Græsted-præst valgt ind i Oases ledelse
Ole Backer Mogensen har også en uddannelse som psykoterapeut.
Ole Backer Mogensen blev på Dansk Oase repræsentantskabsmøde i Karlslunde Strandkirke fredag d. 20. januar valgt ind i lederskabet.
Ole Backer Mogensen er sognepræst i Græsted, og gift med Karen Sangild Stølen og far til fire voksne børn.
– DanskOase er min åndelige familie. Her har jeg og min familie fundet vores hjem og tilhørssted i den større Jesu Kristi kirke i Danmark gennem mange år, skrev Ole Backer Mogensen i sin kandidatpræsentation.
– DanskOase er en nødvendig del af kirken i Danmark, og den måde vi forkynder, lever og eksemplificerer en tillid til Helligåndens virke og Guds Riges virkelighed, er afhængig af, at vi har et klart fokus på opgaven, og formår at være ét og er sandheden tro i kærlighed.
Han fortæller videre, at han tænker økumenisk – og personligt er tilknyttet Det Økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby i Sverige. Det betyder bl.a. daglige tidebønner og årlige retræter.
Han har erfaringer fra 20 års præstetjeneste i Karlebo, Bethlehemskirken og Græsted.
Sognepræsten ønsker at DanskOase udvikler flere ressourcer og tilbud, som direkte kan bruges i en sognemenighed.
Desuden har Ole en Psykoterapeutisk uddannelse i form af en 3-årig gestaltterapeutisk sjælesorgsuddannelse.
På valg var Elisa Morberg Wejse og Steen Balle. Elisa Morberg Wejse blev genvalgt for 3 år. Steen Balle genopstillede ikke.