Ærbødigst – der er serveret

Fastelavnsfesterne med hygge og tøndeslagning skulle gerne minde os om, at fastetiden begynder i morgen. Og folk som har prøvet at faste er gode til at påskønne alt det, de har fastet fra. Det så vi ofte, mens vi boede i Etiopien, hvor landets ortodokse kristne faster i op til 200 dage om året. Hvis vi spurgte hvorfor, fik vi somme tider bare det svar, at præsten havde sagt, de skulle faste. Og så var det naturligvis det, man gjorde…

Det slog aldrig fejl, når vi nærmede os en højtid. Vores hushjælp ville invitere os og helst flere andre missionærfamilier til spisning. Og så vidste vi godt, hvad der ventede os…

Før påsken faster man i 50 dage – men det er ikke helt så slemt, som det lyder. For ortodokse etiopere betyder faste, at man afholder sig fra alle animalske produkter, dvs. ingen mælk, æg, kød, smør mm. Derimod må man gerne spise alt andet.
Et par dage før festen skulle hushjælpen altid have fri til at købe ind og lave maden. Når vi gæster så ankom, blev vi bænket omkring bordet, hvor husets herre sad. Vores hushjælp og hendes dygtige døtre havde travlt med de sidste forberedelser. De satte sodavand på bordet og kom med vand, så vi kunne vaske hænderne før måltidet, som spises med fingrene.

Nu kom det store øjeblik. Jeg var altid fascineret af det og ser det stadig tydeligt for mig: Den festklædte matriark tager et stykke hønsekød og placerer det med ærbødighed på mandens tallerken. Så kommer turen til gæsterne: Først bliver der serveret for manden, så konen, til sidst børnene.
Vi nyder vores måltid. Det er slowfood lavet med håndkraft og stor ærbødighed. Kød, æg og rigeligt med smør. En af døtrene rister kaffebønner og brænder røgelse på gulvet. Vi får en kop dejlig stærk kaffe med popcorn. Så bliver det virkelig ikke meget bedre.

Men der var flere ritualer i pakken: Vi vidste, at der i løbet af aftenen ville komme en forespørgsel om hjælp til et nyt tag, et hjælpemiddel til den handicappede datter eller en ny ko. Til sidst ville en af os missionærer takke for gæstfriheden og bede for familien.
Jeg sad med meget blandede følelser, hver gang vi besøgte hjemmet. For manden var alkoholiker og havde flere gange taget penge fra familiens flittige kvinder for at bruge dem til sprut. Han havde også præsteret at sælge de blikplader, som konen havde købt til det utætte tag, for at skaffe penge til sin last.

Men traditionerne skulle overholdes, så manden blev vist synlig respekt, når festmaden blev serveret.
Jeg ville ønske, at vi kunne lære lidt af hinandens kulturer. Tænk om mine etiopiske brødre og søstre kunne lære at stille spørgsmål til præsten i stedet for bare at parere ordre. Tænk om kvinderne kunne stå sammen for at hindre overgreb. – Og tænk om vi danskere kunne lære større ærbødighed.

Måske skulle vi virkelig satse på at faste fra noget i år. Så kunne vi måske også få mere ærbødighed for Guds gaver ind i vores liv.