Folkekirkens Nødhjælp kritiseres for abortstøtte
Nødhjælpen har kritiseret Donald Trumps afvisning af amerikansk støtte til abort rundt om i verden. – Men hvorfor ikke redde både mor og barn, spørger Retten til Liv og Indre Missions formand.
Folkekirkens Nødhjælp kritiserer Trumps antiabort-politik for ikke at sikre kvinders rettigheder. Nu tager flere danskere til genmæle op til hjælpeorganisationens landsindsamling.
Den 23. januar underskrev Donald Trump et dekret om, at USA ikke skal støtte organisationer som Planned Parenthood International og Marie Stopes klinikker, som henviser kvinder til abort. Efterfølgende har Folkekirkens Nødhjælp startet en facebook-kampagne, der handler om at sikre ”kvinders rettigheder”. Og begrebet ”kvinders rettigheder” er blevet en international omskrivning af retten til fri abort.
Men kampagnen har fået flere danskere til at kritisere Folkekirkens Nødhjælp. Det kommer nemlig som et chok for mange, at en kirkelig organisation udtrykker støtte til abort.
Der er to liv på spil
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 2. februar skriver to medlemmer af repræsentantskabet i Retten til Liv om det ironiske i, at Folkekirkens Nødhjælp ”tror på et liv før døden”.
I indlægget ”Vi tror på et liv. Trist og deprimerende kampagne fra Folkekirkens Nødhjælp”, skriver Anders K. Petersen og Frederik Berggren-Smidt:
”Folkekirkens Nødhjælp er tilsyneladende blinde for, at der i abortproblematikken er to individer involveret: Moderen og barnet.”
Artiklen understreger, at der videnskabeligt set er tale om et nyt individ fra befrugtningsøjeblikket.
”Aborttilhængere kan ikke længere gemme sig bag betragtninger af fostre som graviditetsvæv, der kan fjernes på samme måde, som når man fjerner et modermærke som en uønsket del af kvindens krop”, skriver kontormedarbejder Anders K. Petersen og sognepræst Frederik Berggren-Smidt.
’Nødhjælp på bekostning af andres liv’
Også Indre Missions formand kommenterer sagen med indlægget ”Himmelråbende. Nødhjælp på bekostning af andres liv”.
”Når opfordringen lyder til mange om at bruge tre timer på kvinders rettigheder ved en indsamling, så sker det altså på bekostning af barnet i moders liv”, skriver Hans-Ole Bækgaard.
Han efterlyser en indsamling uden et ”politisk budskab” og spørger:
”Hvorfor ikke kæmpe mere målrettet for, at intet barn må sulte, som er årets tema? Hvorfor ikke kæmpe for både kvinders rettigheder og børns – også de ufødtes – rettigheder uden at spille dem ud mod hinanden?”
Politiske budskaber
Folkekirkens Nødhjælp har tidligere udsendt politiske budskaber. I 2004 udtrykte organisationen kritik af Israel ved at opstille en kopi af Israels sikkerhedsmur på Roskilde Festivalen. Det samme skete i 2012.
Nuværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kaldte det ”uprofessionelt” og ”amatøragtigt”, og Jyllands-Posten har afsløret, at nødhjælpsorganisationen har finansieret en kritisk rapport om flere rejsebureauers Israels-rejser.
Naser Khader, der er kirke-og udviklingsordfører for De Konservative, mener, at humanitære organisationer ”skal holde sig væk fra den politiske hvepserede” og i stedet formidle det gode arbejde, de faktisk gør i verden.
”Jeg forstår det ikke. Som kirke bekymrer vi os om verdens nødlidende, men skal det virkelig ske på bekostning af andres liv?” spørger Hans-Ole Bækgaard. Han slutter sit indlæg med at overveje, om der ikke findes andre organisationer, hvis nødhjælp ikke går ud over uskyldige børn i moders liv.