørende: at man praktiserede eller levede sin tro fuldt ud – kristendom var og er ikke bare en lære, man kan teoretisere over og bruge (eller misbruge) efter forgodtbefindende, for så tømmes den for betydning og bliver ikke-eksisterende.
Kierkegaard var fuldt ud klar over det problem, han gav sig selv ved at skrive (”teoretisere”) så meget om kristendom, som han gjorde, og det er først og fremmest det, Rocca slår ned på i sin bog. Han stiller sågar spørgsmålet, om Kierkegaard selv var kristen, men anfører dog andetsteds, at Kierkegaard opfattede sig som ”en ufuldkommen kristen”. Man kan spørge, om det kan blive anderledes, når man stiller så store krav til det at være kristen, som det er tilfældet i Kierkegaards forfatterskab. Det er ikke uden grund, at altergangen for ham blev et ”hvilested”, og at han derfor prædikede adskillige gange ved den særlige altergangsgudstjeneste, der dengang blev holdt om fredagen.
Efter to indledende kapitler – et om problemformuleringen (den ovf. skitserede problemstilling) og et om Kierkegaards liv – gennemgår Rocca kronologisk i ni kapitler Kierkegaards forfatterskab, fra magisterafhandlingen Om Begrebet Ironi (1841) til de ti numre af tidsskriftet Øieblikket, som Kierkegaard udgav i 1855. Her tilstræber han at vise, hvilken udvikling der er i Kierkegaards forfatterskab i hans stillingtagen til og behandling af kristendommen. Der kunne nok være et og andet i denne grundige gennemgang, der kunne tages op til diskussion, men interessant læsning er det under alle omstændigheder.
Ettore Rocca: Kierkegaard
328 sider • 299,95 kr.
Gyldendal
